Selvbetjening og tidsbestilling

Nu er Marienlund Plejecenter officielt indviet

Efter en lang og spændende proces flyttede de første beboere ind på Marienlund i marts 2017. Nu er huset taget i brug og har stået sin prøve. Den 17. juni blev Marienlund endelig officielt indviet, og det var en festdag for både beboere, pårørende og medarbejdere.

Mens solen skinnede fra en skyfri himmel, bød Sundheds- og Omsorgschef Inge Bank velkommen, og bagefter indviede formanden for Ældre- og handicapudvalget, Hans-Jørgen Hørning, Marienlund med ordene:

- Vi har nået en milepæl i vores mål med at sikre gode og tidssvarende moderne plejehjemspladser i Silkeborg Midtby. Længe savnet og længe ønsket […] En arkitekttonisk perle, hvor inde og ude liv er tænkt sammen, og hvor moderne teknologi er anvendt nænsomt men bevidst for at skabe de allerbedste rammer for 120 beboere og personale samt vores mange daglige brugere af daghjemmet.

Efter indvielsestalen klippede Hans-Jørgen Hørning snoren sammen med Ingrid Borrits Christiansen, som er beboer på Marienlund.

Mellem talerne underholdte og tryllebandt tryllekunstneren Jesper Grønkjær både unge og gamle med sine finurlige tryllerier. Formiddagen bød også på skønne musikalske indslag fra Mezzooperasanger Mette Østergård og pianist Tine Fenger. Duoen Lis og Per underholdte også med flere af deres kendte hits, mens der blev klappet, smilet og sunget med rundt ved bordene. Som det sidste på programmet blev maleriet fra afdøde Knud Stausgaard afsløret. Med sine flotte og klare farver vakte malteriet stor begejstring. Som afslutning på indvielsen nød beboere, pårørende og medarbejdere en skøn frokost.

Om Marienlund

Marienlund er et moderne og nytænkende plejecenter, der kan imødegå fremtidens behov med øje for både beboernes livskvalitet og velfungerende arbejdsforhold for medarbejderne.

Marienlund består af 120 boliger; 24 boliger til voksenhandicappede og 96 plejeboliger til ældre borgere samt Daghjemmet, Caféen og Det åbne Centertilbud.

På Marienlund finder man moderne og nytænkende byggeteknik og velfærdsteknologi. Flytbare vægge og toiletter gør det eksempelvis muligt at tilpasse rummene alt efter behov. Ny teknologi, såsom stemmestyret lys og alarmsystemer, skal også være med til at skabe ekstra tryghed og bekvemmelighed for beboerne og deres pårørende.

Læs mere om Marienlund Plejecenter

 

Sidst opdateret