Selvbetjening og tidsbestilling

Galleri Nygade 26A

Med det nye midlertidige udstillingssted, ønsker vi at skabe en ramme for kunstudstilling, netværk, samskabelse og erfaringsdeling.

Galleriet skal med sin åbne struktur opfordre til at kunne rumme forskellige udstillingsrelaterede aktiviteter – dog skal udstilling af kunst stadig være hovedaktiviteten.

Det midlertidige udstillingssted GALLERI NYGADE 26A er blevet til på baggrund af et politisk ønske om at imødekomme det lokale billedkunstmiljøs behov for et udstillingssted og en ramme at mødes i. Der er foreløbig indgået en to-årig lejekontrakt på lokalerne i Nygade 26A, da det stadig er en politisk prioritet at erhverve den gamle Remisebygning på Jernbanegade i forbindelse med et blivende udstillingssted og værkstedsfællesskab.

Ønsker du at udstille i Galleri Nygade 26A?

Kunstforeninger, værkstedsfællesskaber og kunstnergrupper m.fl. kan, såvel som privatpersoner, ansøge om en udstillingsperiode. Det er gratis at udstille i galleriet, men som udstiller skal man selv sørge for markedsføring, vedligehold mm. under udstillingen.

Der er to årlige ansøgningsfrister: 1. oktober og 1. april.

Et udstillingsudvalg vil stå for gennemlæsning af ansøgninger og koordinering af de to årlige udstillingsperioder.

Udstillingsudvalget består i perioden 2020/2021 af: Johanne Behrmann, Lars Bay, Henrik Amorsen og Marie Conradi.

Ønsker du at vide mere om galleriet eller vil du gerne have ansøgningsskema eller brugermanual tilsendt, er du velkommen til at kontakte Kultur- og Borgerservice.