Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Arbejde og ledighed Økonomisk hjælp Merudgiftsgodtgørelse

Merudgiftsgodtgørelse

Her kan du læse vores retningslinjer for, hvornår vi udbetaler merudgiftsgodtgørelse efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) § 176.

Hvad er merudgiftsgodtgørelse?

Merudgiftsgodtgørelse er et tilskud til dine udgifter, fx transport, når du deltager i et bestemt slags tilbud. 

Hvem kan søge?

Hvis du er

  • Jobparat
  • Aktivitetsparat
  • Uddannelsesparat
  • Aktivitetsparat under 30 år
  • I jobafklaring
  • I ressourceforløb
  • Ledig selvforsørgende
  • Ung under 18 år med behov for indsats

kan du søge om merudgiftsgodtgørelse (LAB § 6, nr. 2, 3, 4, 5, 7, 8, 12 eller 13). 

Du skal deltage i en bestemt slags tilbud

Du skal, for at få merudgiftsgodtgørelse, deltage i ét af disse tilbud, som er rettet mod, at du kommer i beskæftigelse: 

  • Virksomhedspraktik
  • Nytteindsats
  • Vejledning og opkvalificering

(LAB kapitel 11, 13 eller 14)

Du skal opfylde nogle betingelser

Når du også opfylder disse betingelser, kan du få merudgiftsgodtgørelse:

  • Du deltager mindst 3 dage om ugen i ét af de 3 nævnte tilbud (se ovenfor)
  • Du har over 8 km fra din bolig til praktikstedet eller tilbud* (opmålt på krak til den korteste vej)

Du får 516 kr. i merudgiftsgodtgørelse, hvis du opfyder de nævnte betingelser. Du skal betale skat af beløbet. 

*Hvis din daglige transport fra din bolig til praktiksteddet/tilbuddet og retur er mere end 24 km, kan du søge om befordringsgodtgørelse (LAB § 175)

Sådan får du udbetalt merudgiftsgodtgørelse

Din sagsbehandler i jobcentret vurderer, om du lever op til vores betingelser for udbetaling af merudgiftsgodtgørelse. Pengene udbetales til din NemKonto. 

Hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til merudgiftsgodtgørelse, eller du mener, at du opfylder betingelserne, er du altid velkommen til at tage kontakt til din sagsbehandler enten telefonisk eller via borger.dk. 

Hvis du vil vide mere om lovgrundlaget for vores retningslinjer

Reglerne fremgår af § 176 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som du kan finde på retsinformation.dk

Personer omfattet af § 6, nr. 2-5, 7, 8, 12 og 13, som deltager i tilbud efter kapitel 11, 13 og 14, kan efter jobcenterets vurdering få op til 1.000 kr om måneden i hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet. Merudgiftsgodtgørelsen kan ikke anvendes til at dække udgifter til befordring ud over de første 24 km, jf. § 175, stk. 1. Kommunen fastsætter nærmere retningslinjer for udbetaling af merudgiftsgodtgørelsen. Kommunen giver information til kommunens borgere om indholdet af retningslinjerne. 

Kommunen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udbetaling af merudgiftsgodtgørelse efter beskæftigelsesindsatsloven. Retningslinjerne skal være lovlige og saglige. Retningslinjerne skal indeholde kriterierne for tildeling og må ikke udelukke nogen, der er omfattet af loven, fra på forhånd at kunne opnå merudgiftsgodtgørelse. Formålet med offentliggørelsen er at skabe gennemsigtighed for borgerne i kommunen, så de har mulighed for at orientere sig om, hvad kommunen lægger vægt på i behandlingen af ansøgninger om merudgiftsgodtgørelse. Praksis fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 5-22, som du kan finde på ast.dk

Klagemulighed

Du har mulighed for at klage over en afgørelse om merudgiftsgodtgørelse. 

Du kan dog kun klage over, at retningslinjerne ikke er overholdt i din sag. Du kan ikke klage over selve retningslinjerne. 

Hvis du ansøger om og ikke får bevilget merudgiftsgodtgørelse, får du et brev med afgørelsen. I brevet er der en klagevejledning, sm beskriver hvordan og hvornår, du kan klage. 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje