Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og familie Dagpleje, vuggestue og børnehave Retningslinjer for optagelse i kommunale og selvejende dagtilbud i Silkeborg Kommune

Retningslinjer for optagelse i kommunale og selvejende dagtilbud i Silkeborg Kommune

Børne- og Familieafdelingen, gældende fra januar 2024

Pasningsgaranti

Silkeborg Kommune har pasningsgaranti for børn i alderen 30 uger og indtil skolestart. Garantien gælder en plads i kommunen og ikke i et bestemt pasningstilbud eller distrikt. Der er garanti om en plads senest 3 måneder efter barnet er skrevet op på venteliste.

Vær opmærksom på, at pasningsgarantien kan ophøre, hvis man takker nej til et tilbud, og vil først være gældende igen 3 måneder efter en ny opskrivning. Det vil afhænge at det konkrete tilbud.

Ansøgning om en dagtilbudsplads

Ansøgning om vuggestue-, dagpleje- og børnehaveplads kan laves fra barnets fødsel. Hvis vi modtager ansøgningen senest 14 dage efter barnets fødsel, vil fødselsdagen være gældende som anciennitetsdato. Ansøger man på et senere tidspunkt, vil ansøgningstidspunktet være gældende som anciennitetsdato.

Der kan søges om optagelse i et dagtilbud enten pr. den 1. eller 16. i en måned. Hvis man f.eks. har behov for pasning den 10. skal man ansøge om plads fra den 1. Børnehaveplads søges fra den 1. i måneden efter, at barnet er fyldt 3 år, men børnehavepladsen kan blive tilbudt både 2 måneder før og efter denne dato.

Ansøgning om dagtilbudsplads for tilflyttere eller børn fra andre kommuner

Det er muligt at søge om optagelse i et dagtilbud for tilflyttere og for børn fra anden kommune, på lige fod med børn bosiddende i Silkeborg Kommune. Dog kan der ikke overføres anciennitet fra anden kommune.

Tildeling af plads til børn under 3 år

Pladserne tildeles som udgangspunkt to måneder før ønsket opstart, hvis der er ansøgt senest tre måneder før ønsket opstart.

Tildeling af plads til børn fra 3 år

Pladserne tildeles som udgangspunkt én måned før ønsket opstart, hvis der er ansøgt senest tre måneder før ønsket opstart.

Prioriteringer i forbindelse med tildeling af dagtilbudsplads

  • Forældrenes ønske om plads
  • Børn med søskende i samme dagtilbud
  • Børn med særlige pædagogiske eller sociale behov
  • Anciennitetsdato

Silkeborg Kommune kan i særlige tilfælde fravige overstående prioriteringer for tildeling af plads, hvis det f.eks. er hensigtsmæssigt for det enkelte børnehus eller aldersfordelingen. Det kan eventuelt være ved opstart eller nedlukning af et børnehus.

Hvis der ikke er plads i det ønskede dagtilbud, tilbydes der som udgangspunkt en alderssvarende plads i eget eller tilstødende distrikt.

Ved tildeling af pladser skelnes der ikke imellem om børn på listen flytter fra en anden plads, eller ikke er i pasning.

Optagelse i dagpleje og vuggestue

Børn i alderen op til 3 år optages i dagpleje eller vuggestue enten til den 1. eller den 16. i en måned med udgangspunkt i forældrenes ønsker.

Optagelse i børnehave

Børn fra 3-årsalderen optages i børnehave enten til den 1. eller 16. i en måned. Barnet kan tilbydes børnehaveplads i perioden fra barnet er 2 år og 10 måneder til barnet er 3 år og 2 måneder. Ved særlige årsager kan denne retningslinje fraviges, dog altid i dialog med dagtilbud og forældre.

Vuggestuebørn er altid sikret en børnehaveplads i det samme aldersintegrerede børnehus, hvis det ønskes.

Ønske om flytning til et andet dagtilbud

Det er muligt at ønske en flytning til et andet alderssvarende dagtilbud. Ansøgning om flytning sidestilles på ventelisten med øvrige ansøgninger og ansøgningen vurderes efter de samme kriterier som ansøgninger fra børn uden pasning. Anciennitetstidspunktet vil være den dag, hvor forældrene laver en ny ansøgning med tilkendegivelse af ønske om flytning.

Bevaring af oprindelig ventelisteansøgning

Hvis man accepterer et tilbud, som ikke er det eller de ønskede, kan man bevare sin oprindelige plads på ventelisten til ønske nr. 1 og dermed anciennitet. Dette gøres i forbindelse med accept af det tilbud man har fået.  

Hvis man efterfølgende takker nej til den ønskede plads, kan man ikke længere blive stående på ventelisten, og den oprindelige anciennitetsdato kan ikke bevares. 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje