Selvbetjening og tidsbestilling

Vi tester innovativ ældrebolig

Forud for opførelsen af Marienlund - et nyt plejecenter, som efter planerne skal opføres på Sanatorievej, har Silkeborg Kommune opført en komplet forsøgsbolig.

Forsøgsboligen indeholder helt nye teknologiske og innovative løsninger, som skal matche den kommende ældregenerations krav til fleksibilitet og hjemlighed.

Et toilet som kan skydes til siden. Lys der kan styres og give demente en roligere døgnrytme. En lift hvis skinner er skjult i loftet. Detaljer som tilsammen gør boligen unik i Danmark, og som har vakt opmærksomhed både i Socialstyrelsen og blandt landets øvrige kommuner.

I stedet for at fylde en eksisterende bolig med velfærdsteknologiske hjælpemidler og bruge den som model for et kommende plejebolig-byggeri, er kommunen gået skridtet videre og har bygget en model af den nye plejebolig helt fra bunden.

Byggeprojektet har været en kreativ legeplads for håndværkere, virksomheder, medarbejdere, de ældre, som alle er kommet med deres input til, hvilke byggetekniske løsninger den innovative plejebolig skal indeholde.

-Formålet med forsøgsboligen er at være på forkant med eventuelle udfordringer, inden vi sætter plejecenterbyggeriet i udbud. Normal procedure vil være at sætte byggeriet i udbud og først derefter diskutere detaljer. Her griber vi projektet an med omvendt fortegn og afprøver løsningsmodeller som det første, fortæller chef for velfærdsteknologi i Silkeborg Kommune, Else Marie Jensen. 

Forsøgsboligen havde officiel åbningsdag fredag 13. december.