Spilleregler for samarbejde mellem frivillige og fagpersoner
Aftale
Der er brug for faglighed og faste medarbejdere til at løse kommunens mange opgaver indenfor både børnepasning, ældrepleje, folkeskoler, socialforsorg, miljø og teknik. Opgaveløsningen forudsætter oftest særlige kompetencer, viden og erfaring.
Frivillige kan noget andet end det offentlige system, hvor det er lovgivningen, der fastsætter, hvilke opgaver der skal løftes. Frivillighed kan være fokuseret på at hjælpe nogen, men kan også handle om at dyrke en fælles interesse eller lave værdifulde tiltag i et lokalsamfund.
På velfærdsområderne vil man som offentligt ansat møde borgerne med bestemte mål, og man har en fastlagt tidsramme og arbejdstid. Frivillige kan tilbyde relationer og livskvalitet i friere rammer, hvor det fx blot handler om at være selskab og vise nærvær og omsorg. Frivillige kan derfor være et vigtigt supplement til at give borgere relationer med andre end professionelle.
I lokalområder kan frivillige medvirke til at skabe kvalitet, stolthed og sammenhold om det sted man bor og lever. De kan eksempelvis løfte opgaver på rekreative områder eller pasning, vedligehold og forskønnelse, som rækker ud over kommunens opgave og serviceniveau.
Samtidig er de danske kommuner er under forandring. Dels fordi vi mangler arbejdskraft på de store velfærdsområder, og fordi borgernes forventninger til velfærd er høje. Derfor er det også en nødvendighed, at kommunen åbner sig for samarbejde med civilsamfundet, så der skabes flere muligheder for eksempelvis fællesskaber, brug af netværk og inddragelse af frivillige i aktiviteter, der supplerer den professionelle indsats.
Silkeborg Kommune og de faglige organisationer skal i endnu højere grad tænke samarbejdet mellem ansatte og frivillige ind som et nødvendigt og værdifuldt supplement til den lovbundne kerneopgave. Samarbejdet skal ske på en måde, hvor de frivillige får mulighed for at byde ind, og hvor deres indsats bliver værdsat. Samtidig skal den frivillige indsats være tydeligt afgrænset, så de professionelle fortsat varetager det fulde ansvar for opgaver, der kræver faglighed og myndighed. For at styrke samarbejdet og for at fastholde den høje faglighed for borgerne, har Silkeborg Kommune og de faglige organisationer udformet nogle spilleregler for samarbejdet mellem ansatte og frivillige.
Spilleregler
Samarbejdet skal ske med respekt for den forskel, der er på ansatte og frivillige, hvor ansatte løser de opgaver, der er nedfældet i lovgivningen, og frivillige udfører opgaver, hvor der ikke kræves visitation, registreringer eller faglig indsigt. Traditioner, ressourcer og kompetencer har naturligvis indflydelse på, hvordan man bedst får det til at fungere netop der, hvor man er.
På mange institutioner, fx på plejehjem og på det sociale område, er der en tradition for, at ansatte og frivillige arbejder side om side med løsningen af opgaverne.
Andre steder udfører de frivillige ekstra funktioner, der får hverdagen til at glide nemmere eller skaber flere aktiviteter for borgeren, så borgeren derved oplever en bedre kvalitet. Men afgrænsningen mellem de frivillige og de professionelle skal ikke håndteres af den enkelte frivillige.
Ansatte løser opgaver, hvor der er visiteret en ydelse, eller hvor der er et lovgrundlag, der kræver faglighed og kompetence
Ansatte løser opgaver, der er nedfældet i lovgivningen og har ansvaret for at opgaverne løses på en måde, der svarer til borgernes rettigheder.
Frivillige løser alene opgaver efter aftale med ledelsen på institutionen eller virksomheden. Udfordringer i velfærdssamfundet må ikke krænke borgernes rettigheder.
Frivillige kan ikke overtage ansvar, der er nedfældet i lovgivningen
At civilsamfundet kommer mere på banen, betyder ikke, at ansvaret for institutionernes lovbundne opgaver kan flyttes fra professionelle til frivillige. Tværtimod er det afgørende at fastholde lovbestemte opgaver – fra det organisatoriske til det individuelle i relation til den enkelte borger – hos professionelt personale, der er ansat til det. Derfor kan frivillige heller ikke tage over, hvis medarbejdere er fraværende fx pga. sygdom.
Opgaverne som de frivillige påtager sig, er opgaver, der ikke konkret er nedfældet i lovgivningen, men som defineres i samarbejde med det ansatte personale.
Frivillige udfører opgaver, som altså ikke umiddelbart er ydelser, borgerne har retskrav på. Derfor er der ikke visitation i forbindelse med den frivillige indsats, ligesom der ikke føres journal. Frivillige skal respektere ansattes faglige kompetencer og ansatte respekterer, at frivillige bidrager med deres indsats.
Frivillige kan ikke pålægges referatpligt i forhold til borgerne
Fortroligheden mellem borgerne og den frivillige må ikke krænkes ved at kræve referater eller rapporter i forbindelse med kontakten.
Formidling af informationer om borgerne fra de frivillige kan kun ske efter klart udtrykt samtykke fra borgeren.
Frivillige har naturligvis pligt til underretning i henhold til lovgivningen f.eks. i forhold til børn. Frivillige skal drøfte særlige problematiske situationer omkring svigt, misrøgt, overgreb eller lignende med den lokale ledelse.
Organisering af frivillige
Organisering af frivillige kan ske efter mange modeller. De frivillige kan være organiseret i en forening, fx en venneforening på et plejecenter, eller det kan være en individuel tilknytning til særlige funktioner på fx en skole eller daginstitution. Det kan også være hjælp ad hoc til konkrete aktiviteter, som en institution igangsætter.
De frivillige bistår med rekruttering af frivillige og om muligt med planlægning af den frivillige indsats i samarbejde med institutionens ledelse.
Det er den lokale ledelse, der kan afbryde samarbejde med den frivillige.
Drøftelse i MED-udvalg
Den frivillige indsats drøftes i institutionens MED-udvalg, så medarbejdernes synspunkter og forslag kan kvalificere samarbejdet.
Det er vigtigt at tydeliggøre ansvarsfordelingen lokalt, så medarbejdergruppen ved, hvilke ansvarsområder de frivillige har, og hvordan indsatsen tilrettelægges. Det bidrager til god kommunikation mellem ledelsen, de frivillige og medarbejderne.
Tydelighed om ansvarsområder kan også anvendes til forventningsafstemning mellem ledelsen og den enkelte frivillige eller den frivillige forening.
Den frivillige indsats er ulønnet
Frivilligt arbejde er ulønnet, men direkte omkostninger for den frivillige kan dækkes. Den frivillige indsats anerkendes både i det daglige og ved særlige markeringer i form af f.eks. sammenkomster, årlig julefrokost mv.
Forsikringer
Læs mere i ”Forsikringsforhold af frivillige” på siko
Tavshedspligt
Frivillige får ofte fortrolige, private eller følsomme oplysninger om brugere og borgere.
Frivillige har tavshedspligt om disse oplysninger, både mens man er frivillig, og efter man er stoppet som frivillig.
Det betyder, at den frivillige ikke må videregive eller bruge de fortrolige oplysninger, man bliver bekendt med.
Dette gælder billeder (uden borger har givet tilladelse) og private forhold som fx familieforhold, privatøkonomiske forhold, sygdom eller handicap, misbrug eller sociale problemer.
Læs mere om tavshedspligt på frivillighed.dk
Børneattester
Der skal indhentes børneattest, hvis den frivillige skal have direkte kontakt med børn under 15 år og en fast tilknytning til organisationen.