Selvbetjening og tidsbestilling

150 skarpe hjerner udfordrer Silkeborgs erhvervsliv

Den 8. oktober besøger 150 studerende igen CampusHuset i Silkeborg for at konkurrere om at finde de bedste løsninger på lokale virksomheder og organisationers konkrete problemstillinger.

Det er anden gang Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune samarbejder om at invitere de mange studerende til Silkeborg og sidste års succes har betydet, at der har i år været stor interesse fra virksomheder og organisationer om at deltage.

Borgmester Steen Vindum glæder sig over arrangementet og opbakningen, fordi det sætter fokus på centrale dagsordener for Silkeborg Kommune.

- Vi vil gerne hjælpe vores lokale virksomheder og organisationer med at få ny viden og nye ideer til udvikling af deres forretning og virke. Med en case competition kommer de mange universitetsstuderende til Silkeborg med den nyeste viden og friske input til, hvordan vi kan tænke nyt og udvikle os, siger han.

Et andet mål med en case competition er at vise de studerende, hvilke arbejdsmuligheder Silkeborg Kommune kan byde på.

- Jeg håber naturligvis, at besøget er med til at give de studerende et positivt billede af mulighederne i Silkeborg. De kommer i dialog med nogle af vores spændende virksomheder og de får mulighed for at opleve Silkeborg som et dejligt sted, der har meget at tilbyde.

De 150 humanistiske studerende, som tager udfordringen op i Silkeborg, kommer fra Aarhus Universitet. Og dekan, Johnny Laursen, fra Aarhus Universitet ser frem til, at studerende fra universitetet endnu engang får mulighed for at afprøve deres kompetencer.

- Efter en række succesfulde løsninger på cases sidste år, er jeg er rigtig spændt på, hvilke udfordringer Silkeborg Kommune og kommunens virksomheder og organisationer, står klar med denne gang. Vi er glade for at universitetets samarbejde med Silkeborg Kommune skaber muligheden for at vores dygtige studerende kan sætte egne evner i spil, udfordre sig selv og vise hvad de kan. Og jeg sikker på, at de studerende får værdifuld viden med hjem igen i år. Og hvem ved - måske får virksomhederne nye ansatte og kommunen nye skatteborgere, understreger Johnny Laursen.

Som en del af dommerkomitéen sidder den lokale iværksætter Anita Dalsgaard, som håber på, at virksomheder vil være åbne overfor de studerendes perspektiver.

- Jeg ser frem til at opleve de studerendes nye friske øjne på virksomhedernes problemstillinger. Og jeg håber, at erhvervslivet vil tage imod de studerende med et åbent sind - både i forhold til selve opgaven, men også når det handler om fremtidige medarbejderprofiler. For vi kan kun følge med udviklingen, hvis fremtidens arbejdsmarked er mere mangfoldigt og i stand til at tænke anderledes, fortæller Anita Dalsgaard.

Læs mere om den fælles case competition mellem Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune.
Sidst opdateret