Selvbetjening og tidsbestilling

Landsbyerne Silkeborg Nord er Årets Lokalområde 2020

I 2019 gik 8 landsbyer sammen og dannede landsbyklyngen Landsbyerne Silkeborg Nord. De løber i år med prisen som Årets Lokalområde 2020, fordi de sammen får flere ideer og projekter til at blive til virkelighed.

Prisen som Årets Lokalområde 2020 blev overrakt tirsdag 27. oktober til et arrangement ved Arnestedet i Sejling. Her overraskede borgmester Steen Vindum de lokale ildsjæle med prisen som Årets Lokalområde 2020.

Dommerkomitéen bestod i år af borgmester Steen Vindum, 1. viceborgmester Søren Kristensen og 2. viceborgmester Johan Brødsgaard. Komitéen har lagt vægt på, at Årets Lokalområde uddeles til et lokalområde, en bydel eller en by i Silkeborg Kommune, som i det foregående år har gjort en særlig indsats for at styrke livet i lokalområdet og gøre det attraktivt at bo i område. 

Sammen får landsbyklyngen flere ideer til at blive til virkelighed

Ebstrup, Lemming, Nisset, Resdal, Sinding, Serup, Sejling og Skægkær gik sidste år sammen og lavede landsbyklyngen Landsbyerne Silkeborg Nord.

De lokales engagement for deres område bliver hurtigt klart, hvis man læser lokalbladet for klyngen. Lokalbladet er udkommet i mere end 10 år og viser de mange arrangementer, projekter og unikke fortællinger, som området har at byde på. Derudover er de lokale ildsjæle også ved at opføre Kulturlanternen, som skal være klyngens nye mødested.

Det er disse lokale initiativer, som sørger for, at lokalområdet hele tiden udvikler sig og følger med tiden. Oprettelsen af klyngen har betydet, at flere af beboernes mange ideer og projekter kan blive til virkelighed, fordi der nu er bedre mulighed for at finde penge til beboernes ideer og projekter. Det vil betyde, at lokalområdet fortsat kan udvikle sig. 

Landsbyerne Silkeborg Nord har også kunne mærke, at deres engagement og initiativer gør deres område mere attraktivt for nye tilflyttere. Flere af klyngens landsbyer har i de seneste år fået flere nye beboere. Landsbyerne Silkeborg Nord er derfor et godt eksempel på, hvordan et tæt samarbejde mellem landsbyer kan få folk til at flytte til området, frem for at flytte fra området.

Tre kommende initiativer skal gavne hele området

Med kåringen som Årets Lokalområde følger en pris på 40.000 kr. til det projekt eller de projekter, som området har størst ønske om at opfylde. Landsbyerne Silkeborg Nord vil bruge pengene på tre initiativer, som gavner alle beboerne i lokalområdet. Pengene skal gå til:

  • En fælles grejbank til opbevaring af udstyr til områdets arrangementer, byfester o. lign.
  • En fælles online kalender
  • En film til promovering af landsbyklyngens område, byer og muligheder.

Med prisen som Årets Lokalområde følger også en anerkendelse af landsbyklyngens arbejde. Landsbyerne Silkeborg Nord håber, at prisen som Årets Lokalområde vil øge kendskabet til klyngen, og hvad klyngen kan gøre.

Sidst opdateret