Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Bolig og byggeri Bo i Silkeborg For lejere Beboerklagenævnet

Beboerklagenævnet

Beboerklagenævnet afgør tvister (uenigheder) mellem lejere og udlejere i almene boliger, altså hvis du bor til leje i en almen boligorganisation. Alle lejere og udlejere inden for det almene boligbyggeri kan derfor henvende sig.

Indsend sag til Beboerklagenævnet

Læs mere

Når du vil indbringe en sag i nævnet henviser vi til, at du benytter vores formular.

Indsend sag til Beboerklagenævnet

Formularen udfylder du direkte på hjemmesiden og afslutter ved at trykke send.

Såfremt du er repræsentant for lejer eller udlejer, anmodes du om at sende vedkommendes kontaktoplysninger, herunder gerne med mailadresse, sammen med den indbragte klage.

Det er vigtigt, at du udfylder alle de relevante felter i formularen, før du sender den til nævnet.

Det koster et gebyr at indbringe en sag. Du kan nedenfor læse mere om størrelsen på gebyret, og hvordan det skal betales.

Nævnet kan kun træffe afgørelse indenfor de områder, hvor Beboerklagenævnet i lovgivningen er tillagt kompetence.

Læs mere herom

I 2024 skal du betale 167 kr. pr. sag for at få sagen behandlet. Beløbet skal du indbetale samtidig med at du sender klagen. Husk at medsende dokumentation for indbetaling af gebyret. I modsat fald bliver sagen afvist. Beløbet bliver ikke tilbagebetalt, selvom du får medhold i sagen.

Du skal indbetale beløbet på kontonr. 7170 0001942816 med oplysning om dit navn og adressen på det lejemål du klager over.

Du skal sende klagen til Beboerklagenævnets sekretariat.

Beboerklagenævnet behandler sager vedrørende:

  • Boligens stand ved indflytning
  • Vedligeholdelse og istandsættelse
  • Modregning i depositum
  • Bytte og fremleje
  • Husordenovertrædelser (indbringes som regel af udlejer) og overtrædelse af god skik og orden i almindelighed
  • Lovligheden af trufne beslutninger i de beboerdemokratiske organer
  • Varslingers lovmæssige indhold ved huslejeforhøjelser
  • Forbrugsregnskaber
  • Fastsættelse af tidsfrist for udførelse af mangler i det lejede
  • Installationer og forbedringer af det lejede
  • A conto betalinger for forbrug
  • Beboerens betaling af fællesantenner m.v.
  • Tvister om anvisning af almene familieboliger

Beboerklagenævnet kan ikke tage stilling til:

  • Opsigelse eller ophævelse af et lejemål
  • Størrelsen af lejen og af lejeforhøjelser
  • Forholdsmæssigt afslag i lejens størrelse som følge af mangler ved det lejede

Hvis du som lejer oplever, at nogen i din ejendom har en uacceptabel adfærd, kan du henvende dig til din udlejer. Som hovedregel er det din udlejer, der indbringer sager for Beboerklagenævnet om overtrædelse af husordenen.

For at nævnet kan behandle sagen, skal den adfærd, du klager over, være udført af enten en lejer, lejerens husstand eller andre, som lejeren har givet adgang til ejendommen.

Hvis det er tilfældet, kan Beboerklagenævnet give den pågældende lejer en advarsel eller gøre lejeforholdet betinget (pålægge en retsfølge).

Overtrædelser af husordenen

Overtrædelser af husordenen kan eksempelvis være:

  • Adfærd til fare for andre
  • Udøvelse af chikane
  • Uacceptabel støj til væsentlig gene for andre eller støjende adfærd i øvrigt
  • Ødelæggelse af ejendommen
  • Vanrøgt af det lejede
  • Når lejerens husdyr er til gene
  • Når lejeren holder husdyr i strid med husordenen
Vedrørende vold og trusler om vold henvises til politiet.

Fire ugers frist til at gå videre med sagen

Udlejer har en frist på fire uger, når en lejer henvender sig med en klage over en anden lejer.

Hvis en udlejer ikke vil gå videre med sagen, kan en lejer selv indbringe den for Beboerklagenævnet. I givet fald skal lejeren dokumentere, at vedkommende forgæves har henvendt sig til sin udlejer.

Du kan ikke være anonym

Hvis en sag bliver indbragt for Beboerklagenævnet, kan du ikke være anonym.

Den lejer, du klager over, vil få forelagt klagerne, så vedkommende kan fortælle sin side af sagen.

Beboerklagenævnet modtager din klage og registrerer det indbetalte beløb før sagen bliver behandlet. Den skriftlige klage bliver sendt til modparten til udtalelse. Fristen for svar er som udgangspunkt 2 uger. Modparten kan dog i nogle tilfælde få fristen forlænget.

Efter modtagelse af svar fra modparten, vil sagsbehandleren vurdere, om sagen kræver yderligere oplysninger.

Hvis det bliver nødvendigt at besigtige lejligheden/ejendommen, eller at holde et møde på nævnets kontor, vil udlejer og lejer – og deres eventuelle repræsentanter – få besked herom med mindst 1 uges varsel.

Ved besigtigelsen/mødet deltager nævnets formand og medlemmer samt nævnets sekretær. I sager om husordensovertrædelser deltager tillige en social sagkyndig person.

Afgørelsen bliver sendt til udlejer og lejer samt deres eventuelle repræsentanter.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er ca. 6 måneder. Der kan dog gå kortere eller længere tid alt efter sagens karakter.

Sagsbehandlingstiden i husordenssager er typisk kortere.

Du skal i forbindelse med en sags indbringelse eller i dit svar til Beboerklagenævnet fremsende nedenstående supplerende dokumentation og oplysninger:

  • En kort beskrivelse af hvad det er du ønsker nævnet skal tage stilling til
  • Dokumentation for at klagen har været forelagt modparten
  • Dokumentation for indbetaling af gebyr skal vedlægges klagen
  • Kopi af bilag der dokumenterer klagen
  • Kopi af lejekontrakt
  • Evt. billeder

Beboerklagenævnet er en uvildig myndighed. Nævnet kan derfor ikke yde rådgivning til parterne.

Beboerklagenævnet vejleder kun om:

  • hvilke type sager du kan indbringe for nævnet
  • praktiske forhold i forbindelse med sagens forløb i nævnet
  • oplysninger om den konkrete lovgivning

 Hvis du derudover har brug for rådgivning, kan du søge hjælp hos en advokat, lejerorganisation eller udlejerorganisation. Du kan også kontakte en retshjælp

Både lejer og udlejer kan klage over Beboerklagenævnets afgørelse.

Hvis du vil klage over afgørelsen, skal du inden fire uger indbringe sagen for Boligretten.

Gå til domstol.dk

Beboerklagenævnet består af en formand og to andre medlemmer. Formanden udpeges af direktøren for Familieretshuset efter indstilling fra Byrådet og skal have bestået juridisk kandidateksamen. De to sagkyndige medlemmer, som repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer, vælges af Byrådet efter indstilling af henholdsvis de almene boligorganisationer og de større lejerforeninger i kommunen.

De nuværende medlemmer er:

Hans Henrik Edlund (formand)
René Kjær Rasmussen
Poul Erik Kristensen

Beboerklagenævnet skal orientere det kommunale tilsyn om nævnets afgørelser vedrørende lovligheden af beslutninger truffet af de beboerdemokratiske organer og tvister om anvisning af almene familieboliger. Nævnet orienterer også løbende det kommunale tilsyn om øvrige afgørelser i sager om forhold, der må antages at påvirke en større del af afdelingens beboere.

Hvis en boligorganisation undlader at efterleve en afgørelse fra Beboerklagenævnet, der ikke er indbragt for Boligretten inden for 4-ugers fristen, orienterer nævnet det kommunale tilsyn herom med henblik på tilsynets iværksættelse af en tilsynssag.

Det kommunale tilsyn henviser sager til Beboerklagenævnet, når Beboerklagenævnet har saglig kompetence til at tage stilling til en sag. I tvivlstilfælde vil det kommunale tilsyn og Beboerklagenævnet koordinere, hvem der har kompetence til at behandle sagen. 

Du kan læse mere om det kommunale tilsyn her

Ejendomsstaben

Beboerklagenævnets sekretariat Østergade 1 8600 Silkeborg
 
 

Telefontider

Anne Ipsen tlf. 23 46 74 13

Pernille Facius tlf. 51 23 83 86

Der er ikke mulighed for personligt fremmøde.

Send din sag digitalt via "Indsend sag til Beboerklagenævnet"

Lukkedage:

  • Juli måned
  • Dagene mellem jul og nytår
  • Dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag
  • Fredag efter Kristi Himmelfartsdag
  • Grundlovsdag

Henvendelser, herunder aktindsigtsanmodninger, der modtages i disse dage, vil derfor først blive behandlet efterfølgende.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje