Vandløb er i lovens forstand både vandløb, som vi normalt opfatter dem, men også grøfter, kanaler, søer, damme og lignende indvande er omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Små åbne vandløb kan i nogle tilfælde være vanskelige at genkende. Her er reglerne, at små langstrakte lavninger, hvor der som regel løber vand, er vandløb.
Visse rørledninger, der leder overfladevand, er også omfattet af vandløbsloven. Rørledninger er en fælles betegnelse for rørlagte vandløb, hoveddræn og dræn. Vandløbsloven omfatter også broer, pumper, diger, sluser, stemmeværker, faskiner og andre anlæg og bygværker, som ligger i og ved vandløb.