Selvbetjening og tidsbestilling

Indkaldelse af idéer og forslag i forbindelse med planlægning for et boligområde ved Funder Nørreskov

Silkeborg Kommune indkalder idéer og forslag i forbindelse med kommende planlægning for et boligområde ved Funder Nørreskov i Funder i perioden 7. juni 2019 – 5. juli 2019.

Projektområdet omfatter et område nord for Funder Bygade og Funder Kirkevej, som det fremgår af kortet.

 

Projektet

Der er ansøgt om igangsættelse af lokalplan for ca. 200 boliger i form af parcelhuse (åben-lav) og rækkehuse (tæt-lav). Nedenstående planskitse vil være udgangspunktet for den kommende lokalplanlægning.

 

 

 

Lokalplanen forudsætter, at Nørhedevej vil blive nedlagt som vej og vil delvist blive omlagt til sti. Vejadgang til lokalplanområdet vil ske via Funder Allé, som forlænges mod nord.

 

Ejendommene nord for Funder Bygade vil blive inddraget i lokalplanen med det formål, at få området lagt i byzone.

 

Igangsætning af lokalplan og kommuneplantillæg

Silkeborg Kommune igangsætter udarbejdelse af lokalplan 14-017 og kommuneplantillæg nr. 49 for Funder Nørreskov.

 

En større del af lokalplanområdet er ikke udlagt til boliger i Kommuneplan 2017-2028. Derfor kræves der udarbejdelse af et kommuneplantillæg, hvorved lokalplanen vil være i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Blandt hovedspørgsmålene for den kommende planlægning er, om der er særlige hensyn, der bør inddrages i planlægningen?

 

Har du bemærkninger?

Har du bemærkninger til planerne, skal du skrive til: teknisk@silkeborg.dk eller Silkeborg Kommune, Søvej 1, 8600 Silkeborg.

Dit svar skal være kommunen i hænde senest 5. juli 2019.

 

Det videre forløb

Vi er i den indledende proces, og denne indkaldelse af idéer og forslag sker med henblik på at få indledende input til det videre planlægnings- og beslutningsarbejde. I første omgang vil indkomne forslag indgå i udarbejdelsen af planforslagene og i den senere politiske behandling. Når byrådet har godkendt planforslagene, vil de sendes i en offentlig høring, hvor der er mulighed for at komme med bemærkninger til det konkrete forslag.

 

Spørgsmål

Har I spørgsmål til sagen, kan I kontakte byplanlægger Christian Dalmer på christian.dalmer@silkeborg.dk eller på tlf. 89701490.