Selvbetjening og tidsbestilling

Byrådet har besluttet - oktober 2020

Mandag 26. oktober var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Få et kort overbliv over byrådets beslutninger

Høringer - få indflydelse

Plads til børnehus og flere boliger i Astrid Lindgrenskvarter
Balle: Der er et nyt projekt på vej i Astrid Lindgrenskvarteret i Balle, og det kræver en ny lokalplan. Forslaget stemmer overens med strukturplanen for kvarteret og skaber rammer for 225 boliger. Det drejer sig om 15 åben-lav boliger i op til 2 etager og 210 tæt-lave boliger i op til 2 etager. Der er også sat plads af til et børnehus med plads til 100-140 børn. Forslaget indeholder desuden et rekreativt område op mod Silkeborgmotorvejen. Byrådet har sendt forslaget i 4 ugers høring.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 3

Forslag til lokalplan for boliger i Linå

Linå: Byggeselskabet af 27. maj 2008 A/S ønsker at bygge 12 dobbelthuse med samlet 24 boliger i den østlige del af Linå. Nu er der udarbejdet et forslag til en lokalplan for området. Forslaget indeholder tæt-lave huse med grønne fællesarealer, der skal være en markant overgang mellem land og by, boligerne skal have sadeltag og passe til dobbelthusene på Overgårdsvænget. Desuden skal der ikke kunne bygges i den nordlige del af området, og grundene skal passe til terrænet. Byrådet har sendt forslaget i 8 ugers høring.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 4

Højere bebyggelsesprocent i Gjessø
Gjessø: Ud mod Sønder Gjessøvej er der kommunale byggegrunde til salg. Der er bygget en del, men der er stadig plads til flere huse. I øjeblikket er bebyggelsesprocenten 25%, men bliver den hævet til 30% vil det give mulighed for at bygge tæt-lave huse. Det kræver et tillæg til områdets lokalplan, og byrådet har sendt et forslag i 2 uger høring.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 5

Beslutninger og godkendelser

Stedfortræder for Hans Okholm
Silkeborg Kommune: Hans Okholm fra SF har bedt om orlov indtil videre frem til 9. november på grund af en planlagt operation. Byrådet har godkendt, at 2. stedfortræder Erik Markvad Jørgensen kan indkaldes for perioden. Han overtager desuden Hans Okholm udvalgsposter.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 1

18 lejligheder på Dalgasgade
Sydbyen: Det er nu muligt at bygge 18 lejligheder ved siden af FOA på Dalgasgade, efter at byrådet har vedtaget en lokalplan for området endeligt. Lejlighederne kommer til at ligge i 2 bygninger med sadeltag og varierede højder i 1-4 etager. De skal fremstå som en samlet helhed i farver, form, samt harmonere med bygningerne på Dalgasgade.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 6

Ja til boliger på Dybdalsvej og Svinget i Sorring
Sorring: Byrådet har endeligt vedtaget en lokalplan samt et kommuneplantillæg, der giver plads til både tæt-lave huse samt parcelhuse og Dybdalsvej og Svinget i Sorring. Planerne har været i 8 ugers høring, og der kom 5 svar, hvoraf det ene er skrevet under af 23 beboere i området. Planen er derfor ændret på flere områder: Antennemastens placering skal fremgå af kortbilag 4, og Husene må max være 6 meter højde og i en etage i delområde II. 
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 7

3,5 mio. kroner til trafiksikkerhed
Silkeborg Kommune: Byrådet har besluttet at bruge 3,5 mio. kroner på projekter fra Trafiksikkerhedsplanen. Det drejer sig om: Horn ved krydset ved Tvilum Kirkevej-Sølvstensvej- Grønningen, Kjellerupvej på strækningen mellem Silkeborgvej og Resdal Bakke. Ryvej ved Salten Skov. Hovedgaden i Bryrup, Hjortgårdsvej i Voel ved Sorringvej, Nordre Højmarksvej ved Ørstedsvej, Silkeborg, samt Resdal Bakke, krydset ved Viborgvej og Høgdalvej.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 9

Aftale om det specialiserede socialområde

Silkeborg Kommune: Region Midtjylland og regionens kommuner har aftalt rammerne for samarbejdet i 2021-22. De overordnede områder for faglig udvikling er den nære psykiatri og borgere med komplekse udfordringer. Formålet at forbedre og udvikle den nære psykiatri ved at sætte fokus på den brede trivselsdagsorden, forebygge psykisk sygdom og indsatser for svært psykisk syge. Byrådet har godkendt rammeaftalen.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 10

Ankestyrelsens afgørelser i 2019

Silkeborg Kommune: Hvert år tegner Ankestyrelsen et danmarkskort over danske kommuners sager om sociale service, der er endt i Ankestyrelsen, og hvilke afgørelser der blev truffet. Silkeborg Kommunes fordeling af ansvarsområder, svarer ikke til den metode Ankestyrelsen opgør tallene efter, og det er derfor svært at sammenligne med landstallet. Byrådet blev orienteret om Ankestyrelsens sociale danmarkskort, og Silkeborg Kommunes tal.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 11

Fælles beredskabsplan bliver ændret

Silkeborg Kommune: Silkeborg og Viborg Kommuner arbejder sammen om beredskab. I øjeblikket er beredskabsplanerne identiske, men efter at have evalueret beredskabet vurderer beredskabskommissionen, at planerne ikke nødvendigvis skal være identiske på alle områder. Planen skal sikre et robust beredskab, så borgere, erhvervsliv og medarbejdere trygt og sikkert kan videreføre deres aktiviteter, også selvom der opstår en ekstraordinær hændelse, der påvirker udførelsen af kommunens kritiske funktioner. Byrådet har godkendt forslaget til Silkeborg Kommunes beredskabsplan. Viborg Kommune har endnu ikke evalueret den fælles politik.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 12

Ringgården bygges om og renoveres
Alderslyst: Arbejdernes Byggeforening ønsker at renovere, ombygge og nedlægge 31 enkeltværelser 31 enkeltværelser i afdeling 2, Ringgårdsvej 2-12, Nylandsvej 19-33, Plantagevej 2-8 og Ravnholtsvej 11-23, Silkeborg, så der efter sammenlægning og renovering er 153 boliger. Ringgården blev bygget i 1949-51, så indretningen opfylder ikke nutidens krav og ønsker. Byrådet har godkendt byggeplanerne.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 13

Arealet ved Levring Branddam har ukendt ejer

Levring: Borgerkontakten Levring har anmodet om at opføre et madpakkehus ved branddammen i Levring. Men nu har det vist sig, at arealet slet ikke er ejet af Silkeborg Kommune som antaget, men i stedet af ”ukendt ejer”. Så det er ikke muligt at give Borgerkontakten Levring lov til at opføre et madpakkehus. Det kræver en ejendomsdom. Byrådet har besluttet at sætte processen bag en ejendomsdom i gang. Hvis retten skønner det nødvendigt, vil der forud for retsmødet blive indkaldt til retsmøde via annoncering i Statstidende og mindst to dagblade. Hvis der ikke fremsættes indsigelser mod kommunens adkomst på retsmødet, vil der blive afsagt kendelse, og adkomsten noteres i tingbogen.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 14

Ungdomsuddannelsessteders ejendomme fritages for grundskyld
Silkeborg: I budgetforliget for 2020-2023 besluttede partierne, at College 360, Silkeborg Gymnasium, SOSU Østjylland afd. Silkeborg, Th. Langs HF & VUC skal ikke længere betale grundskyld på deres ejendomme. Grundskylden er endeligt udfaset i 2023. Byrådet har besluttet at det skal ske på følgende måde: 33 % i 2021, 66 % i 2022 og 100 % i 2023. Der skal dog stadig betales grundskyld for bygninger, der er lejet ud.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 15

Investeringer i energibesparelse giver pengene igen

Silkeborg Kommune: i 2018 og 2019 blev der udført energibesparende projekter på de kommunale ejendomme for i alt 15,3 mio. kroner. Projekterne handler om lys både udenfor og indenfor, ventilation mv. Der er desuden renoveret bygninger for 15,7 mio. kroner. Byrådet har godkendt regnskaberne.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 16

Silkeborg Motion-Tri Klub giver en mio. kroner til trailcenter

Silkeborg: Silkeborg Motion-Tri Klub ønsker sig klublokaler i det kommende traillcenter nær Aqua. Klubben har samlet 1 mio. kroner ind og vil forære pengene til Silkeborg Kommune. Klubben har tidligere søgt om – og modtaget – 1 mio. kroner til klublokalerne fra puljen til lokalt initierede projekter. Det beløb kommer i stedet til at indgå i de samlede udgifter. Byrådet har godkendt at der nu er 18 mio. kroner til at bygge for i stedet for de oprindelige 16 mio. kroner.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 17

250.000 til legeplads og aktivitetsområde i Buskelund

Silkeborg: Foreningen Aktiv Buskelund har planer om at bygge en legeplads og et aktivitetsområde til glæde for borgere i alle aldre og som idrætsforeninger, skoler og daginstitutioner også kan benytte sig af. Noget af området bliver overdækket med plads til fitness. Projektet kommer til at koste 500.000 kroner og Aktiv Buskelund har søgt om et tilskud på 250.000 kroner. Byrådet har bevilget pengene.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 18

2 mio. kroner til padelbaner ved Silkeborg Tennisklub
Silkeborg: Silkeborg Tennisklub har planer om at bygge en hal til padeltennis i Søholt Idrætspark og har søgt om 2 mio. kroner til projektet, der har et samlet budget på 5 mio. kroner. Byrådet har bevilget pengene.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 19

Nye regler for vederlag

Silkeborg Kommune: Social- og Indenrigsministeriet har pr. 30. september 2020 ændret regelsættet omkring byrådsmedlemmers fravær, stedfortræderes vederlag både i udvalg og ved byrådsmøder samt ved inhabilitet. Byrådet har godkendt et nyt regelsæt.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 20

Helle Gade kommer i Økonomi- og Erhvervsudvalget
Silkeborg Kommune: Byrådet har godkendt at Helle Gade indtræder i Økonomi- go Erhvervsudvalget i stedet for Lars Faarup.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 21

Nej til at modtage flygtningebørn
Silkeborg Kommune: Byrådsgrupperne for Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har anmodet om at få en sag på byrådets dagsorden om at tilkendegive, at Silkeborg Kommune stiller sig til rådighed til at modtage flygtningebørn fra flygtningelejre i Grækenland. Forslaget faldt.
Byrådsmødet, mandag 26. oktober, sag 22



Sidst opdateret