Skove og skovdrift
Silkeborg Kommune er rig på skov og forskellige skovtyper. Silkeborg Kommune ejer ca. 1000 hektar skov, som er af stor værdi for både friluftsliv og natur.
Skove og parker er uundværlige for friluftslivet, og de gør byer og landområder attraktive at bo i. En fjerdedel af Silkeborg Kommune, svarende til 22.023 ha, er dækket af skov. Variationen i skovene er stor. Der er kuperet løvskov omkring Silkeborg, flade nåletræsplantager i Kompedal og næsten urørt naturskov ved Velling.
Skovene beskytter grundvandet og mindsker støj. De optager også meget CO2 og er derfor vigtige for klimaet.
Skovene omkring Silkeborg
- ca. 40 % - af skovarealet i kommunen er privatejet, svarende til 8876 ha.
- Foreninger ejer 21 % svarende til 4562 ha og andre råder over 2 % svarende til 527 ha.
- 37% ejes af staten og kommunen, svarende til 8058 ha.
Kommunen skal sikre skovenes værdi som naturområder og som et væsentligt rekreativt tilbud til borgere i kommunen. For hver enkelt skov har vi målsætninger om naturhistoriske, kulturhistoriske, miljøbeskyttende og rekreative forhold.
Kommunens skove drives allerede bæredygtigt, men det er vores mål, at vi får mere og bedre skov. Vi har specielt fokus på skovenes naturindhold og biodiversitet.
De kommunale skove i Silkeborg Kommune drives bæredygtigt for at forbedre både rekreative værdier og naturværdier.
Vi styrker skovene ved forskellige former for skovdrift fx urørt naturskov eller skov med naturnær drift. Her går naturen sin gang, og skovene passer stort set sig selv. Væltede og døde træer får lov at ligge og rådne til stor gavn for fugle, svampe, insekter og mikroorganismer. Denne form for skovdrift giver et mere varieret dyre- og planteliv til glæde for mange skovgæster.
Statens skove
En stor del af skovene omkring Silkeborg er ejet af staten, som står for deres drift og administration. Derudover er der statsskov ved Gjern Bakker, Velling Skov, Snabegård Skov, Kompedal Plantage og Alheden Skov.
Det er Naturstyrelsens lokale enheder (Søhøjlandet og Midtjylland), der står for driften og administrationen af statsskovene i Silkeborg Kommune.
Skovene Thorsø Bakker, Lovdal Skov, Velling Skov, Snabegård Skov og Høgdal er beskyttede skove, hvor der tages særlig hensyn til dyr og planter. Her er organiserede aktiviteter normalt ikke tilladt.
I skovene gælder naturbeskyttelseslovens § 23, der handler om adgang til skove generelt. I statsskovene og de kommunale skove er der udvidede muligheder for færdsel og friluftsliv.