Undervisere på STU er en kombination af special lærere, pædagoger, social- og sundheds- samt håndværksuddannet personale. På den måde sikrer vi, at de unge får så individuel tilrettelagt uddannelse som muligt, samtidig med at den dækker så bredt som muligt.
Undervisningen sker i Lysbro Uddannelsescenters lokaler, hvor der både findes værksteder, produktionskøkken, skolekøkken, tavleundervisningslokaler, et mobilt lokale i en specialindrettet undervisningsbus (BIG BLUE) og store udendørs arealer. I Them har Silkeborg Kommune en stor æbleplantage og et stort drivhus, som indgår i undervisningen.
Derudover indgår besøg og praktikker på virksomheder og institutioner i kommunen, som er målrettet den enkelte elevs uddannelsesplan også i undervisningen. Uddannelsescentret samarbejder med over 20 forskellige virksomheder, hvor de unge kan afprøve og udvikle deres erhvervskompetencer og interesser.
Undervisningen tager afsæt i den enkelte elevs læringsmål i uddannelsesplanen, og den enkelte elevs lærings- og kommunikationsmetoder. Undervisere er uddannet i forskellige redskaber og metoder, så der dækkes bredt ind, så unge kan mødes i "tegn-tale", digitale redskaber og dialog på forskellige niveauer. Derudover har undervisere særlig uddannelse på specifikke områder, f.eks. autisme spektrum forstyrrelser, udviklingshæmning, indlæringsvanskeligheder osv.
Der tilbydes undervisning 40 uger om året, 21 klokketimer om ugen, som er det minimum som STU-elever skal tilbydes, og som udgangspunkt også skal kunne møde op til. Der kan selvfølgelig være behov for at tilrettelægge mødetiden mere fleksibelt og individuelt over perioder, hvor den unge har svært ved at honorere det fulde timetal. Det er vigtigt at deltage aktivt i uddannelsen, da den ellers kan afbrydes.
På Lysbro Uddannelsescenter tilbydes generel undervisning og praktisk læring i generelle samfundsmæssige temaer, som er vigtige at have kendskab til og kompetencer i som voksen:
- Selvstændig livsførelse som voksen - hvordan bruger jeg mit netværk som voksen
- Selvstændig livsførelse i egen bolig - hvordan holder jeg min bolig, vasketøj, rengøring m.m.
- Selvstændig livsførelse i samfundet - arbejdsmarkedsforhold, sociale relationer og opførsel
- Selvstændig livsførelse i digitalisering - anvendelse af Nem-ID, E-boks, sociale medier osv.
- Selvstændig livsførelse i fællesskaber - egne / andres grænser, kommunikation, adfærd osv.
- Selvstændig livsførelse i hverdagen - indkøb, almene fag som regning og dansk, m.m.
Eleverne undervises på hold, som etableres med afsæt i elevernes forudsætninger og interesser. I dette skoleår er der etableret 4 undervisningshold:
STU 2:
Holdet er målrettet unge med multiple vanskeligheder med nedsat fysisk og kognitive funktionsniveauer. Ingen eller meget begrænset talesprog, svære fysiske og kognitive vanskeligheder. Undervisningen tilrettelægges så behovet for struktur og forudsigelighed imødekommes med høj grad af nærhed, tid og ro til udvikling via sansestimuli, snoozel osv.
STU 3:
Holdet er målrettet elever med funktionsnedsættelse jf. udviklingshæmning, Downs syndrom eller retardering. Nedsatte kognitive kompetencer og sproglige kommunikative udfordringer med behov for massiv støtte og guidning.
STU 4:
Studieretning: Håndværk og produktion.
Holdet er målrettet de elever, som har interesse, forudsætning og motivation til at deltage i en undervisning med mulighed for et meget praktisk og konkret indhold: planteskole og gartneri, håndværk og design, værkstedaktiviteter og produktion m.m.
STU 5:
Studieretning: Social og sundhed.
Holdet er målrettet de elever, som har interesse, forudsætning og motivation til at deltage i en undervisning med mulighed for et meget praktisk og konkret indhold: sundhedsfremme, sport og motion, omsorg og pleje, kost og køkkenaktiviteter m.m.
De to studieretninger er fagligt målrettet hvert sit interesseområde, og kan skifte fra år til år alt efter elevernes behov og interesser. Undervisningen på studieretningerne har et arbejdsrelateret perspektiv med fokus på efterfølgende beskæftigelsesmuligheder, samt forberedelse til eksterne praktikker i virksomheder og institutioner.
Udover undervisning på elevhold, tilbydes der hver uge valgfagsundervisning på tværs af elevholdene. Valgfagene oprettes efter ønsker fra eleverne. Deres deltagelse er frivillig og efter eget valg. Valgfag i dette skoleår er:
- Hockey
- Fodbold
- Dans
- Kreativ
- Musik
- Fitness
- IT-medie
- Matematik
- Engelsk
- Servicehold
Tilsvarende har Lysbro Uddannelsescenter en lang række traditioner hen over skoleåret, hvor der undervises på tværs af hold. Både hele emneuger (sundhedsuge, film festival, uge 6; seksualvejledning), men også arrangementer som skolefester (forår/efterår), deltagelse i FestIVand arrangement i Them Svømmehal, STU mødestedsfest med STU-skoler fra andre kommuner, talentsjov og den årlige sommerudflugt ved skoleårets afslutning.