Selvbetjening og tidsbestilling

Kompetencegaranti - tag en uddannelse eller et kursus som ledig

Bliv opkvalificeret med en uddannelse eller et kursus med Jobcenter Silkeborgs kompetencegaranti

Vil du gerne have et kursus eller en uddannelse, som giver dig bedre muligheder for at komme i arbejde? Så kan Jobcenter Silkeborg tilbyde dig hjælp og økonomisk støtte til at komme i gang med kurset eller uddannelsen. Vi kalder det for kompetencegaranti.

Hvem er kompetencegarantien for?

Du kan tag en uddannelse eller et kursus i forbindelse med kompetencegarantien, hvis du har været forsikret ledig, kontanthjælpsmodtager eller modtager af integrationsydelse i mindst 6 måneder.

Unge, der modtager uddannelseshjælp, er ikke omfattet af garantien.

Hvordan kommer jeg på kursus eller i uddannelse?

Du skal til en samtale hos din jobkonsulent eller koordinerende sagsbehandler, inden du kan godkendes til kurset eller uddannelsen.

Du skal kontakte din jobkonsulent eller koordinerende sagsbehandler, hvis du vil gøre brug af kompetencegarantien.

Hvilke kurser og uddannelse kan jeg vælge?

Du har mulighed for at vælge mellem kurser og uddannelser, der står på én af de to såkaldte positivlister.

Listerne indeholder forløb, som giver dig en opkvalificering, som efterspørges på arbejdsmarkedet lige nu.

Se listen for 6 ugers jobrettet uddannelse her.

Se listen for regional uddannelsespulje i RAR Østjylland her.

  • Kompetencegarantien gælder for ét sammenhængende uddannelses- eller kursusforløb, som afvikles inden for 6 sammenhængende måneder.
    Flere sammenhængende kurser/moduler kan tilsammen udgøre ét forløb
  • Forløbene kan ikke samlet overstige 6 måneder
  • Du kan ikke få bevilget forløb, der strækker ud over den periode, hvor du modtager dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelsen
  • Hvis du går fra dagpenge til kontanthjælp kan du evt. aftale et nyt forløb med din jobkonsulent eller koordinerende sagsbehandler
  • Forløbet kan indeholde et iværksætterkursus, hvis du er forsikret ledig
  • Jobcentret kan bevilge op til 6 måneder af en erhvervsuddannelse. Hvis uddannelsen varer mere end 6 måneder, tages resten på ordinære vilkår (SU, skoleydelse eller som voksenlærling)
  • Du kan kun tage forløb, der begynder senest 2 måneder efter, at du har fortalt din jobkonsulent eller koordinerende sagsbehandler om dit ønskede forløb
  • Kompetencegarantien er ikke en garanti for forsørgelse, dvs. du får forsørgelse efter de almindeligt gældende regler både før, under og efter deltagelse på uddannelsen eller kurset. Ordningen ændrer ikke på varighedsbegrænsninger på forsørgelsen
  • Almindelige B-kørekort er ikke omfattet af ordningen
  • Før, under eller efter et uddannelses- eller kursusforløb skal du gennemføre et virksomhedsrettet forløb på mindst 4 uger for at afprøve dine nye kompetencer i praksis. Det kan være virksomhedspraktik eller job med løntilskud. 
  • Du skal selv være aktivt opsøgende i forhold til at finde virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Snak med din jobkonsulent/koordinerende sagsbehandler, hvis du ikke kan finde praktik eller løntilskudsjob.
  • Du skal selv betale for kørsel, overnatning og materialer, med mindre du har ret til at få det betalt efter de almindelige regler
  • Din eventuelle pligt til at stå til rådighed under dit forløb, bliver konkret vurderet i forbindelse med dit valg af forløb