Selvbetjening

SIND Ungdom har oprettet en klub for unge, som har det svært. Rammen om klubben er frihed, nærvær og samvær. Klubben giver de unge et trygt sted at være, hvor der er samtalepartnere til livets op- og nedture. Og så giver den mulighed for, i trygge rammer, at udfordre de sociale udfordringer, den unge står overfor.

De unge mødes i klubben, hvor de sammen laver en madplan. De unge tager ud og køber ind til måltiderne, som de derefter tilbereder i fællesskab. For mange af de unge er det en stor ting at være med til at beslutte, hvad de skal have at spise, købe ind til det, og derefter opleve nærværet omkring måltidet.

Ligeværdigt rum mellem frivillige og deltagere
SIND Ungdom lægger stor vægt på, at der er et ligeværdigt rum mellem frivillige og de unge deltagere. De frivillige er derfor jævnaldrende som deltagerne, og de deltager på lige fod med deltagerne og alle har ansvar for at klubben fungerer.

De unge er gode til i fællesskab at tage initiativ til andre aktiviteter, som de kan lave sammen.

For eksempel:
  • Biografture
  • ”Mindfulde portrætter
  • ”Sejlture
  • Kreative sysler

(På billedet ses Natascha, Astrid, Malene og resten af SIND ungdom i Silkeborg, som fredag blev hædret med Frivilligprisen 2015).

Frivilligprisen
Frivilligprisen består af 5000 kr., der enten bliver uddelt til en person eller organisation eller splittes op i flere mindre dele. For at få prisen skal modtageren indenfor det sidste år have:

  • bidraget særligt gennem frivilligt engagement til udvikling og fornyelse, der styrker aktivt medborgerskab i Silkeborg Kommune
  • været særlig medvirkende til at forbedre effektivitet, samarbejde eller arbejdsmiljø
  • ydet et ekstraordinært frivilligt bidrag på anden måde.

Læs om tidligere prismodtagere