Selvbetjening og tidsbestilling

Daginstitutioner i Silkeborg med i digitalt forskningsprojekt

Digitale redskaber understøtter effektivt det legende element i læring og lægger op til nye måder at indgå i fællesskaber på. Det konkluderes i en ny rapport, der viser resultaterne fra et nationalt forskningsprojekt, som daginstitutionen Midtbyen i Silkeborg har været en del af. Rapporten er netop offentliggjort på stor konference

Forskningsprojektet, som skal vise digitale redskabers betydning for børns udvikling, trivsel og læring, er sat i gang af KL, Digitaliseringsstyrelsen og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Projektet er tilknyttet forskningsgrupper fra Professionshøjskolen UCC og Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet.

Daginstitutionerne Granly og Columbus, der er en del af Daginstitutionen Midtbyen har repræsenteret Silkeborg Kommune i projektet, som både børn og voksne har fået meget ud af at deltage i.

-Vi har lært meget af at tænke eksperimenterende og åbent i forhold til at bruge digitale redskaber i dagligdagen. Bl.a. er vi blevet tvunget til at nytænke vores rolle som pædagoger. Af og til skal vi træde i baggrunden og lade børnene selv gå foran – andre gange går vi i front. Man kan sige, at vi, gennem projektet, har fået et mantra, der siger, at vi på skift skal gå foran, ved siden af og bagved børnene, siger Lone Schmidt Breinholm, der er pædagog og tovholder på projektet i Granly.

Verden er blevet større, og fællesskaber er udvidet

Børnene i Granly har især arbejdet med at bruge iPads i leg og pædagogiske aktiviteter. Bl.a. har de lavet film, musikvideoer, bøger og talende fotos. De største børn har været små projektledere, mens de mindre har ageret statister og skuespillere. På den måde er der skabt et fællesskab på tværs af aldre og køn.

-Det er helt tydeligt, at projektets aktiviteter har givet et større sammenhold og et bredere fællesskab. Digitale redskaber kan bruges af alle aldre, mens fx de helt små legoklodser kun kan bruges af de større børn, fortæller Lone Schmidt Breinholm og fortsætter:

-Vi kan også mærke, at de har fået øjnene op for, at der findes en verden uden for vores lille hus. Vi har haft en venskabsbørnehave i Brørup ved Vejle, som vi har kommunikeret med over Facetime og Google Plus. Bl.a. har vi sunget sammen, lavet film og sendt gåder til hinanden. Derudover har vi været på busstur til Brørup for at besøge dem. Det var de meget spændte på. En af drengene sagde på vejen derned, at det godt nok bliver spændende at se, om de findes i virkeligheden.

Afsluttende og evaluerende konference i Odense

De to deltagende daginstitutioner i Silkeborg fik, som forskningsleder, tilknyttet Klaus Thestrup, adjunkt ved Center for Undervisningsmidler og Digitale Medier, Aarhus Universitet. Han og de forskningsledere samt de deltagende kommuner – herunder selvfølgelig også Silkeborg deltog torsdag 10. december i en stor afsluttende konference i Odense, hvor resultaterne af projektet blev fremlagt.

Se rapporten her

Ud over oplæg var der også stande, hvor bl.a. de forskellige daginstitutioner kunne vise noget af det, de har arbejdet med i projektforløbet. Daginstitutionen Granly bidrog bl.a. med en Sealfie – et akvarium, hvor man, med et GoPro kamera i panden, kunne dykke ned og tage en selfie under vand. På billedet ses Klaus Thestrup afprøve Sealfien.

Hvis du vil vide mere om Silkeborgs deltagelse i projektet er du velkommen til at kontakte:

Lone Schmidt Breinholm
Pædagog i Daginstitutionen Granly i Silkeborg
Tlf: 23 31 25 23

Se en video fra konferencen:

 

Sidst opdateret