I 2014 igangsatte Silkeborg Kommune et arbejde med, at få socialøkonomi på dagsordenen – ved at understøtte og inspirere både virksomheder og iværksættere til at tænke i sociale forandringer. Det resulterede i, at de første socialøkonomiske virksomheder blev etableret, og der blev udformet en strategi, som skulle være retningsgivende frem mod 2020. En af de centrale forudsætninger for de gode resultater har været at tilbyde én indgang til iværksættere og virksomheder, som driver eller ønsker at drive en socialøkonomisk virksomhed. Dette vil fortsat være et helt centralt element. Strategien for 2020 til 2025 bygger således videre på det stærke fundament og sætter samtidig barren højere. En ambition er, at strategien understøtter næste fase af udviklingen, hvor de socialøkonomiske virksomheder konsoliderer sig yderligere som selvbærende virksomheder.
Succeskriterier
-
At etablere gode samarbejdsrelationer med virksomhederne og være en attraktiv partner med henblik på at udvikle virksomhedens sociale ansvar.
- At, der etableres 10 nye socialøkonomiske virksomheder.
- At der skabes minimum 100 nye stillinger til borgere med begrænset arbejdsevne - både hos eksisterende og nye socialøkonomiske virksomheder.
- At der indgås endnu flere partnerskabsaftaler internt i Silkeborg Kommune.
- At der etableres 10 nye partnerskabsaftaler mellem socialøkonomiske virksomheder og små- og mellemstore virksomheder
Med denne strategi vil Silkeborg Kommune fortsat understøtte en bæredygtig vækst, hvor det både handler om den økonomiske bundlinje og den sociale bundlinje. Ambitionen er, at de socialøkonomiske virksomheder i samarbejde med Silkeborg Kommune går forrest i forhold til social ansvarlighed og bidrager til, at sikre at endnu flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet får muligheden for at blive en del af arbejdsmarkedet og dermed skabe øget livskvalitet blandt borgere i kommunen.
Bæredygtig vækst
Vi ved allerede, at en socialøkonomisk tilgang bidrager positivt til Silkeborg Kommunes økonomi, da det medvirker til flere virksomheder, færre ledige borgere og dermed færre overførselsudgifter. Det understøttes yderligere af, at socialøkonomiske virksomheder reinvesterer en del af overskuddet i virksomhedens- eller andre sociale formål. Vi er gået skridtet videre i et internt partnerskab med Teknik og Miljø omkring cirkulær økonomi, hvor omdrejningspunktet er genbrug, genanvendelse og at mindske ressourcespild. Det betyder, at vi i dialogen med de socialøkonomiske virksomheder drøfter muligheden for at løse opgaver, som omhandler effektiv udnyttelse af ressourcer, klimavenlig affaldssortering og genanvendelse. Ambitionen er, at udvalgte socialøkonomiske virksomheder vil blive mønstereksempler på, hvordan målene fra klimaloven kan omsættes.
Social ansvarlighed
Vi oplever, at både ordinære og socialøkonomiske virksomheder ønsker at tage socialt ansvar for deres medarbejdere og lokalsamfund. Ofte indgår de i positive relationer med lokalsamfundet og samarbejder med andre virksomheder, som ønsker at tage et socialt ansvar. Oftest anser de også borgere med nedsat arbejdsevne som en ressource, der kan bidrage på lige fod med alle andre. Der er mange områder, hvor man kan udvise social ansvarlighed, men vi tror i særlig grad på dannelsen af partnerskaber, hvor to eller flere parter kombinerer deres ressourcer og kompetencer. Det er desuden muligt for virksomhederne at gå i dialog med de forskellige kommunale afdelinger til en drøftelse af, hvordan man kan understøtte hinanden i at udvise social ansvarlighed.
Øget livskvalitet
Vi tror på, at det at have et arbejde, har afgørende betydning for, at man har god livskvalitet. Ligeledes tror vi på, at alle har brug for at være en del af og bidrage til et fællesskab, og derfor er der brug for både ordinære og socialøkonomiske virksomheder, som vil gå forrest ift. at skabe rummelige arbejdspladser og dermed øge livskvaliteten blandt alle medarbejdere uanset deres livssituation. For nogle borgere er det realistisk at arbejde 5 timer om ugen, ligesom der kan være behov for, at der tages helt konkrete skånehensyn - mere skal der nødvendigvis ikke til. Til gengæld kan det gøre en stor forskel for den enkeltes livskvalitet at løse konkrete arbejdsopgaver og bidrage til, at der stræbes mod et fælles mål på en arbejdsplads. Hvad der netop kendetegner Silkeborg Kommunes tilgang til socialøkonomi bliver beskrevet yderligere på de næste sider.