Selvbetjening og tidsbestilling

Dagplejer Bettina Hylke

Bettina er dagplejer i Funder. Vælg dagpleje hvis du vil give dit barn en hverdag i et lille og trygt miljø.

Hvem er jeg: 

Hej, jeg hedder Bettina.

Jeg startede som dagplejer i 1997, da min yngste datter var pasnings parat.

Nu har jeg 3 voksne børn og 4 dejlige børnebørn.

Jeg elsker mit job og føler, at jeg gør en vigtig forskel for børnene.

Jeg bor sammen med Claus i et hus med tilhørende garage med værksted, hvilket børnene og jeg bruger flittigt, når vi udfolder os kreativt.

I hele mit hjem kan børnene færdes frit , da der skal være plads til udfoldelse og leg.

I mit job såvel som i fritid er jeg kreativ, og finder derudover glæde ved at synge i kor.

 

Hvad er et godt børneliv ved mig:

Nærvær, troværdighed, anerkendelse, ærlighed og rummelighed er gode værdier der hører til et godt børneliv.

Alle dage skal indeholde grin, smil og kram.

Min fornemmeste opgave er at vise barnet vejen til at kunne begå sig socialt, føle ligeværd og udvikle et godt selvværd.

Med anerkendelse og en støttende hånd hjælper jeg det enkelte barn i dets nærmeste udviklings zone.

Jeg går op i, at børnene får en sund og varieret kost, ofte suppleret med mine økologiske afgrøder fra haven.

 

Sådan er min hverdagsrytme:

Morgenstunden starter gerne stille og roligt med lidt leg og samtale.

Når alle er kommet spiser vi formiddagsmad og bruger derefter resten af formiddagen på forskellige aktiviteter.

Efter frokosten er der middagslur, eftermiddagsmad og resten af dagen er som regel fri leg.

Hos mig er det altid børnene der sætter dagsrytmen.

Heldagslegestue.

Når børnene er faldet godt til hos mig, begynder vi at gå i heldagslegestue.

Legestuen giver bl.a. børnene mulighed for at spejle sig i og danne venskaber med jævnaldrende fra andre dagplejegrupper.

Barnet lærer også de andre dagplejere at kende, hvilket letter overgangen til gæstedagplejere.

Dagene i legestue er præget af pædagogiske aktiviteter både inde og ude.

Vi planlægger aktiviteterne med udgangspunkt i børnegruppen, de seks læreplanstemaer og årets gang.

I vores gruppe er vi fem dagplejere, og vi skiftes til at tage i legestue, imens to andre mødes hjemme.

Det betyder, at vi er i legestue ca. tre gange om måneden.

 

Sådan skaber jeg miljøer for leg og læring:

At gå i dagpleje skal gerne være så hjemligt som muligt.

Hos mig er børnegruppen som en lille familie.

Det giver selvværd at få lov at deltage aktivt i et fællesskab.

Derfor inkluderer jeg aktivt børnene i alle mulige dagligdagsaktiviteter.

Det styrker børnenes alsidige, personlige og sociale udvikling.

Et godt læringsmiljø skal for mig rumme: Tryghed, grin, fællesskaber, ro, bevægelse, varme, kedsomhed, kreativitet og fordybelse.

Det skal foregå både ude og inde, hvor der skabes en naturlig nysgerrighed omkring de temaer/legestationer jeg sætter op.

I udarbejdelsen af temaer og legestationer tager jeg udgangspunkt i Børne- og Socialministeriets styrkede pædagogiske læreplaner, (hvilket jeg har vedhæftet et billede af blandt mine billeder).

Et tema kan fx. være: Vi læser en bog, der omhandler efteråret.

Vi går en tur i skoven, hvor vi ser på naturen, der stille forandres.

Hjemme går vi i urtehaven, hvor vi henter den squash, vi har sået og set vokse op, klar til at blive spist.
Vi tilbereder den i fællesskab til vores måltid.

Eksempler på legestationer: Motorikbane, rolleleg, papkassehus, et bord med puslespil, hule under spisebordet, en stor kasse med legoklodser, eller vi taler om og maler med farven "grøn".

 

Forældresamarbejdet:

Det er vigtigt for mig at have et godt forældresamarbejde med en god og åben kommunikation.

I må altid være nysgerrige på dagligdagen og trivslen for jeres barn.

Sammen skal vi støtte op omkring barnets harmoniske udvikling.

OBS: Mine billeder er lavet som plancher, så I bedre kan fornemme børnelivet hos mig. Forstør billederne så kan du få et indblik i hverdagen "Hos Bettina".

 

Husdyr:

Nej, jeg har ingen dyr.

Sådan ser der ud hjemme hos mig

Funder og Funder Kirkeby

Pædagogisk leder Lisbeth Lausten Bang mobil nr. 51 70 36 69 

Pædagogisk leder Bodil Lauge Jakobsen mobil nr. 30 66 43 16

Pædagogisk leder Kirsten Hansen mobil nr. 30 66 43 19