Selvbetjening og tidsbestilling

Coronavirus: Status på smittespredning og indsatser lørdag

Coronastatus lørdag 31. oktober 2020

Kort coronastatus lørdag 31. oktober 2020

Næste opdatering ventes mandag 2. november 2020

 

Smittestatus i Silkeborg

Det seneste døgn er 13 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er to flere end i går. De seneste syv dage er 55 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 59 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er fem flere end i går.

Varslingssystem for nye tiltag mod smitte

Myndighederne har udviklet et nyt varslingssystem, så borgere og virksomheder har mulighed for at forberede sig på nye tiltag, hvis epidemien i Danmark udvikler sig negativ retning. Varslingssystemet har fem risikoniveauer med forskellige tiltag og anbefalinger mod smitten. En gang om ugen vurderer myndighederne risikoniveauet for hele landet og de fem regioner. I øjeblikket er vi på risikoniveau 3. Se varslingssystemet på www.coronasmitte.dk.

Buskelundskolen sender 55 elever hjem

Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en medarbejder på Buskelundskolen er testet positiv for smitte med coronavirus. 55 børn er efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Børnene må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.

 

Coronastatus fredag 30. oktober 2020

Smittestatus i Silkeborg

Det seneste døgn er 11 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er otte flere end i går. De seneste syv dage er 51 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 54 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er syv flere end i går. Tallet er over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.

Bliv testet for coronavirus 

Testcenteret på Søholt er åbent alle dage 9-17. Bestil tid på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer. Se løbende ændringer i teststeder og åbningstider på www.rm.dk.

Smitteapp: Download og brug smitteappen SmitteStop

Alle opfordres til at bruge appen smitte|stop, så smittekæder kan bremses fx efter færden i offentlig transport eller på barer, restauranter mv, hvor man mødes med personer, man ikke kender. I appen kan man nemt give besked til de personer, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv for smitte med coronavirus.

Hold fast, Silkeborg!

Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn.

 

 

Coronastatus torsdag 29. oktober 2020 (Opdateret)

 

Smittestatus i Silkeborg

Godt nyt! Det seneste døgn er kun 3 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er fem færre end i går. De seneste syv dage er 44 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 47 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er et fald på syv siden i går, og første gang i de seneste tre uger, at tallet er under 50 pr. 100.000 borgere. Tallet er fortsat over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.

Fra i dag torsdag skal du bruge mundbind endnu flere steder (Opdateret)

Fra i dag torsdag 29. oktober 2020 og foreløbigt frem til og med 2. januar 2020 skærpes kravet om brug af mundbind på offentligt tilgængelige steder.
Her skal du bruge mundbind eller visir:

  • I butikker (detailhandel)
  • På uddannelsesinstitutioner (ungdoms-, voksen og videregående uddannelser)
  • Ved kultur-, sports- og fritidsaktiviteter
  • I kirker og tilsvarende kirkeinstitutioner
  • I busser, tog og metro (eksisterende krav i kollektiv trafik)
  • I restauranter, caféer og barer (eksisterende krav på serveringssteder)
  • På plejecentre m.v. (sundheds- og ældreområdet samt visse dele af socialområdet)

Der er ikke krav om mundbind i Borgerservice og Jobcenteret. I kommunens lokaler skal der bæres mundbind på bibliotekerne, i idrætshaller, spillesteder, kulturhuse og foreningslokaler m.v. 
De nærmere krav om brug af mundbind og visir på ovenstående områder fremgår af sundhedsmyndighedernes informationer eller information på stederne.

Udlevering af mundbind til socialt udsatte og studerende

Silkeborg Kommune udleverer gratis mundbind til social udsatte, såfremt anskaffelse af mundbind vil være en væsentlig økonomisk udgift for borgeren. Det kan fx være personer på kontanthjælp, integrationsydelse, socialt udsatte på herberger og tilsvarende tilbud. Fra i dag torsdag 29. oktober 2020 er det desuden et krav at bære mundbind på alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Studerende, der ikke selv har økonomi til at indkøbe mundbind, kan få udleveret gratis mundbind hos kommunen.
Sundhedsmyndighederne anbefaler ikke brug af mundbind til børn under 12 år.
Borgere, der ønsker at gøre brug af ordningen, skal henvende sig i Borgerservice på Rådhuset, hvor der udleveres 5-10 mundbind ad gangen.

Praktisk hjælp til smittede og sårbare  

Personer, som er i selvisolation eller karantæne i forbindelse med COVID-19, eller personer, som er særligt sårbare, kan få en hjælpende hånd til fx indkøb, medicinafhentning og hundeluftning af personer gennem Røde Kors Parat hjælpenetværket. Netværket består af frivillig hjælpere, som har meldt sig og står parate til at hjælpe udsatte borgere i deres lokalområde her-og-nu. Siden vi startede i marts har mere end 1.900 personer fået hjælp i gennem netværket. Har du brug for hjælp, kan du ringe til Røde Kors på: 35 29 96 60. Her sidder frivillige klar ved telefonerne og finder hjælpere i lokalområdet, som kan træde til. Du  kan også melde dig til her – både som hjælper og som den, der ønsker at modtage hjælp: https://www.rodekors.dk/parat. Telefonerne er åbne hverdage mellem kl. 10-14, og lukket i weekenderne samt på helligdage.

Hold fast, Silkeborg!

Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn.

 
 

 

Coronastatus onsdag 28. oktober 2020

 

Smittestatus i Silkeborg

Det seneste døgn er 8 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er fem flere end i går. De seneste syv dage er 51 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 54 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er ca. på niveau med i går, og tallet er fortsat over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.

Fra torsdag skal du bruge mundbind endnu flere steder

Fra i morgen torsdag 29. oktober 2020 og foreløbigt frem til og med 2. januar 2020 skærpes kravet om brug af mundbind på offentligt tilgængelige steder.
Her skal du bruge mundbind eller visir:

  • I butikker (detailhandel)
  • På uddannelsesinstitutioner (ungdoms-, voksen og videregående uddannelser)
  • Ved kultur-, sports- og fritidsaktiviteter
  • I kirker og tilsvarende kirkeinstitutioner
  • I busser, tog og metro (eksisterende krav i kollektiv trafik)
  • I restauranter, caféer og barer (eksisterende krav på serveringssteder)
  • På plejecentre m.v. (sundheds- og ældreområdet samt visse dele af socialområdet)

De nærmere krav om brug af mundbind og visir på ovenstående områder fremgår af sundhedsmyndighedernes informationer eller information på stederne.

Buskelundskolen sender 100 elever hjem

Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en medarbejder på Buskelundskolen er testet positiv for smitte med coronavirus. Efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed er ca. 100 elever og flere medarbejdere blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Eleverne må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Forældre, elever og medarbejdere er eller vil blive informeret i løbet af i dag.

Trekløverskolen i Kjellerup sender 81 elever hjem

Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en medarbejder er testet positiv for smitte med coronavirus. 81 elever fra de fire 8. klasser og 7 lærere vurderes at kunne have været i nær kontakt med den smittede, og de er blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Eleverne må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.

Virklund Skole sender 67 elever hjem

Efter yderligere smitteopsporing sender Virklund Skole nu i alt 67 børn fra både indskoling og mellemtrin samt to medarbejdere hjem. Silkeborg Kommune har tidligere fået meddelelse om, at en medarbejder i SFO’en på Virklund Skole er testet positiv for smitte med coronavirus. Efter yderligere smitteopsporing vurderes det nu, at i alt 67 elever og to medarbejdere kan have været i nær kontakt med den smittede, og de er blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Eleverne må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.

Hold fast, Silkeborg!

Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn.

 

 

Coronastatus tirsdag 27. oktober 2020

 

Smittestatus i Silkeborg

Godt nyt i dag! Det seneste døgn er kun 3 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er syv færre end i går. De seneste syv dage er 53 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 56 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er på niveau med i går, og tallet er fortsat over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.

Virklund Skole sender 21 børn hjem

Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en medarbejder i SFO’en på Virklund Skole er testet positiv for smitte med coronavirus. 21 børn vurderes at kunne have været i nær kontakt med den smittede, og de er blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Børnene må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.

Kort over smittespredning

Kortet viser de områder, som smitten har ramt i og eller nærheden af den seneste uge (pr. 27.10.2020). Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed og Silkeborg Kommune.

Smittetabel
Tabellen
viser antal smittede den seneste uge fordelt på alder (pr. 27.10.2020). Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed og Silkeborg Kommune.

Smittegraf
Grafen viser udviklingen i antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge i perioden fra ultimo juli 2020 frem til i dag (27.10.2020). Silkeborg havde ingen smittede den seneste uge 29. juli 2020. De to første bjergtoppe i august er mikroudbruddet i boligområdet Resedavej og Lupinvej samt udbruddet blandt unge. Bjergtoppene i september og oktober er den brede samfundssmitte, som lige nu har ramt det meste af Danmark. Siden coronapandamien brød ud er 547 silkeborgensere blevet testet positive med smitte fra coronavirus (pr. 27.10.2020).

 

 

Coronastatus mandag 26. oktober 2020 (Opdateret)

Smittestatus i Silkeborg (Opdateret)

Smitten har i godt en uge været på retur i Silkeborg, men i det seneste døgn er 10 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er to flere end i går. De seneste syv dage er 53 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 56 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er seks flere end i går, og tallet er over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Det er nu, vi skal holde fast, Silkeborg: Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.

20201026 Smittegraf
Grafen viser udviklingen i antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge i perioden fra slutningen af juli 2020 frem til i dag (26.10.2020). Silkeborg havde ingen smittede den seneste uge 29. juli 2020. De to første bjergtoppe i august er mikroudbruddet i boligområdet Resedavej og Lupinvej samt udbruddet blandt unge. Bjergtoppene i september og oktober er den brede samfundssmitte, som lige nu har ramt det meste af Danmark. Siden coronapandamien brød ud er 544 silkeborgensere blevet testet positive med smitte fra coronavirus (pr. 26.10.2020).

Fra i dag er forsamlingsforbuddet på max 10 personer

Fra i dag og de kommende fire uger sænkes forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 personer (dog med visse undtagelser). Samtidig anbefaler sundhedsmyndighederne, at man max samles 10 personer i private hjem, og at man i sin sociale kontakt mødes med max 10 forskellige personer ud over personer i egen husstand, på arbejde og i skole og fritidsaktivitet. Disse restriktioner og anbefalinger gælder foreløbigt til og med 22. november 2020. Statsminister Mette Frederiksen præsenterede i fredags, 23. oktober 2020, en række nye, nationale indsatser for at modvirke den stigende smitte i Danmark. Få overblik over gældende restriktioner (plakat) på den nationale hjemmeside www.coronasmitte.dk eller et mere detaljeret overblik over gældende og nye tiltag på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.

Trekløverskolen afd. Vinderslev sender 14 elever hjem

Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en elev på Trekløverskolen afd. Vinderslev er testet positiv for smitte med coronavirus. 14 børn og 1 medarbejder vurderes at kunne have været i nær kontakt med den smittede, og de er blevet bedt om at blive hjemme for at bryde eventuelle smittekæder. Eleverne må vende tilbage, når de i syv dage fra mulig nær kontakt ikke har fået symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for coronavirus. Der vil i videst muligt omfang blive sørget for hjemmeundervisning i løbet af ugen. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.
 
Sidst opdateret