Selvbetjening

Fra Borger.dk

Revalidering

Revalidering hjælper borgere med begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet

Hvem kan få revalidering?

Revalidering er til for at finde den kortest mulige vej tilbage på arbejdsmarkedet for dig, som ikke længere kan varetage dit job af fysiske, psykiske eller sociale årsager.

For at få støtte til revalidering:

  • skal du have begrænsninger i arbejdsevnen
  • skal der være en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse
  • må der ikke være andre tilbud, fx efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats (som fx et tilbud om ordinær uddannelse, virksomhedspraktik eller job med løntilskud), der kan hjælpe dig med at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kommunen træffer afgørelse om revalidering efter en konkret vurdering.

Hvordan får jeg revalidering?

Det er kommunen, der skal tage stilling til, om revalidering er en mulighed for dig.

Før du går i gang med den egentlige revalidering, skal du sammen med en sagsbehandler fra kommunen udarbejde en jobplan. Jobplanen skal bl.a. beskrive, hvilken type arbejde du sigter mod, de planlagte initiativer og en tidsplan.

Du kan finde flere informationer om reglerne for revalideringstilbud, fx godkendelse af revalideringen, indholdet af jobplanen osv. på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.