Selvbetjening

Silkeborg forvandles til én stor scene

Parade med marcherende gæs, tangodans i butiksvindue og fire meter høje marionetdukker midt på gaden. Alt det og meget mere kan opleves, helt gratis, når DIG Festival 2018 kommer til Silkeborg.

Silkeborg Kommune og DIG Festival inviterer alle til gratis teateroplevelser i det offentlige rum den 13.-18. august.

Igen i år forvandles Silkeborgs gader og stræder til festlige teaterscener, når noget af det bedste indenfor internationalt gadeteater besøger byen. Folk i alle aldre kan opleve håndplukkede forestillinger fra Frankrig, Spanien, Storbritannien, Holland, Argentina og Chile.

Åbning af festivalen 13. august kl. 14.00 på Torvet

Festivalen skydes i gang om eftermiddagen den 13. august på Torvet i Silkeborg. Børn og forældre kan komme forbi efter skoleårets første dag og nyde åbningen med halsbrækkende trapez-akrobatik, humørfyldte brass-musikere og marcherende gæs.

Borgmester Steen Vindum åbner ballet med en velkomsttale klokken 14:00.

Der er gratis is til åbningen til de 350 første.

Det kan du opleve under festivalen

Under festivalen er det også muligt at opleve prisvindende engelsk akrobatik den 15. august på Bindslevs Plads, kugleskøre franskmænd i oppustelige dragter den 17. august på Torvet, danseopvisning i sammenklemt butiksvindue den 18. august på Vestergade og meget mere.

"Gadeteater er gratis, det er høj kvalitet og publikum får en kulturoplevelse helt enkelt,” siger festivalleder Zelis Niegaard. ”Du kan både planlægge at komme til en forestilling, men det kan også være noget, du oplever spontant: På vej hjem med ungerne eller når man er ude og handle. Pludselig sker der noget. Pludselig er man del af en fælles oplevelse. Det er alt sammen noget, der udvider verden og beriger livet.”

Kultur- og Borgerservicechef John Bøgelund udtaler om festivalen:

"Gadeteaterfestival som på en gang både overrumpler, imponerer og ikke mindst får et kæmpe smil frem på læberne. Sjældent har så mange mennesker efterlyst ”en gentagelse” af et by-event."

Læs mere nedenfor og se det fulde program på www.gadeteaterfestival.dk 

Program for gadeteaterfestivalen (pdf)