Selvbetjening og tidsbestilling

48 demens-nøglepersoner uddannet i Silkeborg

Medarbejdere fra to hjemmeplejegrupper og to plejecentre i Silkeborg Kommune har fået løftet deres kompetencer i arbejdet med mennesker med demens, efter de har deltaget i Sundhedsstyrelsen ’Demensrejsehold’. I dag dimitterer det tredje og næstsidste hold.

Silkeborg Kommune arbejder for at være et demensvenligt samfund. Èn af metoderne er at løfte medarbejdernes kompetencer i arbejdet med demente borgere. Siden nytår har 48 medarbejdere fra to hjemmeplejegrupper i Aldersro og Ved Banen og to plejecentre, Fuglemosen i Kjellerup og Skovly/Birkebo i Bryrup, deltaget i Sundhedsstyrelsens demensrejsehold og har uddannet sig til demens-nøglepersoner.

Forløbet har varet i 22 uger, og i dag modtager det tredje ud af fire hold af demens-nøglepersoner deres diplom ved en dimension på Aldersro.

- Omkring 1400 borgere har en demenssygdom i Silkeborg Kommune. Derfor er jeg glad for at være med til at fejre nogle af de medarbejdere, der har fået styrket deres faglighed i arbejdet med demente borgere, og som derved er med til at gøre Silkeborg Kommune endnu mere demensvenlig, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.

En uddannelse med fokus på det praktiske

Demensrejseholdets forløb har taget udgangspunkt i konkrete oplevelser fra medarbejdernes hverdag med borgerne, og givet medarbejderne nye metoder og redskaber til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens. Medarbejderne har fået et fælles sprog for demensindsatsen, blik for hvordan hjælpen kan tilrettelægges i forhold til den enkelte borger og arbejde ud fra borgerens perspektiv. Samtidig har det givet dem en større forståelse for de pårørendes situation. 

Blandt andet bliver der nu holdt beboerkonferencer, hvor personalet sammen med en demensnøgleperson og en leder eller sygeplejerske, mødes, hvis personalet oplever særlige udfordringer med en bestemt borger. Her er der fokus på borgerens psykologiske tilstand, kognitive evner og trivsel.

Demensrejseholdet har haft succes med at skabe positive ændringer i det daglige arbejde på de to plejecentre og hjemmeplejegrupper til gavn for beboere med demens.

For eksempel ændrede personalet besøgstidspunktet for en dame med demens, der hver aften brugte nødkaldet, fordi hun hørte lyde på loftet og var bange. Ved at rykke besøgstiden til lidt senere på aftenen, hjælpe hende med at finde ro og skabe tryghed inden sengetid, stoppede hun med at ringe og sov bedre om natten.

Alle fire steder vil fortsætte arbejdet med at anvende, fastholde og udbrede de metoder, som rejseholdet har introduceret.

Fakta: Silkeborg som demensvenlig kommune

  • 48 medarbejdere fra to hjemmeplejegrupper i Aldersro og Ved Banen og to plejecentre, Fuglemosen i Kjellerup og Skovly/Birkebo i Bryrup, har deltaget i Sundhedsstyrelsens demensrejsehold og har uddannet sig til demens-nøglepersoner
  • Både ledere, sygeplejersker, sosu-assistenter og -hjælpere samt terapeuter har deltaget i forløbet
  • Ud over de 48 medarbejdere, der har fulgt demensrejseholdets forløb, har omkring 200 medarbejdere i Sundhed og Omsorg været på forskellige uddannelsesforløb, der er planlagt i samarbejde med SOSU, Østjylland og VIA University. Uddannelserne er finansieret af midler fra Satspuljen, der er udmøntet med den nationale demenshandlingsplan 2017-2025.

Fakta om demensrejseholdet

  • Midlerne til Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold kommer fra satspuljeaftalen 2015-18
  • Demensrejseholdet består af en række faglige kompetencepersoner på området, som gennem praksisnær læring skal uddanne demensnøglepersoner
  • Deltagerne opnår kompetencer til at yde pleje af beboere med demens baseret på aktuel bedste viden
  • Demensnøglepersonerne får også kompetencer til at indgå i sparring med deres kolleger, så indsatsen for demente beboere kvalificeres.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Yderligere information

Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget: 25 30 60 35

Sidst opdateret