Selvbetjening og tidsbestilling

Respektkampagne mod alkoholmisbrug

Alkohol & Samfund og TrygFonden iværksætter nu en kampagne, der skal oplyse danskerne om, at der er hjælp at hente i deres kommune

Siden 2007 har alle haft ret til gratis alkoholrådgivning og behandling gennem deres kommune. Det er der desværre ikke nok, der ved, og i dag går der cirka 11 år, før en alkoholmisbruger søger hjælp hos kommunen. Derfor iværksætter Alkohol & Samfund og TrygFonden nu en kampagne, der skal oplyse danskerne om, at der er hjælp at hente i deres kommune.

På kampagnens site, hope.dk, kan man anonymt teste om alkoholforbruget er for højt og få vejledning til at komme i gang med behandling i sin kommune – herunder selvfølgelig også Silkeborg.

De kommende uger vil kampagnen via film, events og sociale medier vise respekt og give et skulderklap til dem, der vælger at gå i alkoholbehandling. Desuden vil kampagnen oplyse om kommunernes gratis og skræddersyede behandlingstilbud til alkoholmisbrugere i Silkeborg Kommune.

Om baggrunden for kampagnen:
Kommunerne har siden strukturreformen i 2007 haft ansvaret for alkoholbehandling og oplysning om det til borgerne. Den kommunale alkoholbehandling er beskrevet i Sundhedslovens § 141 og giver borgere med alkoholmisbrug fire rettigheder:

1. Alkoholbehandlingen er et gratis tilbud
2. Borgere med alkoholproblemer kan henvende sig anonymt
3. Alkoholbehandlingen iværksættes senest 14 dage efter at borgeren har henvendt sig
4. Borgere kan frit vælge behandling på alkoholambulatorium, uanset hvor de bor

Ifølge en meningsmåling fra Userneeds forbinder 61 procent af de adspurgte alkoholbehandling med Antabus, og 25,8 procent forbinder den med en periode, hvor man er isoleret fra resten af samfundet.

Ulrik Becker, som er bestyrelsesmedlem i Alkohol & Samfund, overlæge dr. med. på Hvidovre Universitetshospital og Professor på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, mener, at kommunerne bør oplyse tydeligt om, at et behandlingsforløb ikke altid betyder Antabus eller isolation fra resten af samfundet.

-Der er mange velfungerende alkoholmisbrugere, der fortsat har job, familie og god økonomi, men bag facaden opløser alkohol tilværelsen bid for bid. Hvis de overhovedet skal overveje at gå i behandling, skal de nemt kunne finde oplysninger om mulighederne for at gå i alkoholbehandling uden at være væk fra familien og fortsat være tilknyttet arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at udbrede kendskabet til alkoholbehandling, som er ligeså veldokumenteret som behandlingen af mange andre tilstande, siger Ulrik Becker.

Alkohol koster årligt samfundet over 13 milliarder kroner og er en af de faktorer, der har størst indflydelse på folkesundheden – næst efter rygning.

Mere info om kampagnen kan ses på hope.dk . Her på vores hjemmeside kan du læse mere om Silkeborg Kommunes gratis alkoholbehandling, der omfatter både anonyme samtaler i Sundhedshuset, familierådgivning, anonym rådgivning og ambulant behandling i Rusmiddelcenter Silkeborg.

Se film om kampagnen:

 

For mere information kontakt gerne:

Rusmiddelcenter Silkeborg: tlf. 89 70 47 00
Sundhedshuset: Anita Hjort Rasmussen: Tlf. 20 15 46 74

Sidst opdateret