Selvbetjening og tidsbestilling

Coronavirus: Sundhedsstyrelsen opdaterer anbefalinger for dagtilbudsområdet

Sundhedsstyrelsen har lavet en ny, generel vejledning med opdaterede anbefalinger til at forebygge smittespredning. Den nye vejledning erstatter den tidligere vejledning fra første fase af genåbningen i dagtilbud og skaber retningen for, hvordan Silkeborg Kommune håndterer fase 2 i genåbningen. Læs de vigtigste opdateringer nedenfor eller find de fulde opdaterede vejledninger.

De vigtigste anbefalinger for fase 2 i genåbningen

Organisering:

  • Aktiviteter i dagtilbud organiseres i faste grupper/stuer med et fast antal ansatte per gruppe. Dagtilbud uden stuer eller tilsvarende gruppeinddelinger skal overveje, hvordan der kan organiseres faste grupper med et fast personale per gruppe som udgangspunkt for børnenes hverdag. Det betyder også, at blanding af børn mellem stuer skal begrænses. Børn kan dog, når der er få børn tilbage, i mindre omfang samles på tværs af et par stuer (helst de samme stuer) i det omfang, dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt bl.a. i forhold til børnenes trivsel. Dette kunne være i forbindelse med ydertimer eller i ferieperioder.
  • Krav om 1 meters afstand gælder ikke i dagtilbuddene. Dette gælder både ift. børns leg og personalets omsorg og arbejde med børnene. I disse situationer er det vigtigt, at der er ekstra opmærksomhed på, at samvær foregår inden for stuen, og der er stort fokus på hygiejne.
  • 1 meters afstand skal dog så vidt muligt overholdes i forbindelse med forældres adgang, når der hentes og bringes, ved forældresamtaler og lignende.
  • Så mange aktiviteter som muligt tilrettelægges udenfor eller andre steder, hvor det er nemmere at holde afstand.
  • Legepladsen kan med fordel stadig inddeles, så børn er sammen med børn fra egen stue.

Hygiejne/rengøring:

  • Anbefalingerne til hygiejne omfatter god håndhygiejne, hosteetikette og hyppig rengøring af kontaktpunkter.
  • Hænder skal vaskes ved behov, fx ved ankomst, før og efter spisning, efter host og nys, efter udendørs leg og mellem aktiviteter.
  • Frekvensen af rengøring bør tilpasses aktiviteten, således der sikres hyppig og gentagen rengøring af kontaktflader i lokaler og situationer med mange besøgende og/eller mange berøringer.
  • I vuggestuer og dagplejere udgør gulv og vægge også kontaktflader. I de generelle anbefalinger, er der ikke krav til at skulle vaske to gange daglig. Som hovedregel bør der gøres rent en gang dagligt, med mindre der er behov for mere. Legetøj er omfattet af hovedreglen og bør rengøres en gang i døgnet.

Indfasning af forebyggelse fase 2 i Silkeborg Kommune    

  • I dagplejen indarbejdes rengøring som en del af den daglige rutine, så åbningstiderne normaliseres fra 1. juni.    
  • I institutionerne indfases de nye vejledninger vedrørende forebyggelse frem til 8. juni, hvorefter de indgår som en del af den daglige rutine.

Læs den fulde opdaterede vejledning på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs Børne- og Undervisningsministeriets bearbejdning af vejledningen til nye retningslinjer for dagtilbud.

Find inspiration til personale, forældre og pædagogisk ledelse i forbindelse med genåbning af dagtilbud.

Børne- og Undervisningsministeriet har samtidig lavet en side med svar på de mest stillede spørgsmål i forbindelse med coronasituationen.

Sidst opdateret