---
title: "Botilbuddet Granmosevej"
date: "2026-06-01"
created: "2026-06-01"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Borger](https://silkeborg.dk/borger)

                    [Social støtte og psykiatri](https://silkeborg.dk/borger/social-stoette-og-psykiatri)

                    [Oversigt over bosteder, bofællesskaber og aktivitetstilbud for voksne](https://silkeborg.dk/borger/social-stoette-og-psykiatri/oversigt-over-bosteder-bofaellesskaber-og-aktivitetstilbud-for-voksne)

                [Botilbuddet Granmosevej](https://silkeborg.dk/borger/social-stoette-og-psykiatri/oversigt-over-bosteder-bofaellesskaber-og-aktivitetstilbud-for-voksne/botilbuddet-granmosevej)



# Botilbuddet Granmosevej

## Lidt om tilbuddet:

Botilbuddet består af to bo-enheder med 12 lejligheder i hver bygning. Hver bo-enhed har et fælles køkken og opholdsstue med udgang til privat gårdhave. Alle 24 boliger ligger i stueplan og har egen udgang til privat terrasse.

Boligerne har et bruttoareal (inkl. gangareal) på 65 m2 og et nettoareal på 41 m2. Boligerne er 1-rums bolig med mulighed for at indrette rummet efter eget ønske.

Alle boliger er indrettet med en entré med køkkenniche. Badeværelserne er store og rummelige med mulighed for at hjælpe en bred målgruppe. Der er loftlifte i lejlighederne, samt den nyeste velfærdteknologi.

Hver bo-enhed har en privat gårdhave, hvor der er mulighed for at nyde det private udeliv, hvor brugere af dagtilbud ikke færdes. Der er bordebænkesæt og grill i gårdhaverne, og et trygt, hjemligt og hyggeligt gårdhavemiljø.

Granmosevej er et moderne og nytænkende bo- og dagtilbud, der er kendetegnet ved:

- Trygge, hjemlige og hyggelige rammer
- Et aktivt hverdagsliv, hvor trivsel, samvær og glæde er omdrejningspunktet
- At naturen og udelivet er en aktiv del af hverdagen

Personalet er tværfagligt sammensat, og lægger vægt på samarbejde og helhed omkring borgeren. Vi involverer borgerens pårørende og netværk, og koordinerer indsatsen med andre relevante aktører omkring borgeren.

Vores mål er, at borgeren:

- Kan leve et hverdagsliv med mening og indgå i fællesskaber med andre
- Bliver så selvstændig og selvhjulpen som muligt
- Får støtte med udgangspunkt i egne forudsætninger

Vi arbejder med trygge relationer mellem borgerne og personalet. Vi har fokus på at udvikle borgernes muligheder for at kommunikere og sikre, at de bliver set, mødt og forstået, og derfor bruger vi forskellige kommunikationsformer, Tegn til Tale, nonverbal kommunikation mv.

### Målgruppe

Botilbuddet Granmosevej er for borgere med udviklingshæmning med mange og/eller væsentlige funktionsnedsættelser. Borgerne har alle særlige behov som følge af deres nedsatte psykiske og evt. fysiske funktionsnedsættelse og har derfor brug for individuel tilrettelagte socialpædagogiske og sundhedsfaglige indsatser.

Målgruppen kan i forskelligt omfang have udfordringer med at indgå i sociale kontekster, hvilket der vil blive taget højde for i aktiviteter og personalets tilgang. Ud over udviklingshæmning kan målgruppen omfatte borgere med komorbide problemstillinger, som kræver en særlig pædagogisk understøttelse.

Aldersgruppen er 18 år – 105 år.

### Udearealer

#### Fællestorvet

I rummet mellem dagtilbuddet og bo-enhederne er der skabt et centralt torv. Der er køkkenhave, mulighed for ophold og leg, flagstang til fejring af mærkedage, gynger, sandkasse og trampolin til kørestolsbrugere.

Der er et stort orangeri, som skaber rammen for udeliv hele året rundt, og hvor borgerne kan være med til at dyrke grøntsager til brug i tilbuddet.

#### Sansesti

Sansestien omkranser hele bo- og dagtilbuddet. Mod vest er der en musikplads med rørklokkeorgel, xylofon og lydblomster. Videre ad stien kommer udsigtspladsen med bænke, hvor man fra toppen kan nyde udsigten. Øst for tilbuddet ligger friluftspladsen med overdækket bålplads. Sansestien leder ind i Krabbes Grønne Ring, der går igennem afvekslende natur i Kjellerup-området.

## Kontakt

**Botilbuddet Granmosevej**

[Skriv til os](mailto:ercan.alici@silkeborg.dk)

[20 51 22 13](tel:20%2051%2022%2013)

**Funktionsleder**

Ercan Alici
