Selvbetjening og tidsbestilling

Jorns Have på Torvet i Silkeborg

Fredag 12. september åbner Asger Jorns Have på Torvet i Silkeborg, hvor også glascontaineren fra Kulturhovedstad 2017 inviterer inden for til en række spændende kulturoplevelser.

Krasj! Bang! Kliir! Du er velkommen til at smadre både tallerkner, krus og kopper, når Asger Jorns have fra Albissola i Italien vokser op på Torvet i Silkeborg fra 12. september – 5. oktober.

I 1954 købte Asger Jorn et hus i Albissola med en stor have, som han gennem 20 år satte sit eget præg på med et væld af vægmalerier, keramisk kunst og mosaikker, som Jorn skabte af små farvestrålende skår fra krukker, fliser, klinker, kakler og anden porcelæn.

Haven fra Albissola bygges op på Torvet, og tanken er, at alle, der har lyst, kan være med til at skabe skulpturer i Jorns ånd.

”Det er helt unikt, at vi med Asger Jorn kan spore næsten 20 års historie mellem Silkeborg og Albissola. Derfor er det naturligt for os at knytte tættere bånd og få fortalt den del af historien om Asger Jorn,” siger borgmester Steen Vindum, der er spændt på at se, hvordan haven udvikler sig med borgernes kreative bidrag.

Ta’ dine skår med på Torvet Haven etableres af den unge århusianske tegnestue, mockup, som også står for to åbne workshops, hvor borgerne inviteres til at medbringe og forvandle deres gamle klinker og potteskår til smuk mosaik i byens kunstfærdige have.

”Vi tror på, at kulturen kan inspirere os til at tænke anderledes. Derfor inviterer vi alle til at bygge Asger Jorns Have sammen med os og deltage i debatten om, hvordan vi skaber levende byrum i Silkeborg” siger formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Gitte Willumsen.

Byrumsforsøget udspringer af Kulturaftale Østjysk Vækstbånd, som Silkeborg Kommune er en del af.

Kunst for fulde gardiner Jorns have er blot en af de aktiviteter, du kan opleve i og omkring containeren fra uge 37 til og med uge 40. I haven står glascontaineren fra Kulturhovedstad 2017, der blandt andet rummer en udstilling med fotografier fra Asger Jorns tid i Albissola og et mosaikværksted, hvor alle, der har lyst, kan være med til at lave et stort mosaikbord.

For børnefamilierne er der mulighed for at lave grafiske tryk, når Børnekultur Silkeborg inviterer inden for til sjove og eksperimenterende grafikworkshops.

Silkeborg Arkiv inviterer ”Til te med Theodora” som opvarmning til et af efterårets arrangementer – ”Th. Lang og 99 lyserøde elefanter ” – et landsdækkende initiativ med fokus på 99 synlige og usædvanlige danske kvinder og deres vej til magt og ære.

Der bliver også Kunst for Fulde Gardiner, når Prof-Silkeborg præsenterer smagsprøver på deres kunstneriske udfoldelser på rullegardiner, og Campus Bindslevs Plads runder af med eksempler på, hvordan man på utraditionel vis kan arbejde med nye læringsformer på uddannelsesinstitutionerne. Det sker i emneugen ”Jorn – ikke ét ord om billeder”, der byder på LEGO-workshops og collager.

Se det fulde program for Jorns Have og Glascontaineren (PDF)

Se invitationen til de to mosaikworkshops (PDF)

Få mere at vide hos Kulturkonsulent, Mette Lerche Sørensen – tlf. 23 31 86 44
Sidst opdateret