Selvbetjening og tidsbestilling

Ældre bliver sundere, når de får selskab til maden

Når beboerne på plejecentret Sandgårdsparken Tusindfryd i Kjellerup sætter sig til middagsbordet, gør de det i selskab med en frivillig måltidsven fra lokalsamfundet. Det har betydet større trivsel og øget vægt hos de ældre

Flere år på bagen betyder ikke altid flere kilo på sidebenene. Faktisk mister mange ældre appetitten og taber sig, når de bliver ældre, og det er hverken godt for trivsel eller sundhed. Modstandskraften mod sygdom og evnen til at komme sig efter den forringes, når man er svækket og vejer for lidt. Desværre ser man ofte, at ældre ikke får den næring, de har brug for.

Det har fået personalet på Sandgårdsparkens Tusindfrydsafdeling til at tænke i alternative løsninger. Siden marts i år har de inviteret frivillige ind som såkaldte måltidsvenner. Og de nøjes ikke med at spise med de ældre. Hele setuppet omkring måltidet er ligeså vigtig som selve maden. Derfor kommer måltidsvennerne en halv time før middagsmaden og hjælper de ældre med at dække bord, plukke blomster og hente hjemmeavlede tomater i den nyanlagte køkkenhave på centret.

16 ud af 20 har taget på i vægt
-Der er tydeligvis allerede sket en forbedring i trivslen hos de ældre. De første tre måneder med måltidsvenner kontrolvejede vi dem, og i den periode har 16 ud af 20 taget på. Vi kan også konstatere, at de bliver siddende betydeligt længere ved bordet, fortæller Gitte Baunsgaard, der er lokalleder på Sandgårdsparken. Hun fortsætter:

-Jeg er ikke i tvivl om, at det har betydning, at måltidsvennerne kommer udefra og ikke er en del af personalet. Som personale bærer vi kittel og skal bl.a. hjælpe beboerne med deres personlige hygiejne. Så selvom vi selvfølgelig også altid sidder med ved bordet, har vi per definition et andet forhold til dem. Vi er ikke så ligeværdige som måltidsvennerne, der er lokale og ofte har kendt beboerne fra tidligere tiders bowling eller folkedans.

Gitte Baunsgaard pointerer, at måltidsvennerne selvfølgelig på ingen måde overtager det uddannede personales arbejde, og de er aldrig ladt alene med de ældre.

-Alle skal igennem en introduktionsdag, hvor de får at vide, hvad det indebærer at være måltidsven. Mange tror, at de skal gøre tingene for de ældre; hælde vand i glasset, øse sovs op osv., men i virkeligheden hjælper de dem bedst ved bare at være der og evt. motivere dem til selv at være aktive. Så skal personalet nok vurdere, hvem der skal have hjælp, og hvem der kan selv, fortæller hun.

Win-win for både beboere og måltidsvenner
Bjarne Højgaard Damkilde har boet på plejecentret i godt et år. Han er tidligere lærer og har meget på hjerte. Derfor er han glad for at få selskab udefra til middagsmaden.

-Det kan godt være svært at få gang i en god dialog med de andre beboere, men det er det ikke med Doris (dagens måltidsven, red.) Vi snakker om alt lige fra mad til rejser, og jeg anser hende bestemt som en rigtig god ven, siger han og bliver bekræftet af Doris:

-Det er gengældt. Det er så hyggeligt at komme her og få en god snak. Faktisk har jeg indtryk af, at alle mændene er glade for, at jeg kommer, siger hun med et glimt i øjet.

Det er Doris og Bjarne, som er på billedet.

Se indslag om måltidsvennerne på TvMidtVest:

http://www.tvmidtvest.dk/artikel/succes-i-silkeborg-frivillige-madvenner-spiser-med-aeldre

For mere information om måltidsvennerne på Tusindfryd, Sandgårdsparken kontakt gerne:

Gitte Baunsgaard
Lokalleder Tusindfryd Sandgårdsparken
Telefon: 89704178/mobil 51293166
gib@silkeborg.dk

Sidst opdateret