Selvbetjening og tidsbestilling

Fordeling af tilskud til undervisning

Retningslinjer for: Fordeling af tilskud til voksenundervisning
Godkendt dato: 13.09.2010

Formål

”Formålet med folkeoplysende voksenundervisning er med udgangspunkt i undervisningen at øge den enkeltes almene og faglige indsigt og færdigheder for at styrke evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.” Folkeoplysningslovens kap. 4.

Hvem kan ansøge om tilskud?

Den forening der ønsker at ansøge om tilskud til voksenundervisning skal være etableret som en folkeoplysende forening med en vedtægt.

En folkeoplysende forening er en forening, der tilbyder folkeoplysende voksenundervisning, som står åben for alle, bygger på fællesskab og de enkelte initiativtageres idegrundlag.

Foreningen skal have formuleret et formål med foreningsdannelsen, som fremgår af vedtægten og tilbyde folkeoplysende virksomhed efter lov om folkeoplysning.

Foreningen skal have en bestyrelse, der består af mindst 5 personer, som er valgt eller udpeget af medlemmerne eller de medlemsorganisationer, der står bag foreningen og give deltagerne i den folkeoplysende virksomhed mulighed for en plads i bestyrelsen.

Som udgangspunkt skal foreningen være åben for alle, være hjemmehørende i tilskudskommunen og have en virksomhed der er almennyttig og kontinuerlig.

En folkeoplysende forening må ikke oprettes eller drives i kommercielt øjemed.

Hvad kan der søges tilskud til?

Tilskud til undervisning

Kommunalbestyrelsen yder tilskud til undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed, debatskabende aktiviteter og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer.

Der kan ikke udbetales tilskud til udenlandske undervisere, da kommunens tilskud går til personer med et dansk personnummer, som modtager aftenskoletimeløn som A-indkomst. Andet må aftenskolen selv finansiere over deltagerbetalingen.

Lokaletilskud

Der ydes lokaletilskud til 75 % af de faktiske lokaleudgifter - dog max. 75 % af den (af KL) fastsatte sats, pr. undervisningstime.

Lokaletilskud ydes kun under forudsætning af at Silkeborg Kommune kan godkende benyttelsen af lokalet, herunder lokalets indretning.

Endvidere er det en forudsætning, at der ikke kan stilles kommunale lokaler til rådighed.

Lokaletilskuddet udbetales a conto. Tilbagebetaling af for meget modtaget tilskud, vil blive opkrævet i forbindelse med endelig regnskabsafslutning. Opkrævning fremsendes af Kultur- og Fritidsafdelingen.

Hvornår skal der ansøges om tilskud?

Ansøgning om tilskud indgives til Kultur- og Fritidsafdelingen senest den 1. november.

Ansøgningsskema udsendes til foreningerne der har gennemført undervisning i det foregående
år, og via annoncering på kommunens hjemmeside.

Hvordan beregnes og fordeles tilskuddet?

Det er kommunalbestyrelsen der fastsætter og fordeler den årlige beløbsramme. Beløbsrammen der er til rådighed fordeles mellem de ansøgende foreninger efter de godkendte retningslinjer med det formål, at det samlede tilskud, bortset fra eventuelle supplerende og særlige tilskud i alt ikke kommer til at overstige 1/3 af foreningernes samlede udgifter til aflønning af ledere og lærere.

Beregning af tilskud

Tilskudstilsagnet beregnes på grundlag af de enkelte foreningers forventede samlede tilskudsberettigede lønudgifter for det indeværende regnskabsår.
Tilskudsbetingelsen er at Undervisningsministeriets løncirkulære bliver overholdt. I de tilskudsberettigede lønudgifter indgår lærerløn, lederhonorar, feriepenge, sygedagpenge, ATP m.v.

Hvis en forening på grund af særlige forhold forventer en væsentlig ændring af lønudgifterne i forhold til de senest kendte lønudgifter, skal foreningen oplyse og begrunde de forventede lønudgifter.

Tilskuddet er opdelt således at tilskud til:

Almen undervisning udgør max. 1/3 af lønudgifterne,

Tilskud til handicapundervisning udgør max. 8/9 af lønudgifterne,

Tilskud til instrumentalundervisning udgør max. 5/7 og

For foredrag max. 1/3 af honoraret som max. kan udgøre 6 x timelønnen.

Foreningen fastsætter selv holdenes størrelse. Dog kan der max. være 7 personer på et hold i instrumentalundervisning. Er holdet større betragtes det som almen undervisning.

En deltager kan indgå i beregningen som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sin deltagelse som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne. Der kan desuden oprettes deciderede handicaphold efter samme princip.

Hvis beregningen af foreningernes samlede ansøgte tilskudstilsagn overstiger den fastsatte beløbsramme, opgøres den enkelte forenings løntilskud i %, og nedsættelsen sker herefter forholdsmæssigt.

Nyopstartede foreninger vil få tildelt tilskudstilsagn efter konkret vurdering af den enkelte ansøgning. Ansøger skal som dokumentation beskrive den påtænkte undervisning samt det forventede antal undervisningstimer. Beregningen sker på grundlag af lønsummen (forventet antal undervisningstimer x lønsatsen). Dog kan der max. tildeles et tilskud på 5.000 kr. til nyopstartede foreninger.

Fordeling af tilskud

Tilskud for folkeoplysende voksenundervisning gives pr. 1. januar og gælder for det følgende kalenderår.

Fordelingen foretages af Kultur- og Fritidsafdelingen i samråd med Aftenskolernes Samvirke.

I nedenstående tilfælde kan der blive tale om midler, der i løbet af året eventuelt kan komme retur til Kultur- og Fritidsafdelingen:

  • Tilbagebetaling af uforbrugt tilskud i forbindelse med regnskabsaflæggelse
  • Tilbagebetaling af uforbrugt tilskud i forbindelse med lukning af en aftenskole
  • Tilbagebetaling af uforbrugt tilskud i forbin

 

De midler der eventuelt måtte komme retur til Kultur- og Fritidsafdelingen i årets løb, opsamles til fordeling og fordeles samtidig med det kommende års fordeling. Midlerne fordeles i december måned forholdsmæssigt blandt de aftenskoler, der har haft et merforbrug af midler i det indeværende år. Midlerne udbetales ligeledes i december måned og må kun benyttes til udgifter i det indeværende år. Aftenskolen aflægger således regnskab for disse sammen med de øvrige midler aftenskolen har fået tildelt i det indeværende år.

Hvordan anvendes tilskuddet?

10 % ´s puljen

Foreningen skal afsætte 10 % af det beløb, der er givet tilskudstilsagn om til debatskabende aktiviteter.

Puljen kan anvendes til aktiviteter, hvor der afregnes på andre udgiftstyper end lærer- og lederløn. Debatskabende aktiviteter skal annonceres offentligt, og arrangementerne skal være åbne for alle. De emner, der indgår i arrangementerne, skal være væsentlige, debatskabende og være af interesse for fællesskabet.

Debatdelen skal indgå som en naturlig og væsentlig del af arrangementet.

Formålet med de debatskabende aktiviteter må ikke være behandling, agitation, underholdning, valgkampagner, forkyndelse eller udbredelse af overtro, men der må gerne oplyses og skabes debat herom.

Det er ikke en betingelse, at der er knyttet deltagerbetaling til et 10 % pulje arrangement, men hvis der opkræves deltagerbetaling, skal et eventuelt overskud opstået i forbindelse med det enkelte arrangement, anvendes inden for folkeoplysningslovens område.

Fleksible tilrettelæggelsesformer

Aftenskolerne kan anvende op til 36 % af deres kommunale tilskud på ”fleksible tilrettelæggelsesformer” (40 % af den del af tilskuddet, der ikke anvendes til 10 % -puljen til debatskabende aktiviteter).

Fleksible tilrettelæggelsesformer kan bl.a. være åbne studiecirkler, åbne studieværksteder, workshops, ”Spørg specialisten”, it-baseret fjernundervisning etc.

Se særskilte retningslinjer for ”fleksible tilrettelæggelsesformer”.

Børn og unge

Det tilskud, aftenskolen modtager, er til voksenundervisning – og ikke til undervisning af børneller unge.

Der er dog to undtagelser, hvor børn eller unge kan deltage i voksenundervisningen:

  1. Undervisning for børn og voksne sammen
    Her er det børn og voksne, der er tilmeldt til undervisningen og deltager i undervisningen sammen pga. en relation, de har til hinanden – f.eks. et ”mor-barn”-
    hold eller lignende. På den type hold kan der i princippet være hold, hvor ca. 50 % af deltagerne er børn.
  2. Decideret voksenundervisning
    Her gælder at undervisningen er tilrettelagt for voksne – men der er mulighed for at nogle få unge under 18 år kan deltage i undervisningen. Dog er det tanken, at undervisning af unge i fritiden primært skal foregå i ungdomsskoler. På denne type hold, må der kun være nogle få unge under 18 år.

Ønsker en aftenskole at lave undervisning af børn og unge i øvrigt, kan den vælge at tilrettelægge den ønskede undervisning uden kommunalt tilskud.

Hvornår udbetales tilskuddet?

Tilskud til undervisning udbetales 1. januar, 1. april og 1. juli, således at en tredjedel af tilskuddet udbetales på hver af de ovenstående datoer.

Eventuelt lokaletilskud udbetales 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober, således at en fjerdedel af tilskuddet udbetales på hver af de ovenstående datoer.

Hvad har foreningen pligt til at oplyse om?

Statistik

Silkeborg Kommune skal til Undervisningsministeriet videregive oplysninger om virksomheden
inden for støtte til folkeoplysende voksenundervisning.
Foreningen skal derfor ved regnskabsaflæggelsen udfylde et skema med oplysninger om
undervisning, emner, aktiviteter, foredragsvirksomhed m.v.
Skemaet fremsendes af Silkeborg Kommune, Kultur- og Fritidsafdelingen.

Børneattester

Alle folkeoplysende foreninger der søger om kommunale tilskud eller lokaler skal afgive en erklæring til kommunen om, at de overholder reglerne om indhentning af børneattester. Erklæringen skal afgives en gang årligt. Kultur- og Fritidsafdelingen sender en erklæringsblanket til aftenskolerne, som underskrives og returneres i forbindelse med ansøgning om det kommende års tilskud (1. november).

Reglerne om afgivelse af erklæring omfatter også folkeoplysende foreninger, der ikke har aktiviteter for børn under 15 år, fx aftenskoler og voksenforeninger.

Det er foreningens tegningsberettigede, jf. vedtægtsbestemmelserne, der skal afgive erklæringen.

Deltagere fra andre kommuner

Silkeborg Kommune opkræver godtgørelse for tilskud vedrørende deltagere fra andre kommuner. Foreningen skal derfor fremsende oplysninger om de deltagere, der ikke er bosiddende i Silkeborg Kommune. Der skal oplyses om navn, adresse, cpr. nr., start- og slutdato, timetallet for almen undervisning, instrumentalundervisning, og deltagelse i undervisning hvor deltageren er handicappet i relation til et konkret emne og fleksible tilrettelæggelsesformer.

Udbetaling af løn

Silkeborg Kommune varetager administrationen i forbindelse med aflønning m.v. af ledere og lærere ved virksomhed for de foreninger, der ønsker det, og som ikke er tilknyttet en landsdækkende organisation, der gennem Oplysningsforbundenes Fællesråd modtager tilskud efter lov om visse spil, lotterier og væddemål.

Hvordan aflægges endeligt regnskab?

Senest den 1. april i året efter foreningen har modtaget tilskud, skal der indsendes regnskabsoplysninger for det senest afsluttede regnskabsår. Foreningen får således tilsendt blanketter til brug ved regnskabsafslutningen. Blanketterne fremsendes ultimo januar af Silkeborg Kommune, Kultur- og Fritidsafdelingen.

Foreningen skal til regnskabsafslutningen oplyse om antal gennemførte undervisningstimer og udbetalt lønsum til ledere og lærere. Oplysningerne skal være fordelt på almen undervisning, foredrag, undervisning af handicappede og undervisning i instrumentalundervisning. Der vil herefter ske en slutafregning og eventuelt for meget udbetalt tilskud skal tilbagebetales.

Der skal aflægges et særskilt regnskab for anvendelsen af 10 % puljen og fleksible tilrettelæggelsesformer.

Regnskabsskemaer fremsendes af Silkeborg Kommune, Kultur- og Fritidsafdelingen.

Afregning for 10 %´s puljen

Der aflægges samlet regnskab for 10 %´s puljen – dvs. et regnskab der omfatter alle afholdte arrangementer inden for 10 %´s puljen.

Alle udgifter, afholdt af 10 %´s puljen, skal kunne dokumenteres afholdt i forbindelse med det enkelte arrangement.

Der kan maksimalt anvendes:

  • 10 % til administrationsudgifter
  • 20 % til lederhonorar
  • 20 % til annoncering

 

Puljen kan ikke anvendes til befordring af deltagere, forplejning af og udgifter til overnatning for deltagere, materiel af blivende værdi, handicapbetingede udgifter og entréudgifter for deltagere.

Hvis foreningen ikke eller kun delvist har brugt de midler, der er afsat til 10 %´s puljen, skal der ske tilbagebetaling af de ikke forbrugte midler. Med lovændringen i december 2006 har den enkelte kommunalbestyrelse dog fået mulighed for at beslutte, at mindre, uforbrugte beløb fra 10 %´s -puljen, kan overføres til næste års pulje.

Forbrug eller manglende forbrug af 10 %´s puljen påvirker ikke næste års tilskud.

Afregning af fleksible tilrettelæggelsesformer

Der foretages separat afregning for udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer.

Alle udgifter skal kunne dokumenteres afholdt i forbindelse med fleksible tilrettelæggelsesformer.

Følgende principper er gældende for afregningen for afholdte udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer:

  • De tilskudsberettigede udgifter er de faktisk afholdte udgifter, dog højst: Antal lektioner x et beløb, der beregnes på grundlag af satsen til lærer- og lederløn
    m.v. ved almindelig aftenskoleundervisning. Beløbet beregnes for et år ad gangen på baggrund af den forventede udvikling i den almindelige aftenskolelønsats.
    Beløbet udmeldes på KL’s hjemmeside.
  • tilskudsberettigede udgifter afregnes i forhold til kommunens tilskudsbrøk(er)
  • Kommunalt tilskud anvendt på fleksible tilrettelæggelsesformer kan højst udgøre 40 % af tilskudstilsagnet til undervisning (36 % af det samlede tilskudstilsagn).

 

Hvorledes revideres foreningens regnskab?

Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen og revideres af foreningens revisor. Revisoren skal påtegne regnskabet.

Hvis foreningens samlede tilskud overstiger 500.000 kr. i bevillingsåret, skal revisionen foretages af en professionel revisor, altså en statsautoriseret eller registreret revisor. Revisionskontrollen skal foretages i henhold til god revisionsskik. Der skal foretages uanmeldt kasseeftersyn og føres en egentlig revisionsprotokol. Revisoren skal endvidere påse, at foreningen inden 3 uger efter, at revisoren har påtalt lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning, har underrettet kommunalbestyrelsen. Hvis dette ikke er sket, underretter revisor snarest kommunalbestyrelsen.

For tilskud til 10 %´s puljen attesterer revisor, at der foreligger dokumentation af de samlede udgifter og at % -satserne til administration (max. 10 %), ledelse (max. 20 %) og annoncering (max. 20 %) svarer til den procentsats, der må bruges til udgiftsområderne.

Fusion af aftenskoler

Ved en fusion af to aftenskoler skal der:

  • laves en fusionsaftale, som begge parter underskriver
  • laves en status på hvor mange lønudgifter parterne har haft, samt parternes forbrug af kommunalt tilskud frem til fusionsdatoen. På samme måde laves en status på, hvor stor deltagerbetalingen har været i perioden.

 

Fusionsaftalen og statusopgørelserne sendes til Kultur- og Fritidsafdelingen. Den nye aftenskole er ansvarlig for at aflægge regnskab for hele tilskudsperioden overfor
Silkeborg Kommune.

Fusioneres der med en aftenskole i en anden kommune end Silkeborg Kommune, skal al fremtidigt tilskud, der ydes af Silkeborg Kommune til aftenskolen fortsat bruges i Silkeborg Kommune.

Godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget