Lidt om tilbuddet:
Det nybyggede botilbud Alderslyst er først og fremmest et hjem, der danner rammen om beboernes liv, samt tilgodeser den enkeltes behov for tryghed og livskvalitet.
Alderslyst er et moderne og nytænkende botilbud, der kendetegnes ved:
- Hjemlige, trygge og hyggelige rammer
- Et aktivt hverdagsliv, hvor trivsel, samvær og glæde er omdrejningspunktet
- Et levende hus med plads til forskellighed blandt beboerne, og med mulighed for en attraktiv tilværelse på alle stadier af det voksne livsspektrum
- Fleksibilitet og mulighed for individuel indretning af de enkelte boliger
- Rummelig og "ligeværdig" indretning, der gør det muligt for beboerne at deltage i hverdagens gøremål uanset deres behov for fysiske hjælpmidler
- Et stærkt samarbejde med nærområdet; herunder særligt Nordre Fælleshus
Botilbudddet Alderslyst er opdelt i 3 bo-enheder; Parkhuset, Byhuset og Skovhuset.
Målgruppe
Målgruppen er voksne borgere med udviklingshæmning og voksne borgere med senhjerneskade.
Parkhuset og Byhusets målgruppe er unge voksne (18-30-årige) med udviklingshæmning med mange og/eller væsentlige funktionsnedsættelser, samt voksne (30-65-årige) med tilsvarende udfordringer.
Skovhusets målgruppe er voksne (18-65-årige) med senhjerneskade med mange og/eller væsentlige funktionsnedsættelser.
Borgerne har alle særlige behov, som følge af deres nedsatte psykiske og eventuelt fysiske funktionsnedsættelse, og har derfor brug for individuelt tilrettelagte socialpædagogiske og sundhedsfaglige indsatser.
Boligen
Der er i alt 36 boliger i botilbuddet Alderslyst, hvoraf 24 boliger er målrettet udviklingshæmning, mens 12 boliger er målrettet borgere med senhjerneskade.
De 36 boliger ligger alle i stueplan og har egen udgang til privat terrasse.
Alderslyst består af tre mindre bo-enheder, der hver har 12 boliger. Bo-enhederne er disponeret sådan, at der er mulighed for at organisere beboerne i mindre grupper af 6 beboere med egne primære opholdsrum og spiseområder, hvis der er behov for det.
Bo-enhederne er forbundet af glasgange, som ligeledes udgør naturlige grænser mellem enhederne. Omkring Alderslyst er der grønne arealer samt en legeplads og sansehave til botilbuddets beboere.
Silkeborg Kommunes nybyggede Nordre Fælleshus ligger ved siden af Alderslyst og er åbent for alle områdets beboere - herunder også beboerne i botilbuddet.