Selvbetjening og tidsbestilling

Plan for udvikling af Søfronten

Byrådet har netop godkendt en udviklingsplan for Søfronten. Den sætter retningen for, hvordan området langs Søfronten ved Silkeborg midtby skal omdannes til en grøn bypark med plads til kultur, outdoor-aktiviteter og byliv.

Outdooraktiviteter og leg langs søbredden, et kulturelt samlingspunkt med plads til et nyt og anderledes Museum Jorn, en oplevelsesrute gennem natur- og kulturperler, nye boliger og flytning af to store veje. Det er nogle af elementerne i den nye udviklingsplan, der viser vejen for, hvordan de helt centrale arealer langs Søfronten i Silkeborg skal udvikle sig.

Formålet med udviklingsplanen er at sikre, at Silkeborgs midtby også i fremtiden er præget af liv, handel og oplevelser i en tid, hvor danske byers bymidter og handelslivet er under hastig forandring. Samtidig skal den binde naturen og Silkeborg midtby bedre sammen. 

I videoen herunder kan du se, hvad udviklingen af Søfronten indebærer, og hvordan det kommer til at foregå.

 

En plan, der vil udvikle sig over tid
Omdannelsen af Søfronten er omfattende og vil komme til at foregå over en årrække. Tidsplanen for projektet afhænger blandt andet af, hvor pengene kan findes, og om de store fonde, private grundejere og bygherrer vil være med til at gøre planen til virkelighed.

Borgere, foreninger og andre interesserede vil blive inddraget undervejs i projekterne, så de sammen med byrådet kan forme, hvordan tingene kommer til at se ud.

Planen bygger på de bedste idéer fra en arkitektkonkurrence med deltagelse af tre internationale arkitektteams. Konkurrencen blev afviklet i 2018 -2019 af Silkeborg Kommune, Realdania og lokale samarbejdspartnere.

Se udviklingsplanen for Søfronten

Udviklingsplanen for Søfronten bygger på seks bærende principper

1. Fra trafik og biler til bypark med mennesker og byliv

  • I dag er det veje og parkeringspladser for biler, som dominerer.
  • I fremtiden bliver Søfronten omdannet til en grøn bypark med plads til leg, bevægelse, kultur og møder mellem mennesker.
  • Det bliver en Søfront, som vil styrke Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad.
  • Samtidig bliver der skabt gode forbindelser til Torvet og gågaderne, og til Søtorvet, Papirfabrikken og Havnen.

2. Søvej og Christian 8.s Vej skal flyttes

  • Søvej skal flyttes væk fra søen og om på den anden side af rådhuset.
  • Christian 8.s Vej skal også flyttes væk fra søen.
  • Det skaber plads til en grøn bypark, hvor der i dag er veje og parkering.

3. Kulturdynamo med udgangspunkt i et nyt Museum Jorn

  • Vest for rådhuset skal der være et kulturelt samlingspunkt med plads til et helt nyt og anderledes Museum Jorn og en række andre funktioner, der forener kultur og outdoor.
  • Det skal være et kraftcenter for kunst, kultur og kreativitet og et arkitektonisk vartegn for Søfronten.
  • En attraktion, der skaber byliv - også uden for butikkernes åbningstider.

4. Sportshub øst for rådhuset

  • Øst for rådhuset skal der være en sportshub til outdoor-aktiviteter, leg og bevægelse.
  • Det bliver et mødested og et samlingspunkt, som skaber byliv, og der er plads til fx et søbad, aktiviteter, legeplads og en tribune på en grøn bakke.
  • Den grønne bakke skal forbinde Søfronten og Søtorvet med en grøn fodgængerbro hen over Christian 8.s Vej.
  • Sportshubben skjuler desuden en parkeringskælder nede under den grønne bakke - en bakke, som bliver Silkeborgs grønne port til midtbyen.

5. Boliger skaber mere byliv

  • Nye boliger betyder flere mennesker, og flere mennesker betyder endnu mere liv i byen - hele døgnet, hele året.
  • Langs Søfronten er der mulighed for at placere boliger flere steder.
  • Syd for rådhuset kan det eksisterende byggeri omdannes til boliger.
  • Og ved byparken - både længst mod vest og længst mod øst - er der mulighed for at bygge boliger, hvis byrådet beslutter det.

6. Parkering samles på få steder

  • For at få frigjort arealer til byparken bliver bilparkering samlet i nogle få parkeringshuse og parkeringskældre.
  • Det betyder, at bilerne kommer til at fylde mindst muligt i bybilledet.
  • Syd for rådhuset kan der bygges et p-hus med boliger oven på.
  • Mod øst, under den grønne bakke ved Sportshubben kan vi skjule en p-kælder.
  • Og vest for rådhuset skal parkeringsmulighederne ved kulturdynamoen undersøges.

Udviklingsplanen bliver realiseret gennem syv delprojekter

1. Rammelokalplan

  • Først skal der udarbejdes en rammelokalplan, som fastlægger de overordnede rammer og de bærende principper for de store forandringer.
  • Der skal tages højde for søbeskyttelseslinjen, og der skal udarbejdes en VVM-rapport med en vurdering af virkningerne på natur og mennesker.

2. Veje flyttes

  • Næste skridt er at flytte Søvej og Christian 8.s Vej.
  • Blandt andet skal vi bygge en ny Søgade syd for Rådhuset, før vi kan nedlægge Søvej.
  • Flytningen af vejene er hele forudsætningen for, at vi kan skabe en bypark.

3. Rådhuset

  • Rådhuset spiller en central rolle i udviklingsplanen.
  • Der skal udarbejdes en plan for rådhusets forplads til byparken, og vi skal beslutte, hvordan passagen fra byen gennem rådhuset til byparken skal være.
  • Måske skal dele af rådhusets stueplan omdannes til offentlige formål med fx en park-restaurant.

4. Sportshubben og Søfronten Øst

  • Øst for rådhuset skal vi beslutte, hvordan Sportshubben skal se ud, og hvilke sports- og fritidsaktiviteter, den skal rumme.

5. Søfronten Vest

  • Mod vest skal vi beslutte, hvordan byparken skal se ud.
  • Skal der bygges boliger ved byparken?
  • Og kan der laves en ny parkeringsløsning, måske i samarbejde med Jyske Bank?

6. Kulturdynamo og passagen ved Hotel Dania

  • Midt på Søfronten, lige vest for Rådhuset, er der reserveret plads til en kulturdynamo med udgangspunkt i et nyt Museum Jorn som et ankerpunkt for bylivet.
  • Der skal sandsynligvis gennemføres en arkitektkonkurrence for det nye og anderledes Museum Jorn og de øvrige funktioner, der forener kultur og outdoor under samme tag.
  • Vi skal også beslutte, hvordan den vigtige forbindelse op til Torvet og midtbyen via passagen ved Hotel Dania skal udformes.

7. Silkeruten

  • Et af forslagene fra arkitektkonkurrencen om Søfronten er Silkeruten.
  • Det er en rute, som binder Søfronten og bymidten sammen med naturen og kulturen via stier og ruter både til lands og til vands.
  • Silkeruten kommer til at løbe lige gennem byparken.
  • Ruten er så enkel, at den kan blive det første projekt, vi gennemfører – og vi kan videreudvikle den i de kommende år.
Sidst opdateret