Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Natur og miljø Miljø Forskrift vedrørende ikke erhvervsmæssig kørsel på privat grund med knallert, gokart og lign.

Forskrift vedrørende ikke erhvervsmæssig kørsel på privat grund med knallert, gokart og lign.

Baggrund og lovgivning

Kørsel på knallert, gokart, ATV-maskiner/Quad, motocrossmaskiner og lignende på privat grund er ofte generende for naboer.

For at regulere omfanget af sådan kørsel har Silkeborg Kommune udarbejdet denne forskrift der fastsætter vilkår for generende kørsel og lignende på privat grund uden for miljøgodkendte baner.

Denne forskrift er udstedt med hjemmel i henhold til §17 og 18 i Bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter.

Denne forskrift hindrer ikke, at Silkeborg Kommune efter miljøbeskyttelseslovens §42 stk. 1-4 kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften.

§1. Gyldighedsområde

1.1 Forskriften er gældende i Silkeborg Kommune for ikke erhvervsmæssig kørsel med motordrevne køretøjer på privat grund uden for miljøgodkendte baner.

1.2 Forskriften gælder ikke for anvendelse af elmotordrevne køretøjer eller hvor køretøjet anvendes som transportmiddel.

§2. Vilkår for kørsel med ATV-maskiner/Quad, motocrosskørsel og lignende

2.1 Der må ikke køres med knallert, gokart, ATV-maskiner/Quad, motocrossmaskiner og lignende motordrevne køretøjer på privat grund uden for miljøgodkendte baner:

  • Inden for en afstand af 300 meter fra boliger i Silkeborg Kommunes byzonebyer og afgrænsede landsbyer samt
  • inden for 250 meter fra enkeltliggende boliger i landzone.

Hvor der er byzonebyer og afgrænsede landsbyer, fremgår af Silkeborg Kommunes Kommuneplan.

2.2 Der må maks. køres med 2 motordrevne køretøjer ad gangen.

2.3 Motordrevne køretøjer skal være støjdæmpet således, at de overholder DMCU’s eller, DMU’s reglementer eller er godkendt til gadebrug.

§3. Dispensation

Silkeborg Kommune kan i særlige tilfælde dispensere for vilkårene i §2, hvis Silkeborg Kommune vurderer, at kørsel kan ske uden gener for de omkringboende eller hvor det ved en akkrediteret støjmåling eller beregning er vist, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for det konkrete område(r) er overholdt. (Målingerne/beregningerne skal udføres efter retningslinjerne i den til enhver tid gældende vejledning om måling af ekstern støj fra virksomheder, jf. vejledning nr. 6/1984) samt vejledning om støj fra motorsportsbaner nr. 2/2005 udsendt af Miljøstyrelsen).

Ansøgning om dispensation indsendes skriftligt til: Silkeborg Kommune, Teknik og Miljøafdelingen, Søvej 3, 8600 Silkeborg eller pr. e-mail til teknisk@silkeborg.dk.

§4. Naboaftale

Afstandskravet i §2 til nærmeste enkeltliggende bolig i landzone kan fraviges såfremt der er indgået en frivillig skriftlig aftale om accept af kørsels-aktiviteten mellem bruger og boligejeren/lejeren. Aftalen skal indsendes til Silkeborg Kommune.

Der skal til enhver tid bestå enighed mellem bruger og boligejeren/ lejeren af hver enkelt af disse ejendomme.

Boligejeren/lejeren kan til enhver tid opsige aftalen ved en meddelelse til Silkeborg Kommune.

§5. Administrative bestemmelser

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter forskriften kan ikke påklages til anden administrativ myndighed i henhold til §18 i Bek. nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter.

§6. Straffebestemmelser

Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at følge forbuddet i §2.

§7. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Forskriften træder i kraft den 1. september 2012. Stk. 2. Forskriften er annonceret i Ekstraposten den 1. august 2012 og på Silkeborg Kommunes hjemmeside (www.silkeborgkommune.dk).

Vedtaget af Byrådet 25. juni 2012.

Kontakt

Team Virksomheder og Jord Teknik- og MIljøafdelingen Søvej 3, 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje