Selvbetjening og tidsbestilling

Sådan kommer Silkeborgs nye oplevelsesrute til at se ud

Planen for Silkeborgs nye oplevelsesrute, der binder bymidten sammen med naturen og kulturen, er nu på plads. Ruten fører gennem smuk natur, historiske attraktioner og kulturelle perler.

Stierne har været der længe, men til august/september 2020 kan silkeborgensere og turister gå eller løbe tolv kilometer gennem den smukke natur, der omgiver Silkeborg midtby, via en sammenhængende oplevelsesrute under navnet Silkeruten.

Idéen er at samle de mange bynære outdoor-oplevelser i én rute, så det bliver lettere at gå på opdagelse i den varierede natur med både vand og skov, som kendetegner Silkeborg.

Den tolv kilometer lange rute løber fra Odden mod nord, langs søfronten og forbi havnen. Herfra fortsætter den til de nyanlagte søbade i syd og videre ind i Vesterskoven.

Silkeruten er en del af den store udviklingsplan, der er lavet for de attraktive arealer langs Søfronten, og dermed bliver ruten, det første projekt, der realiseres.

Læs mere om planerne for Søfronten

Byliv og kultur er også en del af oplevelsen
Selv om ruten primært løber gennem naturen, giver den også mulighed for at besøge Silkeborgs hyggelige bymidte og for flere kulturelle og historiske afstikkere.

Den fører blandt andet forbi Museum Jorn, Silkeborg Museum, Aqua Akvarium og Dyrepark og Kunstcentret Silkeborg Bad. Og i skoven omkring netop Silkeborg Bad kan man opleve flere spor fra 2. verdenskrig blandt andet skyttegrave og bunkere.

Ruten videreudvikles
Den kuperede natur kan i første omgang opleves til lands, men det er planen, at ruten på sigt også skal kunne opleves til vands fra havkajakken eller SUP boardet. Derudover arbejdes der på flere tiltag, der kan styrke ruten og brugeroplevelsen.

I den kommende tid får ruten ny skiltning, stier rettes op og til august/september planlægges en større indvielse af ruten.

For nærmere information
Hans Okholm, formand Plan- og Vejudvalget 2488 3939
Johan Brødsgaard, formand Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, 5016 6762

Fakta om Silkeruten

  • Silkeruten er en 12 kilometer lang gang- og løberute hele vejen rundt om Silkeborg midtby.
  • Ruten byder på flotte udsigter, kuperet terræn, skiftende natur og spændende kulturinstitutioner.
  • Der etableres tre såkaldte ’startsteder’ – ét på Odden, ét på P-pladsen ved Ørnsø og ét i Indelukket, hvor man kan parkere. Her vil der ligeledes blive opsat information om rutens forløb og seværdigheder undervejs.
  • Ruteforløbet vil blive markeret med piktogrammer på pæle efter Naturstyrelsens skiltekoncept. 
  • Naturstyrelsen vil udbedre stien omkring Ørnsø og Lysbro for at øge farbarheden. I perioder hvor vandstanden bliver for høj omkring Ørnsø, forslås en alternativ rute langs Herningvej.
  • Der udvikles en digital platform for ruten, der udover selve rutebeskrivelsen, giver et overblik over de natur- og kulturperler, som ruten forbinder eller knytter an til.

Tidsplan

  • April – maj: Udvikling af visuel identitet
  • juni – juli: Indkøb og opsætning af skilte og rutemarkering
  • August – september: Indvielsesevent
  • 2020-2021:Udarbejdelse af katalog til at styrke og fremme SilkeRuten som koncept, herunder forslag til opfølgende anlægsinvesteringer

Oplevelser på ruten

  • Silkeborgs hyggelige gågader
  • Silkeborgs søfront og havnen
  • Østre- og Vestre Søbad
  • Aqua Akvarium og Dyrepark
  • Indelukket – park og bådhavn
  • Museum Jorn
  • Silkeborg Museum
  • Jysk Musikteater
  • Kunstcenter Silkeborg Bad
  • Odden, Vesterskov, Lysbro Skov
  • M.fl.

 

Sidst opdateret