Selvbetjening og tidsbestilling

Hjælp til at opfylde drømmen om et job

Selv efter mange år på kontanthjælp lever drømmen om et liv med job og lønkonto. I Silkeborg hjælper et toårigt projekt med støtte fra Arbejdsmarkedsstyrelsen 50 familier på kontanthjælp med at realisere drømme.

Nær ved halvdelen af forældrene har fået job, fleksjob, løntilskudsjob eller er begyndt på uddannelse.

Det gælder blandt andre Camilla Vinkel, 33 år og mor til fem, som efter mange års ledighed via praktik og løntilskudsjob nu har fast job:

”Det betyder alverden, og jeg havde ikke fået jobbet uden al den hjælp. Der er jo altid mange ansøgere, og når man har været ledig så længe, får man bare ikke jobbet. Nu snakker børnene om, hvor mor arbejder, og det er bare godt”, siger Camilla Vinkel.

Flere familier får hjælp


50 familier har deltaget i projektet ”Vi vil mere” for udsatte familier på kontanthjælp i Silkeborg Kommune. Arbejdsmarkedsstyrelsen har støttet med ni mio. kr., og resultaterne er så lovende, at Økonomi- og Erhvervsudvalget nu har besluttet at fortsætte indsatsen, når den toårige projektperiode udløber til nytår:

”Det er tankevækkende og meget opmuntrende, at familier selv efter mange år på kontanthjælp med den rette støtte så hurtigt kan komme videre. Det er til gavn for både forældre og børn, så det er på alle måder en god investering,”, siger borgmester Steen Vindum (V).

Mange deltagere er enlige forsørgere. De fleste er kvinder. Nogle har været på kontanthjælp, lige siden de var 18. Hos mange er selvtilliden i bund, og nogle har flere problemer end ledighed. Eksempelvis sygdom eller problemer med børnene.

Én indgang til hjælp hos kommunen


Den høje succesrate bygger på, at familien har fået én indgang til kommunen. Fagfolk samarbejder på tværs af afdelinger, og en såkaldt case manager koordinerer indsatsen og er familiens kontaktperson:

Case manager Else Lundby er eksempelvis både sagsbehandler og jobkonsulent. Hun kontakter arbejdsgivere, coacher i at skrive ansøgninger, hjælper med at få børn på sommerlejr og meget andet:

”Vi har bedre tid og tager os af det hele, også når selvtilliden er i bund efter mange års ledighed, eller der er problemer med børnene. Det handler om at bygge tillid op og vise, at vi vil hver enkelt det bedste”, siger Else Lundby, uddannet lærer og psykoterapeut, med mange års erfaring fra psykiatrien.

Camilla Vinkel er ikke i tvivl om, hvad der har gjort forskellen:

”Jeg har haft tusind forskellige sagsbehandlere og har skullet fortælle hele historien forfra hver gang. Her har det hele været samlet hos én, som også er kommet hjemme hos mig. Det har skabt nogle bånd, som har været helt afgørende for, at det er lykkedes. Sådan burde man faktisk gøre alle steder”.

Projektet forsætter efter nytår for 75 familier – denne gang også familier fra Silkeborg by. For Silkeborg Kommune er det en investering, der hurtigt er tjent hjem i sparet kontanthjælp.   

Yderligere oplysninger:
Projektleder Lone Vieland Mortensen, tlf. 23 35 94 98

 

Sidst opdateret