Selvbetjening

Silkeborg præsenterer ny fremsynet erhvervsstrategi

Silkeborg Kommune har vedtaget den nye erhvervsstrategi for 2018-2022 - ’Fremad sammen’ - som stiller skarpt på grønne initiativer, iværksætteri, tiltrækning af nye virksomheder og udvikling af detailhandlen.

’Fremad sammen’ er på flere områder en fortsættelse af Silkeborg Kommunes tidligere erhvervsstrategi ’Sådan udvikler vi os’, som vi nu oplever de positive effekter af. Senest da Silkeborg Kommune tog et stort spring opad - 17 pladser i alt - på Dansk Industris rangliste over erhvervsvenlige kommune.

Og i 2030 stræber vi ambitiøst efter:

  • 105.000 borgere
  • 4.000 flere arbejdspladser
  • At være i top 10 i erhvervsklimamålingerne
  • At assistere og markere grønne initiativer i kommunens virksomheder for at fremme bæredygtige løsninger og nedbringe CO2-forbruget

- Ambitionerne rækker videre i den nye erhvervsstrategi - og derfor skærper vi vækstmålene. Erhvervsstrategien for 2018-2022 er fuld af muligheder, som vi bedst kan realisere i fællesskab. Så strategien er i høj grad en invitation til samarbejde til vores virksomheder, de forskellige erhvervsorganisationer og relevante samarbejdspartnere, siger Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune.

Sådan ser indsatsen ud resten af 2018

For at sikre, at vi allerede nu kan trække i arbejdstøjet og arbejde frem mod den nye strategis ambitiøse mål, har Silkeborg Byråd netop offentliggjort en opdateret erhvervshandleplan for 2018 med konkrete initiativer til at bakke strategien op.

Et udpluk fra handleplanens konkrete initiativer lyder blandt andet:

  • Endnu flere studerende til Silkeborg ved hjælp af nyt partnerskab
  • Øget assistance til Silkeborgs midtbyer og detailhandel
  • Styrket indsats for alle iværksættere i Silkeborg Kommune
  • Adgang til grøn viden og mere samarbejde, som udvikler Silkeborgs centrale position indenfor den grønne dagsorden
     
ErhvervSilkeborg bliver udførende part på flere af erhvervshandleplanens initiativer, og direktør Torben Vilsgaard hilser særligt det styrkede fokus på iværksætterindsatsen velkommen.

- Jeg bider mærke i, at Silkeborg Kommune vil iværksætteriet, som er helt afgørende for skabelsen af arbejdspladser. Virksomhedernes levetid falder, og det peger på vigtigheden af at dyrke etableringen af nye virksomheder. I Silkeborg har vi allerede en høj iværksætterrate, og vi ser frem til at styrke den yderligere fx ved at gøre de små virksomheder til verdensmestre i salg, så de hurtigere kan vækste, fortæller Torben Vilsgaard, direktør i ErhvervSilkeborg.

Erhvervslivet inviteres indenfor

Silkeborgs erhvervsliv er med, når borgmester Steen Vindum folder den nye erhvervsstrategi og erhvervshandleplan ud.

Arrangementet foregår på Rådhuset 5. november klokken 17.

Erhvervsdrivende kan tilmelde sig inden 31. oktober ved at skrive til erhverv@silkeborg.dk – husk at angive både eget navn og din virksomheds navn.

Du kan allerede nu læse både erhvervsstrategien for 2018-2022 og erhvervshandleplanen for 2018 på silkeborg.dk/erhverv.

Yderligere informationer

Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune: 89 70 13 01

Torben Vilsgaard, direktør i ErhvervSilkeborg: 87 20 47 11