Selvbetjening og tidsbestilling

Silkeborg halverer sagsbehandlingstid og slår ny rekord i antal byggesager

På trods af rekordhøj byggeaktivitet i Silkeborg Kommune er sagsbehandlingstiden på byggesager halveret fra 2018 til 2019.

Sagsbehandlingstiden er faldet fra i gennemsnit 58 dage i 2018 til i gennemsnit 28 dage i 2019. Det viser en helt ny opgørelse fra Silkeborg Kommune.

Silkeborg er en vækstkommune, og det afspejler sig også i antallet af byggesager. 

I 2017 afsluttede kommunen 1029 byggesager, i 2018 1126 byggesager og i 2019 viser den nye opgørelse 1181 afsluttede byggesager, hvilket slår rekorden fra 2018.

- Silkeborgs erhvervsklima er i 2019 kommet i top 10 blandt de danske kommuner, og med den store vækst i antallet af byggesager betyder sagsbehandlingstiden rigtig meget både for erhvervslivet og for borgerne, siger borgmester Steen Vindum.

- Når vi på trods af det rekordhøje antal byggesager formår at halvere sagsbehandlingstiden skyldes det en dygtig indsats fra vores medarbejdere, ansættelsen af to ekstra byggesagsbehandlere, og at vi har indført en ny og mere effektiv sagsbehandling, siger Steen Vindum.

Sidst opdateret