Selvbetjening og tidsbestilling

Fællesskab for mænd vinder årets Sundhedspris

I Mænds Mødesteder Silkeborg finder mere end 50 mænd i alderen 60+ ny energi, mening, oplevelser og et sammenhold, der både forbedrer deres mentale og fysiske sundhed. Foreningen formår at ramme en målgruppe, der er sværere at få aktiveret, og derfor vinder de årets Sundhedspris. Det er 12. år i træk, at Silkeborg Kommune uddeler prisen.

Nogle savner et socialt fællesskab, som de måske har mistet efter, at de er stoppet med at arbejde eller fordi de er flyttet til en ny by, mens det for andre kan skyldes sygdom eller at de har mistet deres ægtefælle. Mødet med andre og det fællesskab der opstår, når helt almindelige mænd samles til en klubaften over en kop kaffe og god snak, er essensen af det, Mænds Mødesteder Silkeborg tilbyder. Herudover kommer de mange aktiviteter. Det er bl.a. Mænds Mødesteder Silkeborg store arbejde med at styrke den fysiske og den mentale sundhed, der gør, at foreningen vinder dette års Sundhedspris.

”Vi ved, at der skal gøres en ekstra indsats for at øge mænds sundhedstilstand i forhold til kvinders. Derfor er et tilbud som Mænds Mødesteder vigtigt. Her oplever mændene at blive taget godt imod af de engagerede frivillige, og sammen får de skabt et godt fællesskab, der er med til at styrke mændenes social, fysiske og mentale trivsel. Det vil vi i Sundheds- og Ældreudvalget meget gerne støtter op om, og derfor er vi glade for at kunne give Mænds Mødesteder Silkeborg et anerkendende klap på skulderen”, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.

Fælles om outdoor-aktiviteter

Mændene tager selv initiativ til, hvilke aktiviteter der skal på programmet, og det er ofte udflugter i naturen. Udover de to faste ugentlige klubmøder har aktiviteterne blandt andet budt på naturvejledning, svampe-, fiske- og vandreture samt bålmad i skovene omkring Silkeborg.

Sundhedsprisen

Sundhedsprisen har eksisteret siden 2007 og gives til en forening, virksomhed eller privatperson, der gør en ekstraordinær stor indsats for at fremme sundheden i kommunen. Prisen består af 10.000 kr., der går til prismodtagerens arbejde med at fremme deres projekt samt et billede, som en lokal kunstner maler specifikt til Mænds Mødesteder.

Prisen overrækkes i forbindelse med Bjerringbro-Silkeborg hjemmekamp 13. december 2019 i JYSK Arena.

Tidligere vindere af prisen:

2007: Sølyst Skolen

2008: Danfoss

2009: Idræt om dagen

2010: IF Silkesind

2011: Team Thorning Sundhedscenter og Alderslyst Gymnastik forening

2012: Silkeborg Produktionsskole

2013: Boldspil i Alderslyst

2014: Trivselsgrupperne Selvhjælp Silkeborg

2015: Silkeborg Roklub, handicapafdelingen

2016: BROEN

2017: Bydelsmødre

2018: Hjertemotion

Yderligere information

Gitte Willumsen, udvalgsformand Sundheds- og Ældreudvalget - tlf. 86867135, gitte.willumsen@silkeborg.dk

Søren Christian Sørensen, formand Mænds Mødesteder Silkeborg – tlf. 60535711, ssoerenchristian@gmail.com

Marianne A. Søgaard, sundhedskonsulent – tlf. 29429978, mas@silkeborg.dk

Sidst opdateret