---
title: "Baggrund og metodik for pædagogisk tilsyn i dagtilbud"
description: "Baggrund, formål, kvalitetsparametre og metode vedrørende tilsyn i dagtilbud"
date: "2026-09-11"
created: "2023-06-06"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Borger](https://silkeborg.dk/borger)

                    [Børn og familie](https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie)

                    [Dagpleje, vuggestue og børnehave](https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/dagpleje-vuggestue-og-boernehave)

                    [Pædagogisk tilsyn](https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/dagpleje-vuggestue-og-boernehave/paedagogisk-tilsyn)

                [Baggrund og metodik for pædagogisk tilsyn i dagtilbud](https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/dagpleje-vuggestue-og-boernehave/paedagogisk-tilsyn/baggrund-og-metodik-for-paedagogisk-tilsyn-i-dagtilbud)

# Baggrund og metodik for pædagogisk tilsyn i dagtilbud

Her kan du læse en beskrivelse af baggrund, formål, kvalitetsparametre og metode vedrørende pædagogisk tilsyn i dagtilbud i Silkeborg kommune.

## Ny ramme for pædagogisk tilsyn i dagtilbud

De nationale kvalitetsundersøgelser på dagtilbudsområdet samt regelforenklingerne i dagtilbudsloven, der trådte i kraft 1. januar 2025, har givet anledning til en fornyet vurdering af pædagogiske tilsyn i Silkeborg Kommune.

På den baggrund blev Dagtilbud- og Familieudvalget den 6. maj 2026 orienteret om en ny ramme for det pædagogiske tilsyn i dagtilbud. Rammen beskriver den fremadrettede tilrettelæggelse af tilsynet og skal understøtte et systematisk og kvalitetsudviklende tilsyn på dagtilbudsområdet.

Den godkendte ramme kan læses via nedenstående link:

[Orientering om ny tilsynsmodel på dagtilbudsområdet](https://dagsordener.silkeborg.dk/vis?Referat-Dagtilbuds--og-Familieudvalget-d.06-05-2026-kl.08.15&amp;id=adc6fef0-5ebc-4fb7-b73d-bff1b1aacdaf "Orientering om ny tilsynsmodel på dagtilbudsområdet")

I Silkeborg Kommune gennemføres det lovpligtige pædagogiske tilsyn i overensstemmelse med dagtilbudsloven. Tilsynet skal både understøtte den løbende kvalitetsudvikling og sikre, at dagtilbuddene arbejder i overensstemmelse med det pædagogiske grundlag.

Det pædagogiske tilsyn består af følgende centrale elementer:

- uanmeldte observationer af praksis
- en anmeldt tilsynssamtale
- inddragelse af relevant data
- sikring af uvildighed i tilsynet
- inddragelse af forældreperspektivet

## Metode og systematik i det pædagogiske tilsyn

I de kommunale dagtilbud udføres tilsynet således, at alle dagtilbud får minimum et tilsyn hvert andet år.

Tilsyn i dagtilbud gennemføres af tilsynskonsulenter i forvaltningen. Konsulenterne observerer over en hel dag i daginstitutioner og en formiddag i dagplejen. Til observationerne anvendes observationsredskabet KIDS – Kvalitetsudvikling i Dagtilbud – som konsulenterne er certificeret i brugen af. KIDS skal bidrage med en fælles kvalitetsforståelse, der sikrer udvikling og et skærpet blik for hvad børnene kalder på.

Ud fra observationerne besvarer konsulenterne en række spørgsmål indenfor tre hovedtemaer: Fysiske rammer (inde og ude), Relationer og Leg og Aktivitet. Data fra observationerne samles i en observationsrapport, der anvendes under den anmeldte tilsynssamtale.

Til tilsynssamtalen deltager institutionsleder, dagligleder for børnehuset, repræsentant fra forældrebestyrelsen, medarbejderrepræsentanter og tilsynskonsulenten. I dagplejen deltager den enkelte dagplejer og en pædagogisk leder fra dagplejen.

Lovgivningens krav om uanmeldte og anmeldte tilsynsbesøg udmøntes derfor ved, at observationen er uanmeldt og tilsynsmødet er anmeldt.

Tilsynet sammenfattes i en vurdering af dagtilbuddets kvalitet og der aftales hvilke udviklingspunkter, der skal arbejdes med fremadrettet. Hvis tilsynet giver anledning til bekymringer eller alvorlige bekymringer, er der krav om skærpet tilsyn.

Kommune skal hvert andet år offentliggør en tilsynsrapport for hvert enkelt børnehus. For dagplejen skal der minimum hvert andet år offentliggøres en samlet tilsynsrapport. Formålet med tilsynsrapporten er at bidrage til åbenhed og gennemsigtighed om kvaliteten, ligesom tilsynsrapporten skal indgå i den løbende kvalitetsudvikling af dagtilbuddene.

Tilsynsrapporter offentliggøres på Silkeborg Kommunes hjemmeside, og du kan finde de enkelte rapporter via menuen i venstre side.

Silkeborg Kommune har indkøbt tilsynsmodulet i IT-systemet Hjernen & Hjertet til at understøtte tilsyn i dagtilbud i Silkeborg Kommune. Hjernen & Hjertet anvendes også til at understøtte sprogvurderinger og trivselsvurderinger.

Pædagogisk tilsyn i private daginstitutioner og private pasningsordninger skal stå mål med tilsyn i de kommunale dagtilbud.

Der er ikke krav om at offentliggøre tilsynsrapporter for de private pasningsordninger i kommunen.

## Kontakt

**Fællessekretariatet**
                                    Søvej 1
                                        8600 Silkeborg

[Skriv til os](mailto:bornogfamilie@silkeborg.dk)

[Send sikkert](https://silkeborg.dk/kommunen/kontakt-og-aabningstider/send-os-en-mail)

[89 70 19 00](tel:89%2070%2019%2000)

Hvis du skal sende personfølsomme oplysninger, skal du sende via linket "Send sikkert".

**Telefontider**
