Selvbetjening og tidsbestilling

Dagplejer May-Britt Fremo Jacobsen

May-Britt er dagplejer i Alderslyst. Vælg dagpleje hvis du vil give dit barn en hverdag i et lille og trygt miljø.

Hvem er jeg:

Jeg har været dagplejer siden maj 2019.

Jeg er gift med Áki, og sammen har vi to børn, Luna 2015 og Valdemar 2017.

Jeg er uddannet pædagog med fordybning i æstetiske fag, og har arbejdet i børnehave inden jeg startede som dagplejer.

Vi bor i et dejligt hus på en lukket villavej med en skøn have.

Hvad er et godt børneliv ved mig:

Jeg er en meget omsorgsfuld person.

Jeg vægter nærvær med børnene.

Jeg har børnene som udgangspunkt for vores hverdag.

Vi er fleksible og spontane, og har i vores dagligdag fokus på værdien af hverdagsagtige gøremål.

Vi er meget ude, og jeg går meget ind for børnene danner positive oplevelser i at være ude i al slags vejr.

Så vi er lige så vel ude i solskin, som på regnvejrsdage, med de bedste vandpytter og mudderkager.

Vi benytter os af nærområde til at udforske og gå ture.

Måske ville vi på skovtur, men børnene fandt noget meget mere spændende på vejen derhen, så må skoven vente til en anden dag.

En myre kan tage lang tid at udforske og det har vi tid til.

Processen til alle mål, er meget vigtig for mig, og ikke så meget at vi når til målet.

Vi synger og danser til musik, og en gang imellem finder jeg guitaren frem, eller børnene spiller med på instrumenter mens vi synger.

Til de forskellige højtider har vi lidt mere fokus på det kreative.


Sådan er min hverdagsrytme:

Vi får morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad til ca. samme tid hver dag, men dette er selvfølgelig tilpasset børnegruppen og de behov der er, som passer både til sult og søvn hos de enkelte børn.

Bare fordi formiddagsluren trækker ud, betyder det ikke at, barnet så ikke får formiddagsmad fordi klokken er over 9.

Vores rutiner derimod er de samme uanset tid.

Jeg lar mig inspirere af dagplejens mad- og måltidspolitik


Sådan skaber jeg miljøer for leg og læring:

Jeg er deres rollemodel og er derfor nede på gulvet sammen med børnene og møder dem på deres niveau.

Jeg møder dem i deres nysgerrighed og lyst, og er med til at sikre at alle får en positiv oplevelse i samspil med andre.

Jeg støtter dem i deres leg og samspil og vejleder til hensigtsmæssig tilgang til hinanden, hvor vi lærer at dele og hjælpe hinanden.

Lege- og læringsmiljøet hjemme hos mig, er tilrettelagt så børnene får øvet deres selvhjulpenhed, så vel som fantasien.

Vi udforsker forskellige legeformer både det vilde og det stille, for at udvide barnets legehorisont.

Forældresamarbejdet:

Jeg vægter det enkelte barns behov, tryghed og omsorg er min vigtigste opgave når jeres barn starter hos mig.

Forældresamarbejde er noget jeg vægter højt, da det er jer der kender jeres barn bedst.

I en god dialog kan I være med til at give jeres barn, de bedste forudsætninger for at starte i dagpleje hos mig.

Sammen kan vi skabe et åbent og tillidsfuldt samarbejde, som vil være med til at give jeres barn en god dag, hver dag. Trygge forældre giver trygge børn.

Hverdagsdialogen, er lige så vigtig som den formelle.

Jeg vil typisk spørge ind til jeres hverdag der hjemme, for at sikre at barnet faktisk trives her hos mig, da reaktionen ofte vil fremtræde mere tydelig hjemme end her.

Hvis barnet har sovet dårligt en nat, vil dette have en påvirkning på barnets dag, hvilket er rart for mig at kunne tage hensyn til.

Jeres oplevelser har stor betydning for, at jeg kan være den bedste udgave af mig selv, lige netop for jeres barn.


Husdyr:

Nej, jeg har ingen dyr.

Alderslyst