---
title: "Har du jord langs et vandløb? Kend reglerne"
description: "Pligter og rettigheder for både lodsejere og vandløbsmyndigheden"
date: "2026-10-18"
created: "2026-10-18"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Borger](https://silkeborg.dk/borger)

                    [Natur og miljø](https://silkeborg.dk/borger/natur-og-miljoe)

                    [Vandløb og søer](https://silkeborg.dk/borger/natur-og-miljoe/vandloeb-og-soeer)

                    [Regler om vandløb](https://silkeborg.dk/borger/natur-og-miljoe/vandloeb-og-soeer/regler-om-vandloeb)

                [Har du jord langs et vandløb? Kend reglerne](https://silkeborg.dk/borger/natur-og-miljoe/vandloeb-og-soeer/regler-om-vandloeb/har-du-jord-langs-et-vandloeb-kend-reglerne)

# Har du jord langs et vandløb? Kend reglerne

Hvis du ejer jord langs et vandløb eller leder vand til et vandløb, er det vigtigt at kende reglerne i vandløbsloven.

Vandløbsloven beskriver og fastsætter de regler, rettigheder og pligter, der gælder for både bredejere og vandløbsmyndigheden.

## Vandløbslovens indhold

Vandløbsloven indeholder blandt andet regler om:

- at alle vandløb skal vedligeholdes
- at ingen må ændre på et vandløb uden tilladelse fra vandløbsmyndigheden
- at berørte parter har ret til at få indflydelse, når der behandles ansøgninger om tilladelser.

## Vandløbsmyndighed

Silkeborg Kommune er vandløbsmyndighed for både offentlige og private vandløb. Vi har ansvaret for vedligeholdelsen af offentlige vandløb. Det kan blandt andet være grødeskæring og oprensning. Omfanget af vedligeholdelsen fremgår af det regulativ, der gælder for det enkelte offentlige vandløb.[Læs om Vandløbsregulativer i Silkeborg Kommune](https://silkeborgsektorplaner.viewer.dkplan.niras.dk/plan/95#/ "Læs om Vandløbsregulativer i Silkeborg Kommune")

## Information om vandløb

###

                                    Hvad er vandløb?

Vandløb er i lovens forstand både vandløb, som vi normalt opfatter dem, men også grøfter, kanaler, søer, damme og lignende indvande er omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Små åbne vandløb kan i nogle tilfælde være vanskelige at genkende. Her er reglerne, at små langstrakte lavninger, hvor der som regel løber vand, er vandløb.

Visse rørledninger, der leder overfladevand, er også omfattet af vandløbsloven. Rørledninger er en fælles betegnelse for rørlagte vandløb, hoveddræn og dræn. Vandløbsloven omfatter også broer, pumper, diger, sluser, stemmeværker, faskiner og andre anlæg og bygværker, som ligger i og ved vandløb.

###

                                    Hvad er ikke omfattet af vandløbsloven?

- Tørre skelgrøfter, som kun i tøbrudstiden eller efter et kraftigt regnskyl fører lidt vand.
- Skyllefurer efter regnskyl
- Åbne vejgrøfter, som udelukkende afvander vejen
- Bygningsdræn og vejdræn, som ifølge gældende regler må tilsluttes det offentlige kloaksystem
- Vandforsyningsledninger: de er normalt lette at afgrænse fra vandløb, og de udgør et selvstændigt system af rørledninger, der ikke har kontakt til vandløbene.
- Rørledninger, som i separate kloakanlæg afleder tagvand og regnvand fra befæstede veje og pladser, hører med til spildevandsanlæg, der er omfattet af miljøbeskyttelsesloven.
- Spildevandsledninger. Det kan være vanskeligt at vurdere, om der er tale om en spildevandsledning eller et rørlagt vandløb. Mange spildevandsledninger fra enkeltejendomme, uden for de kloakerede områder, løber til vandløbene.

Hvor det ikke er muligt at fastslå andet, er det normalt sådan, at der tale om vandløb. Vandløbsmyndigheden kan i tvivlstilfælde træffe afgørelse om rørledningers status.

###

                                    Vedligeholdelse af private, åbne vandløb

### Hvordan skal et privat vandløb vedligeholdes?

Vedligeholdelsen af private åbne vandløb påhviler bredejerne. Hver bredejer vedligeholder vandløb på egen ejendom. Vandløb skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse (form) eller vandføringsevne ikke ændres.

Grødevæksten i vandløbene kan begrænses ved grødeskæring, som er den mest almindelige form for vedligeholdelse af de åbne vandløb. Der kan eventuelt også være tale om oprensning af løse aflejringer (sand, mudder, planterester og lignende). Bemærk, at du ikke må grave i den faste bund.

Der er også mulighed for at begrænse væksten af grøden ved at plante skyggegivende træer på vandløbets bredder.

Afskåret grøde skal normalt tages op, så den ikke er til skade for vandløbet eller det vandområde, vandløbet udmunder i. Slam, grøde og andet, der ophobes ved stemmeværker eller andre anlæg, skal fjernes, så det ikke føres videre til skade for vandløbet eller for det vandområde, vandløbet løber ud i.

### Hvor kan man finde oplysninger om et privat vandløbs dimensioner eller vandføringsevne?

Der findes ikke regulativer med bestemmelser om dimensioner eller vandføring for private vandløb. Hvis et offentligt vandløb privatiseres, vil regulativet udgå som et samlet regelsæt for vandløbet. Men dimensionerne vil fortsat være gældende for det private vandløb. Hvis vandløbet er blevet reguleret, vil der findes et projekt og en afgørelse. Her vil dimensionerne normalt fremgå. En afgørelse er gældende, uanset hvor gammel den er. Den bortfalder først, når den ophæves af vandløbsmyndigheden. Hvis der hverken findes et udgået regulativ eller en afgørelse, der beskriver dimensioner eller vandføring, vil vandløbets nuværende naturlige tilstand være den tilstand, som vandløbet skal have.

### Hvem skal betale for vedligeholdelsen?

De enkelte bredejere skal selv betale for vedligeholdelsen på egen ejendom. Vandløbsloven giver ikke hjemmel til at udarbejde partsfordelinger. Der kan dog i forbindelse med godkendelse af reguleringsprojekter være truffet afgørelse om en partsfordeling.

### Må man ændre afstrømningen i private vandløb?

Det er kun tilladt at ændre tilstanden gennem reguleringer. Her skal de berørte bredejere udarbejde et reguleringsprojekt, som skal godkendes af vandløbsmyndigheden før ændringerne må gennemføres. Ændringer kan enten medføre forringet eller forbedret afledning af vand. Begge ændringer af tilstanden kræver et reguleringsprojekt og en tilladelse fra vandløbsmyndigheden.

###

                                    Dræn - Hvem gør hvad, hvis der opstår problemer med afvandingen?

På ejendomme, som afvander til private rørlagte vandløb (f.eks. dræn), er der ofte uklarhed om, hvem der skal gøre hvad, hvis der opstår problemer med afvandingen. Det fremgår af Vandløbsloven, at det er bredejeren, det vil sige ejeren af den ejendom, hvor det private vandløb ligger, der har ansvaret - og pligten - til at føre tilsyn med, og udføre vedligeholdelse af de private vandløb på egen ejendom.

I forbindelse med, at det private vandløb er blevet etableret, kan der i specielle tilfælde være indgået en aftale (deklaration) om fordeling af udgifterne til den fremtidige vedligeholdelse. I sådanne tilfælde fordeles udgifterne til vedligeholdelse i henhold til  deklarationen. Deklarationen vil typisk være tinglyst på den enkelte ejendom, og derfor fremgå af skødet.

Hvis der opstår problemer med afvandingen, og det formodes, at det skyldes mangelfuld vedligeholdelse hos en anden bredejer, skal den, der bliver opmærksom på problemet i første omgang, gøre bredejer opmærksom på dette, og samtidig anmode vedkommende  om at udføre det fornødne for igen at sikre afvandingen. Såfremt pågældende bredejer ikke er bekendt med reglerne på området, er vedkommende velkommen til at rette henvendelse til Natur og Miljø i Silkeborg Kommune.

Hvis det viser sig, at en bredejer - på trods af, at vedkommende som nævnt ovenfor er blevet gjort bekendt med reglerne og opmærksom på problemet, samt til at udføre den nødvendige vedligeholdelse - fortsat ikke vedligeholder sit rørlagte vandløb, kan dette meddeles kommunen, som herefter vil kontakte vedkommende. Hvis det efterfølgende kan sandsynliggøres, at problemet skyldes bredejerens mangelfulde vedligeholdelse, kan kommunen meddele påbud om, at vedkommende udfører den nødvendige vedligeholdelse inden for en fastsat frist. Såfremt bredejeren ikke efterkommer påbuddet inden for den fastsatte frist, kan kommunen udføre den nødvendige vedligeholdelse på vedkommendes regning. Desuden kan kommunen, i de specielle tilfælde, hvor der opstår fare for betydelig skade på grund af rørets mangelfulde tilstand, foretage det fornødne uden påbud og på den forpligtedes regning.

### Hvad omfatter vedligeholdelse?

Vedligeholdelse af rørlagte vandløb omfatter bl.a. udskiftning af rør, tømning af brønde, spuling, beskæring af rødder m.v. Ved vedligeholdelse skal det sikres, at røret bevarer sin evne til at aflede vand, så det vand, der modtages på egen ejendom kan bringes videre uden problemer for én selv eller for opstrøms beliggende bredejere.

Hvis det viser sig nødvendigt helt eller delvis at udskifte (omlægge) rørene i et rørlagt vandløb - og udskiftningen foretages med rør med samme dimension, som placeres nøjagtig samme sted som de oprindelige, samtidig med at der ikke lukke mere vand på røret end tidligere - så er det i henhold til vandløbsloven at betragte som vedligeholdelse. Vedligeholdelsen skal udføres af bredejeren og kan umiddelbart udføres uden forudgående godkendelse.

### Hvis almindelig vedligeholdelse ikke er nok

Hvis den almindelige vedligeholdelse af et åbent eller rørlagt vandløb viser sig at være utilstrækkelig til at sikre den fornødne vandafledning, kan der søges om tilladelse til at regulere vandløbet. Yderligere oplysninger Yderligere oplysninger om vedligeholdelse af private rørlagte vandløb kan fås ved henvendelse til kommunen.

###

                                    Information om fejl ved private dræn/rørlagte vandløb

Vandløbsloven omfatter vandløb, grøfter, kanaler, rørlagte vandløb, dræn samt søer, damme og andre lignende ferske indvande, hvor der er afløb. Alle vandløb skal vedligeholdes, så deres evne til at aflede vand ikke forringes. Vandløbene er opdelt i private vandløb, hvor bredejerne afholder alle udgifterne til vedligeholdelse og offentlige vandløb, hvor vedligeholdelsen foretages af det offentlige.

### De rørlagte vandløb

De større rørlagte vandløb og dræn ligger oftest i det oprindelige vandløbs leje, dvs. på det laveste sted i terrænet. Større rørlægninger er typisk et resultat af et rørlægningsprojekt, hvorfor der muligvis kan findes projekttegninger over udførelsen af arbejdet. Hvis de enkelte bredejere ikke har kendskab til de tekniske specifikationer på den rørlagte strækning, kan der søges oplysninger hos vandløbsmyndigheden, en kloakmester, landinspektør, teknisk rådgiver eller landsarkivet. Mindre rørlægninger kan være sværere at finde detaljerede oplysninger om, men er stadig omfattet af bestemmelserne i Vandløbsloven. Synlige brønddæksler kan give en indikation af, hvor rørledningen er placeret, men brønddæksler kan også være nedsænkede af hensyn til dyrkningen eller overgroet og dermed ude af syne fra overfladen. Udskiftning af enkelte rør eller kortere strækninger med nye rør i samme beliggenhed og koter og med samme kapacitet betragtes som reparation og er dermed en del af vedligeholdelsen. Udskiftning af rørledninger over flere ejendomme, til anden beliggenhed og/eller anden diameter er at betragte som reguleringer, som skal godkendes af vandløbsmyndigheden efter ansøgning.

### Mistanke om fejl i de rørlagte vandløb. Hvad skal du selv kigge efter?

Hvis du har mistanke om, at en rørledning ikke fungerer efter hensigten, skal du selv igangsætte en undersøgelse for at finde fejlen. En undersøgelse skal afklare følgende:

- Hvilken type rør er anvendt? Ler, beton, plastik?
- Rørledningens alder? Gule og orange ler-drænrør kan være 100 år gamle og derfor udtjente. Det kan sjældent betale sig at reparere længere strækninger.
- Hvordan hænger rørene sammen? Er de blot stødt op til hinanden eller er de samlet med der muffer?
- Er rørledningen blevet vedligeholdt (repareret, spulet eller rodskåret) for nyligt? Trænger rørledningen til at blive vedligeholdt, eller kan rørledningen have taget skade i forbindelse med vedligeholdelsen?
- Er der skarpe knæk på rørledningen? De skarpe knæk udgør sårbare steder på rørledningen.
- Er rørudløbet frit eller helt eller delvist dækket af sand i vandløbet?
- Er der våde pletter eller små søer i lavninger, der viser, at rørledningen kan være tilstoppet eller faldet sammen?
- Er der opstået huller i jorden over ledningen, som kan vise, at rørledningen er faldet sammen?
- Er der højdeforskelle på vandspejlet i to brønde på vandløbet, hvilket kan tyde på en tilstopning mellem brøndene?
- Er brøndene fyldt med sand eller jord?
- Står der træer eller buske over eller i nærheden af rørledningen, så der er risiko for at indtrængende rødder har blokeret rørledningen?
- Løber rørledningen gennem mosejord eller anden ustabil jordbund, så der er risiko for at rørledningen kan have sat sig eller rørene kan være gået fra hinanden?
- Ligger rørledningen i pløjelaget, så store landbrugsmaskiner kan have skadet rørledningen, eller ligger rørledningen så langt oppe, at tung trafik kan have forårsaget skader?
- Er jorden frossen, så vandet ikke kan trænge ned til rørledningen?
- Har der været foretaget reparationer af eller foretaget gravearbejder i nærheden af rørledningen for nylig, så der kan være sket skader på rørledning?
- Er der ført mere vand til rørledningen ved ny tilslutning af dræn, tagvand o.l.

### Hvor er der hjælp at hente til opsporingsarbejdet?

Hvis du ikke kan finde fejlen eller ikke har mulighed for selv at udføre det fysiske opsporingsarbejde, kan du henvende dig til en kloakmester eller entreprenør for at få hjælp. Kloakmestre og entreprenører kender til de relevante problemstillinger og har mulighed for at foretage forskellige undersøgelser og reparationer i rørlagte vandløb:

- TV-inspektioner
- Spulinger
- Rodskæring
- Etablering af brønde Rengøring af brønde Udskiftning af delstrækninger

### Eventuel inddragelse af vandløbsmyndigheden

Silkeborg Kommune, Teknik og Miljø, er vandløbsmyndighed og skal dermed påse at vandløbsloven overholdes i både offentlige og private vandløb, grøfter og dræn og har i den forbindelse tilladelse til at føre tilsyn og færdes langs alle strækninger.

Har du begrundet formodning om, at problemet med forringet afvanding skyldes forhold, der ligger uden for din egen matrikel, skal du drøfte, og så vidt muligt løse problemet med den/de andre lodsejere. Kan I ikke finde en fælles løsning på problemet, indsendes en skriftlig anmodning til vandløbsmyndigheden om at behandle sagen. Anmodningen vedlægges alle relevante sagsakter, herunder drænledningens tekniske specifikationer, placering af brønde og skel, adresseliste over involverede lodsejere samt redegørelse for problemets omfang og historik. Vandløbsmyndigheden vurderer herefter, om problemet har omfang og karakter, der berettiger rejsning af en vandløbssag.

###

                                    Påbud efter vandløbsloven

### Hvad er et påbud?

Et påbud er en meddelelse fra vandløbsmyndigheden til den ansvarlige bredejer om, at et forhold ved et vandløb ikke er i orden. Meddelelsen indeholder et krav om, at forholdet skal bringes i orden. Begrebet ”i orden” betyder, at et forhold er i overensstemmelse med vandløbsloven, med gældende vandløbsregulativer og/eller med eventuelle afgørelser udstedt af vandløbsmyndigheden.

### Hvilke skader udløser et påbud?

Vandløbsmyndigheden kan udstede påbud:

- Når et vandløb og dets bygværker ikke er vedligeholdt, således at andre får forringet afstrømning og skader.
- Når et vandløb vedligeholdes mere end beskrevet i vandløbsregulativer, gamle afgørelser, så afstrømningen forbedres
- Når vandløbets faste bund graves op uden tilladelse
- Når et vandløb og dets bygværker er beskadiget uanset om det er med vilje eller ej
- Når et anlægsarbejde udføres uden godkendelse eller inden klagefristen er udløbet

### Hvornår udsteder vandløbsmyndigheden påbud?

Vandløbsmyndigheden udsteder påbud:

- Når det ikke er muligt at opnå forlig eller aftale om udarbejdelse af projekt.
- Når skaden på vandløbet har betydning for afstrømning og miljøet i vandløbet.
- Når skaden kan dokumenteres at være årsag til skader på andres ejendom. Her vil der desuden blive tale om erstatningsansvar for skader på anden mands ejendom.

### Hvordan foregår udstedelse af påbud?

#### Påbudsforvarsel

Vandløbsmyndigheden udsender først et skriftligt påbudsforvarsel til skadevolder med:

- En beskrivelse af skade
- En orientering om skadevolders ret til aktindsigt og til at udtale sig
- En tidsfrist for fremsendelses af udtalelser fra skadevolder – samt til opretning af skaden.

Hvis skadevolder er bekendt med skaden eller skaden er indlysende, kan påbudsvarslet springes over.

#### Påbud

Hvis skaden ikke er genoprettet inden tidsfristen for påbudsforvarslet, udsteder vandløbsmyndigheden et skriftligt påbud med:

- En beskrivelse af skade
- En tidsfrist for opretning af skaden
- En klagevejledning

#### Klage

Natur- og Miljøklagenævnet er klagemyndighed. Der er 4 ugers klagefrist. En klage har opsættende virkning på et påbud, indtil klagemyndighedens afgørelse

foreligger. Vandløbsmyndigheden kan dog kræve påbuddet efterkommet uanset en klage ikke er behandlet. Det kan ske under særlige forhold, såsom væsentlige skader på vandløb eller andres ejendom.

### Hvad sker der, hvis påbuddet ikke efter kommes?

#### Politianmeldelse

Vandløbsmyndighedens straffesanktion ved manglende opfyldelse af påbud er at politianmelde skadevolderen. Derudover har vandløbsmyndigheden mulighed for at udføre arbejdet på den forpligtiges regning. Såfremt skadevolder ikke betaler regningen, vil beløbet blive inddraget ved inkasso.

### Kan der blive tale om erstatningsansvar?

Skader på vandløb og mangelfuld vedligeholdelse kan medføre erstatningspligt for skader på berørte ejendomme mv.

Skader skal kunne henføres til skaden eller til den manglende/mangelfulde vandløbsvedligeholdelse. Erstatningskrav kan rejses ved civilt søgsmål eller ved Taksationsmyndigheden.

### Skal berørte parter give oplysninger?

Den enkelte lodsejer skal afgive alle oplysninger, som er nødvendige for Vandløbsmyndighedens vurdering af aktuelle sager, herunder dokumentation for, at/om vedligeholdelsespligten er overholdt. Denne pligt er beskrevet i vandløbslovens § 58.

## Lovgivning - Vandløbsloven

Vandløbsloven revideres løbende. Du kan finde lovgivningen på Retsinformation.dk.

[Se Vandløbsloven på Retsinformation.dk](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1217 "Se Vandløbslov på Retsinformation.dk")

## Kontakt

**Team Vandløb og Søer**
                                    Teknik- og Miljøafdelingen
                                    Søvej 3
                                        8600 Silkeborg

[Skriv til os](mailto:vand@silkeborg.dk)

[89 70 14 23](tel:89%2070%2014%2023)
