Selvbetjening

Sejs og Svejbæk bliver til Sejs-Svejbæk

Stednavneudvalget har blåstemplet bynavnet.

Sejs-Svejbæk er i forvejen et sogn. Nu bliver det også navnet på en by.

Stednavneudvalget under Kulturministeriet har i et svar til Silkeborg Kommune sagt god for navneskiftet. Udvalget lægger vægt på, at navnet eksisterer i forvejen. Sejs-Svejbæk er det autoriserede navn på et sogn i Silkeborg Kommune, og efter aftale med Geodatastyrelsen bliver det nu tilføjet, at det også er navnet på en by.

Sejs har i øvrigt ifølge Stednavneudvalget status som bydel i Sejs-Svejbæk Sogn, mens Svejbæk er en by. Fremover vil både Sejs og Svejbæk være bydele i byen Sejs-Svejbæk, og optræde med den status på Stednavneudvalgets liste, fremgår det af svaret til Silkeborg Kommune.

Navneskiftet er udløst af, at Vejdirektoratet kun vil have ét bynavn på skiltet ved Silkeborgmotorvejen. Men der er flere argumenter for. De to byer er for længst fysisk vokset sammen, de har samme postnummer og er også i planmæssig sammenhæng ét byområde:

”Området er i forvejen kendt som Sejs-Svejbæk, og med afgørelsen fra Stednavneudvalget får de to byer lov at beholde deres stednavne, sådan som flere har ønsket”, siger formanden for Vej og Trafikudvalget Frank Borch-Olsen (K).

Forslaget har været i høring i tre uger. Nogle har protesteret, men et lille flertal støttede navneskiftet, da Sejs-Svejbæk Lokalråd gennemførte en digital afstemning.

Lokalrådet har lagt vægt på, at begge bynavne stadig vil være at finde på offentlige kort og skilte.