Selvbetjening og tidsbestilling

Selvvalgt hjælper til praktisk og personlig hjælp

Du har mulighed for selv at vælge en selvvalgt hjælper til at varetage de hjemmehjælpsydelser, du har fået bevilliget af kommunen efter Servicelovens §83.

Siden henvender sig både til borgere, der ønsker at få en selvvalgt hjælper og borgere, der bliver udpeget til at være selvvalgt hjælpere.

 

Til dig, der søger om en selvvalgt hjælper

Er du blevet bevilliget hjemmehjælpsydelser, som for eksempel hjælp til rengøring eller personlig pleje, har du mulighed for selv at vælge en hjælper til at varetage disse ydelser.

Der kan godkendes selvvalgt hjælper til at varetage de hjemmehjælpsydelser, der er frit leverandørvalg på.

Hvis du ønsker at søge om at få en selvvalgt hjælper, skal du kontakte visitationen i Silkeborg Kommune. En visitator vil vurdere, med udgangspunkt i dine behov for hjælp, hvor mange timer du er berettiget pr. uge. 

Hvis du er berettiget til en personlig hjælper, vælger du selv, hvem det skal være. Det kan være en pårørende, en nabo eller en ven.

Personen, du ønsker som hjælper, vil blive inviteret til ansættelsessamtale i Silkeborg Kommune, idet kommunen vil fungere som arbejdsgiver for hjælperen.

Der er nogle krav, som vedkommende skal opfylde, for at han eller hun kan blive godkendt til at hjælpe dig med praktisk og/eller personlig pleje, jævnfør Servicelovens §83:

  • Hjælperen skal være mindst 18 år og have ren straffeattest
  • Hjælperen må ikke sammenlagt være beskæftiget i mere end ca. 37 timer/uge
  • Hjælperen skal være fysisk i stand til at udføre de bevilgede opgaver
  • Hjælperen skal kunne varetage opgaverne i det bevilgede tidsrum
  • Hjælperen skal kunne følge en instruktion og yde hjælp til selvhjælp
  • Hjælperen skal kunne foretage observationer af dig samt give en relevant tilbagemelding til lederen af hjemmeplejen - herunder om generelle forværringer og forbedringer i din tilstand
  • Hjælperen skal kontakte Visitation Sundhed og Omsorg og lederen for det hjemmeplejeområde, hvor du bor, hvis der sker ændringer i din situation og dit behov for hjælp. Herunder også hvis du bliver indlagt.

Til dig, der bliver ansat som selvvalgt hjælper

Din ansættelse som selvvalgt hjælper kan få konsekvenser for din udbetaling af pension, dagpenge, kontanthjælp mv. Du har selv ansvaret for at undersøge konsekvenserne for din modtagelse af offentlige ydelser nærmere.

  • Du ansættes som udgangspunkt som ufaglært med kommunen som arbejdsgiver
  • Der er krav om, at der udarbejdes en arbejdspladsvurdering, jævnfør arbejdsmiljøloven. En kommunal medarbejder vil komme på besøg hos den person, du hjælper, og udføre arbejdspladsvurderingen
  • Der er krav om, at du tager et forflytningskursus
  • Hvis du skal yde praktisk hjælp som for eksempel rengøring, skal hjælpen udføres inden for almindelig arbejdstid (hverdage fra 06-17)
  • Plejen udføres på de tidspunkter, som den er visiteret til

  • Hvis du bliver syg eller ønsker at afholde ferie, skal du kontakte lederen af hjemmeplejen, hvis borgeren ønsker, at der skal komme en afløser i stedet for dig
  • Ved sygdom skal du hurtigst muligt give besked. Ved ferie skal du give besked senest 8 uger før.