Selvbetjening og tidsbestilling

200 skarpe hjerner udfordrer Silkeborgs erhvervsliv

2. oktober besøger 200 studerende fra Aarhus Universitet CampusHuset på Bindslevs Plads i Silkeborg for at konkurrere om at finde de bedste løsninger på lokale virksomheder og organisationers konkrete problemstillinger.

Borgmester Steen Vindum glæder sig over arrangementet, som kaldes en case-competition, ikke mindst, fordi det sætter fokus på to centrale dagsordener for Silkeborg Kommune.

- Vi vil gerne hjælpe vores virksomheder med at jagte talenter. Og vi ønsker at tiltrække endnu flere borgere til kommunen. Med en case-competition kan de studerende lære mere om vores spændende arbejdspladser - hvor de måske kan være heldige at finde deres første job om nogle år - samtidig med, at de studerende bliver klogere på Silkeborgs mange muligheder som bosætningskommune. Begge dele hilser vi særdeles velkomment, siger Steen Vindum.

De 200 humanistiske studerende, som tager udfordringen op i Silkeborg, kommer fra Aarhus Universitet. Og dekan, Johnny Laursen, fra Aarhus Universitet ser frem til, at de får mulighed for at afprøve deres kompetencer.

- Jeg er rigtig glad for, at universitets samarbejde med Silkeborg Kommune smitter af på kommunens virksomheder og organisationer, som kan se værdien af sådan en dag. Vi er stolte af vores studerende, og med en case-competition får de virkelig mulighed for at udfordre sig selv, sætte egne evner i spil og vise flyvehøjde. Og jeg sikker på, at både virksomheder og studerende får værdifuld viden med hjem, understreger Johnny Laursen.

Som en del af dommerkomitéen sidder den lokale iværksætter Anita Dalsgaard, som håber på, at virksomheder vil være åbne overfor de studerendes perspektiver.

- Jeg ser frem til at opleve de studerendes nye friske øjne på virksomhedernes problemstillinger. Og jeg håber, at erhvervslivet vil tage imod de studerende med et åbent sind - både i forhold til selve opgaven, men også når det handler om fremtidige medarbejderprofiler. For vi kan kun følge med udviklingen, hvis fremtidens arbejdsmarked er mere mangfoldigt og i stand til at tænke anderledes, fortæller Anita Dalsgaard.

Læs mere om den fælles case-competition mellem Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune her.

Yderligere information

Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune: 89 70 13 01

Johnny Laursen, dekan ved Aarhus Universitet: 20 29 41 80

Sidst opdateret