Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og familie Dagpleje, vuggestue og børnehave Dagplejen Ny forældre i dagplejen

Ny forældre i dagplejen

Velkommen til dagplejen - Her kan du få et overblik over, hvad det vil sige at have dit barn i Silkeborg Kommunale Dagpleje.

På denne side vil vi gerne fortælle lidt om dagplejen. Dagplejen er en del af Dagtilbud i Silkeborg Kommune og modtager børn i alderen 0-3 år.

I dagplejehjemmet vil der maksimalt være 4 dagplejebørn og eventuelt 1 gæstebarn.

Der er ansat ca. 200 dagplejere.

Info til forældre i Dagplejen

Op til 48 timer pr. uge i tidsrummet kl. 6.00 – 17.00, fordelt på ugens 5 hverdage.

Mere om møde- og afhentningstidspunkter:

Hvis du bliver nødt til at ændre de daglige møde- og afhentningstidspunkter, kan det aftales med dagplejeren. Ændringer skal holdes inden for dagplejerens åbningstid.

Ønsker du en fast ændring af mødetiden, kan det ske efter aftale med den pædagogiske leder eller dagplejeren.

Mødetiden begynder, når du kommer med barnet og slutter, når du forlader hjemmet.

Hvis barnet hentes af andre end forældrene, skal dagplejeren have besked.

Dagplejen er et lille overskueligt miljø, med tæt følelsesmæssig tilknytning til én voksen. Det er den samme voksne, der varetager barnets behov i løbet af dagen i et hjemligt miljø, hvilket er med til, at give det lille barn en tryg og overskuelig dag i dagplejen.

I dagplejen er børnene med i den praktiske hverdag, og de deltager aktivt i de mange gøremål og oplevelser, der er i et hjem. Der arrangeres frokost, borde dækkes, der tændes lys, der leges, danses, krammes, og børnene inddrages i dagplejerens familieliv.

Dagplejens styrke ligger i det hjemlige miljø og karakteriseres ved omsorg.

Dagplejen har det nære, det tætte, det varme og trygge, hvilket giver det enkelte barn en oplevelse af at være noget særligt.

English version - New parents in the Day Care

Rygepolitik i dagplejen

Den kommunale dagpleje er røgfri.

Tilsynet

Tilsynet i dagplejen varetages af en pædagogisk leder. For at understøtte den høje kvalitet vi ønsker i dagplejen, har vi et tilsynskoncept, der bygger på et respektfuldt samarbejde mellem dagplejer og pædagogisk leder.

Vi ønsker med tilsynet at skabe en gensidig forpligtende dialog omkring den pædagogiske kvalitet og udvikling hos den enkelte dagplejer og i legestuerne.

Tilsynet indeholder to opgaver:

  • En udviklingsopgave
  • En myndighedsopgave

Vil du vide mere, så gå ind under mappen ”Kvalitet i dagplejen”

Dagplejerne i Silkeborg kommunes dagpleje er organiseret i legestuegrupper og grupperne mødes i heldagslegestuer med jævne mellemrum.

Det foregår forskellige steder i kommunen. I nogle områder har vi vores eget lokale i et børnehus. I andre områder holder legestuen til i f.eks. sognehuse eller spejderhytter.

I heldagslegestuen får dagplejebørnene mulighed for at møde og begå sig i en større børnegruppe. Jeres barn får relationer til og modspil fra en større gruppe børn og møder flere voksne og får oplevelser gennem pædagogiske aktiviteter i anderledes og større rammer.

Legestuens indhold og opbygning tager udgangspunkt i børnenes aktuelle behov og kompetencer og er tilpasset gruppen og det enkelte barn. Aktiviteterne er en bred vifte inden for de 6 læreplanstemaer. Det er pædagogiske forløb med mål, indhold og evaluering med fokus på fællesskabet.

I heldagslegestuen er der mulighed for jeres barn at spejle sig i og danne venskaber med jævnaldrende fra andre dagplejegrupper. Børnene ved, hvilke børn, der hører sammen med hvilken dagplejer.

Det er en vigtig erfaring for dagplejebarnet, at andre voksne kan være spændende og sjove at være sammen med og barnet lærer at trøst og hjælp kan fås fra flere voksne. Disse erfaringer hjælper barnet i overgangen til børnehaven.

Legestuen bidrager også til at gøre gæsteplejen til et kendt og trygt tilbud. Gæsteplejeren kommer på besøg og bliver et kendt ansigt.

For dagplejerne giver middagsstunden mulighed for planlægning og kollegial sparring, mens børnene sover. Den pædagogiske leder kan understøtte dagplejens fælles opgave gennem refleksion og facilitere pædagogiske processer.

Det er muligt for nye forældre i dagplejen at aflægge besøg i legestuen og dermed møde de øvrige dagplejere i gruppen.

Det er meget vigtigt, at barnet er hensigtsmæssigt påklædt efter årstiden. Sørg altid for et ekstra sæt tøj - der kan jo ske uheld. Det er vigtigt med gode sko/støvler til udendørs leg samt hjemmesko til indendørs brug.

Vi anbefaler velcrolukning. Det giver barnet mulighed for tidligere at blive selvhjulpne og samtidig få oplevelsen af ”jeg kan selv”.

Rummelige flyverdragter giver gode udfoldelsesmuligheder, når barnet klatrer, løber eller sidder på den fugtige jord.

Allerede børn fra 10 mdr. alderen har glæde af at komme ned og bevæge sig og undersøge naturen frem for at sidde passive i barnevognen.

 

Huskeseddel

  • Bleer
  • Undertøj
  • Hagesmække
  • Sovedyr
  • Sutter
  • Salve/pudder/solcreme
  • Håndklæder
  • Engangsvaskeklude
  • Papirlommetørklæder ved forkølelse
  • Ekstra tøj
  • Støvler/sko til udendørs brug
  • Regntøj/gummistøvler evt. termotøj
  • Flyverdragt, hue, vanter
  • Hjemmesko
  • Plasticposer til snavsetøj
  • Dyne/pude
  • Barnevogn med godkendt sele, insektnet og regnslag

Hent tjekliste (pdf)

Dagplejerne vejleder gerne vedrørende beklædning og fodtøj. Eksperter er de ikke - men næsten.

Af hensyn til barnets sikkerhed skal snore i jakker fjernes eller udskiftes med elastik.

Suttekæder frarådes.

Hvis dit barn bliver syg:

  • Vi må ikke modtage syge børn i dagplejen.

Barnet er sygt, hvis dets almentilstand er påvirket og barnet ikke kan indgå i dagplejens hverdag.

Besked til dagplejeren

Dagplejeren skal have besked, hvis barnet er sygt og derfor ikke kommer i dagpleje.

Klar igen?

Hvornår er barnet igen parat til at komme i dagplejen, vurderes ud fra om:

• Barnet spiser og drikker normalt
• Barnet ikke har temperaturforhøjelse
• Barnet har fået sit normale humør igen
• Barnet interesserer sig igen for leg
• Barnet kan følge den normale hverdag i dagplejen

FAQ - Omkring gængse sygdomme i Silkeborg Kommunes dagpleje

Læs vejledning fra Sundhedsplejen i Silkeborg Kommune omkring:

Sygdom – og smertestillende medicin

Illness – and pain-relieving medications

 

Ved særlige sygdomme skal dagplejen omgående have besked.

Se vejledning på Sundhedsstyrelsen:

Læs mere på Vejledninger til forældre med syge børn

Hvis din dagplejer bliver syg, hvad så?

Telefonvagten ringer tidligt om morgen til jer for at aftale hvor jeres barn skal i gæstepleje.

I vores kommunale dagpleje tilbyder vi altid pasning hos en anden dagplejer, hvis din dagplejer holder ferie eller bliver syg. Det er en vigtig del af dagplejen at gøre gæsteplejen til en god oplevelse for barnet og jer forældre.

I nogle områder er der ansat dagplejere med gæstepladser, hvis opgave er at tage imod gæstebørn fra kollegaer.

Barnets faste dagplejer besøger gæsteplejeren, forud for placeringen, i det omfang det er muligt.

Som forældre er I altid velkomme til at besøge gæsteplejeren, inden barnet skal i gæstepleje.

Gæstedagplejerens vigtigste rolle er at skabe tryghed og en god hverdag, der tager hensyn til det enkelte barns behov.

I gæstedagplejen gælder den tid jeres barn har hos den faste dagplejer.

Hvis dit barn skal passe i gæstedagpleje, forsøges det passet i eget distrikt, dog kan I opleve, at det er nødvendigt for dagplejen, at tilbyde gæstepasning i nærmeste skoledistrikt.

I dagplejen har vi ansat dygtige vikarer, som løser opgaven i vores flyvervikarkorps. Vikarerne tager ud og passer børnene ved dagplejers korte fravær, primært i en middagsstund. Det kan både være i hjemmet og i legestuen.

Herved kan vi skabe en positiv fleksibilitet i dagplejen, så dagplejeren får en øget frihed og vi undgår at skulle gæsteplacere børn uhensigtsmæssigt.

Som forældre vil I altid blive spurgt om - og få information, hvis der benyttes en vikar hos den dagplejer jeres barn passes hos.

  

Lene Marie Larsen 

 Lene Marie Larsen

 

Bitten Birtthe Christensen 

Bitten Birtthe Christensen

Portræt Birthe Bang 

Birthe Bang

Der er ferielukning i dagplejen med tilbud om feriepasning i nedennævnte perioder:

  • De 3 hverdage før påske
  • Dagen efter Kr. Himmelfartsdag
  • Mellem jul og nytår
  • Uge 28-29-30 i sommerferien

Der er lukket i dagplejen den 5. juni og den 24. december. På disse dage tilbydes ikke pasning.

Vi har tilbud om feriepasning i 4 områder i kommunen (de samme områder som daginstitutionerne, så vidt det er muligt).

Ved behov for pasning til jeres barn/børn, bedes I kontakte os, på mail dagplejen@silkeborg.dk med oplysninger om barnets navn, barnets fødselsdato, navn på fast dagplejer samt hvilke dage og hvilket område I ønsker pasning i.

Bemærk hvis I skriver hele cpr-nr. skal I sende via kommunens ”Send sikker mail via Digital Post”.

Ved spørgsmål er I velkomne til at kontakte dagplejekontoret, pædagogiske ledere eller dagplejeleder.

Madmod, madglæde og sunde kostvaner formes i barndommen og følger os livet igennem.

En del børn får hovedparten af deres mad i dagplejen.

Derfor er det naturligt, at vi i dagplejen tager vores del af ansvaret for at børnene får tilbudt sund, nærende og varieret kost i hverdagen.

Silkeborg Kommune har en overordnet ernærings- og kostpolitik for Børne- og Ungeområdet.

Med udgangspunkt i denne har en arbejdsgruppe i dagplejen udarbejdet en mad og måltidspolitik gældende for dagplejen.

Link til vores mad og måltidspolitik

Vi læner os op af Fødevarestyrelsens anbefalinger

Læs mere på altomkost.dk

Overgange:

Vi ved, at når et barn skal starte i dagpleje eller børnehave, så har det stor betydning at barnet og forældrene oplever tryghed og genkendelighed inden opstart det nye sted. Derfor har vi fokus på overgange fra hjemmet til dagplejen og igen fra dagplejen til børnehaven.

I vil få tilbudt plads i dagplejen ca. 1-2 måneder før, jeres barn skal starte. Når tilbuddet er sendt ud, vil I snarest derefter blive kontaktet af jeres kommende dagplejer.

Hun/han vil tilbyde jer, at I kan komme forbi, så I kan hilse på hinanden, inden I takker ja til pladsen. Når I har takket ja til pladsen, vil jeres dagplejer tilbyde jer, at I kan komme på jævnlige besøg inden jeres barns opstart. På den måde kan barn, forældre og dagplejer knytte sig til hinanden, opleve tryghed og derved gøre overgangen fra hjemmet til dagplejen blidere og nemmere for barn og forældre.

Når dit barn skal videre i børnehave vil du igen få tilbudt børnehaveplads ca. 1-2 måneder før opstart. I børnehaven vil der også være mulighed for at komme på forbesøg inden opstart. Hvis det er muligt ift. afstand og børnegruppen, så vil dagplejer også besøge børnehaven sammen med jeres barn.

Udover tidlig visitering og forbesøg hos det nye pasningstilbud. Vil der også altid være udfyldt en overgangsbeskrivelse på jeres barn, som det nye pasningstilbud kan se inden opstart. Denne overgangsbeskrivelse bliver udfyldt af jer forældre sammen med enten sundhedsplejersken eller dagplejer/pædagogisk leder alt afhængig af, om jeres barn skal starte i dagpleje eller børnehave. Overgangsbeskrivelsen har fokus på jeres barns trivsel.

Vi tror på, at fælles viden er med til at skabe sammenhæng i barnets liv. 

Kvalitet og sammenhænge i børns overgange

Dagplejeren har pligt til at tale med den pædagogiske leder om alle forhold, der gør sig gældende vedrørende barnets trivsel.

Dagplejeren samt personale, der arbejder på dagplejekontoret har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om barnet og dets forældres private forhold.

Tavshedspligten gælder også efter barnet er udmeldt af dagplejen, og ligeledes efter at dagplejerens eller den pædagogiske leders arbejdsforhold er ophørt.

Vi vægter højt, at børn med behov for støtte tilbydes denne så hurtigt som muligt. Hvis vi vurderer at et barn vil have gavn af støtte fra andre fagpersoner, vil kontakten altid foregå i samarbejde med forældrene.

Vi samarbejder med:

  • Sundhedsplejerskerne
  • Daginstitutioner
  • Socialrådgiverne
  • PPL (Pædagogisk psykologisk læring), hvor der er ansat talepædagoger, psykologer
    og fysioterapeuter
  • Pædagogiske konsulenter og vejledningspædagoger
  • Børn og handicap afdelingen
  • Biblioteker
  • Tandplejen
  • To-sprogsvejledere

Da dagplejen er forankret i lokalmiljøet, vil der være personer og lokaliteter den enkelte dagplejer/legestue samarbejder med.

Vi ønsker at gøre børnenes overgang fra dagpleje til børnehave så let som muligt. Vi har derfor et tæt samarbejde med de børnehaver, hvor afstanden gør det muligt.

Befordring af dagplejebørn

Hvis dagplejeren ønsker at tage barnet med til skov eller strand i egen bil, må det kun ske med forældrenes skriftlige tilladelse og når børnene er forsvarligt fastspændt, efter gældende regler i færdselsloven.

Ved brug af offentlige transportmidler kan man ikke forvente at barnet er fastspændt.

Når du skriver dit barn op via. den digitale pladsanvisning, vil du i opskrivningensprocessen skulle tilkendegive om dagplejeren må tage dit barn med på tur i egen bil.

Nedenstående er de spørgsmål som du ville skulle tage stilling til:

  • Jeg giver samtykke til at mit barn med pædagogisk formål befordres på cykel/Christiania-cykel under betryggende forhold
  • Jeg giver samtykke til at mit barn undtagelsesvis og med pædagogisk formål befordres i privatbil af en fast ansat medarbejder i dagplejen/institutionen eller en anden person, som dagplejen/institutionen finder egnet dertil

Kæledyr i dagplejen

I dagplejen godkender vi dagplejehjem med kæledyr.

Der er både sikkerhedsmæssige og hygiejnemæssige forhold som skal være i orden.

Det er en opgave for dagplejer og den pædagogiske leder i fællesskab at sikre, at disse forhold efterleves.

height="360">
Dagplejen
Søvej 1 8600 Silkeborg
 
 

Telefontid:

Indtal gerne besked på vores telefon.

Pædagogiske ledere i Silkeborg Dagpleje

Se kontaktoplysninger for de pædagogiske ledere i Silkeborg Dagpleje

Dagplejen i Søhøjlandet (Gjern, Resenbro, Sorring, Voel)

Henvendelser vedrørende dagplejerne i Gjern, Resenbro, Sorring og Voel:
Kontakt Maria Kornum tlf. 40 11 77 62

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje