Selvbetjening og tidsbestilling

Plejecentrene har smag for økologi

Der har gennem de sidste år været fokus på Silkeborg Kommunes succes med at udbrede det økologiske køkken i daginstitutionerne. Nu er kommunens plejecentre også rigtig godt på vej.

Den 20. marts blev 15 plejecentre fejret ved FOODEXPO 2018 i Messecenteret i Herning.

De har nemlig opnået Det Økologiske Spisemærke i bronze, som betyder, at 30-60 procent af plejecentrenes indkøb af føde- og drikkevarer er økologiske. Fire af centrene har også opnået sølv, hvor op til 90 procent af fødevarerne er økologiske.

I løbet af 2018 følger de resterende fem plejecentre trop, så alle 20 kommunale plejecentre minimum har opnået Det Økologiske Spisemærke i bronze.

- Faktisk er vi langt foran planen. For målet var, at vi ved udgangen af 2018 var nået hertil, hvor vi er i dag. Så vi kan bestemt være stolte af medarbejdernes indsats, fortæller Maj Majgaard, kostfaglig konsulent i Silkeborg Kommune.

En tur på skolebænken

Ernæringsassistenter på de 20 plejecentre har været gennem et tre ugers langt uddannelsesforløb på Teknisk Skole - og yderligere to ugers undervisning venter forude, når efteråret banker på.

Her har de lært mere om økologisk landbrug, prøvesmagt økologiske varer og ellers vekslet mellem praktisk arbejde i køkkenet og teori om økologiske fødevarer.

- En økologisk omlægning handler ikke kun om at købe økologiske varer. Det handler om at lægge hele madproduktionen om, så der bliver lavet mad fra bunden, og så alle indkøbte madvarer bliver brugt og madspild minimeres. På den måde kan vi både spare penge og undgå præfabrikerede fødevarer - og det er vores medarbejdere blevet undervist i, hvordan de gør bedst, forklarer Maj Majgaard.

Stadig plads til fleksibilitet

Omlægningen til økologiske køkkener giver god mening på de enkelte plejecentre, hvor en stor del af dem allerede har været vant til at arbejde med økologiske fødevarer.

- Vi kan sagtens se det fornuftige i at købe økologiske fødevarer både i forhold til dyrevelfærd, miljøet, økonomien – og i forhold til de ældre selvfølgelig. Vi er 53% økologiske i vores køkken, og det er en god balance for os. Det skaber rum for fleksibilitet, hvis de ældre efterspørger retter, vi ikke kan lave økologiske, siger Conny Hald Klit, kostfaglig medarbejder på Marienlund Plejecenter.

Læs mere om de økologiske spisemærker her.

Sidst opdateret