Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Social støtte og psykiatri Serviceniveauer på socialområdet

Serviceniveauer på socialområdet

Find serviceniveauer på socialområdet, som er godkendt af Socialudvalget i Silkeborg Kommune.

Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for udmøntning af hjælp efter lov om Social service (SEL § 138). Uanset om der er fastlagt vejledende serviceniveauer, vil der altid i den enkelte sag skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren.

Læs mere

Hvis du har brug for hjælp til sociale problemstillinger, kan du henvende dig i Socialafdelingens indgang, som hedder Socialguiden. I Socialguiden vurderer medarbejderne, om din funktionsnedsættelse giver dig ret til ydelser efter Serviceloven, eller om dine behov kan løses gennem andre tilbud (fx i kommunens øvrige afdelinger, i frivillige tilbud mv.) Socialafdelingen tilstræber at afhjælpe flest mulige af dine støttebehov via en vifte af indsatser med udgangspunkt i Serviceloven §82a og §82b. Hvis du er i målgruppen til andre former for sociale indsatser, sørger medarbejderne i Socialguiden for, at du kommer til at tale med de relevante medarbejdere.

Hvem kan modtage ydelsen?

Målgruppen for Serviceloven §82a og §82b er borgere i Silkeborg Kommune over 18 år, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (bemærk skellet til Serviceloven §85, hvor  målgruppen er borgere med betydelig nedsat funktionsevne) eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. 

Serviceloven §82a og §82b er tilvalgsbestemmelser, som kommunalbestyrelsen i Silkeborg Kommune har valgt at gøre brug af. 

Hvad er formålet med ydelsen?

Formålet med indsatsen er at yde forebyggende hjælp, omsorg og støtte, så dit aktuelle funktionsniveau forbedres, eller det forebygges, at dit funktionsniveau eller sociale problem ikke forværres.  

Formålet med støtte efter Serviceloven §82a og §82b er også, at du og medarbejderne i Socialguiden nemt og smidigt kan starte et forløb op, så det undgås, at dit funktionsniveau forringes.  

Du er med til at opstille mål for indsatsen sammen med medarbejderne i Socialguiden. Det er disse mål, som vi løbende evaluerer på sammen med dig. 

Hvad indeholder ydelsen? 

Støtten kan leveres enten som gruppebaseret (§82a) eller individuel hjælp, omsorg, støtte og optræning af færdigheder (§82b). Det fremgår af loven, at individuel støtte efter §82b er tidsbegrænset, dvs. du kan modtage denne form for støtte i op til 6 måneder. 

Socialguiden tilbyder en vifte af indsatser med udgangspunkt i Serviceloven §82a og §82b. Vi arbejder med en indsatstrappe fra 1-4, hvor indsatsen bevilliges ud fra det laveste niveau, der kan opfylde dit støttebehov. Bevillingen vil altid bero på en konkret, individuel og faglig vurdering.

Indsatstrappens 4 niveauer er:

  1. Gruppebaserede tilbud og workshops med relevant indhold i forhold til dine støttebehov, hvor du sammen med andre, der har lignende udfordringer, mødes og guides til, hvordan du kan mestre udfordringerne i din hverdag. 
  2. Digital kontakt til en medarbejder via telefon eller skærmløsning, hvor du guides og vejledes til at mestre udfordringerne i din hverdag.
  3. Individuel kontakt med fysisk fremmøde på aftalte mødesteder med en medarbejder, hvor du guides og vejledes til at mestre udfordringerne i din hverdag.
  4. Individuel kontakt i eget hjem, hvor en medarbejder kommer i dit hjem for at guide og vejlede dig til at mestre udfordringerne i din hverdag. 

 
Hvilke aktiviteter indgår i ydelsen?

Socialguiden tilbyder forskellige aktiviteter med udgangspunkt i Serviceloven §82a og §82b. Eksempler på aktiviteter er: 

  • workshops med udgangspunkt i dit støttebehov fx at lave struktur i dagligdagen, håndtere økonomi og post
  • gruppebaserede forløb med fokus på specifikke problemstillinger fx mestringsstrategier, social træning og opbygning af netværk mv.
  • individuel kontakt til en medarbejder, hvor aktiviteter aftales på baggrund af dine behov. Støtten kan være digital, eller du kan mødes fysisk med en medarbejder
  • støtte til at håndtere post og økonomi
  • samtale om dagligdagen
  • kontakt og kendskab til tilbud i civilsamfundet
  • kontakt og evt. ledsagelse til offentlige instanser
  • øvebane for social træning
  • netværksdannelse og -opretholdelse
  • oplæring i brugen af digitale værktøjer – eksempelvis e-boks, diverse app´s, netbank mv.

Hvad kan du forvente at få ud af forløbet?

Du kan forvente at opretholde eller forbedre dit funktionsniveau; herunder blive bedre rustet til at mestre dine udfordringer i hverdagen.

Hvad skal du bidrage med i forløbet?

Når du tilbydes støtte efter Serviceloven §82a og/eller §82b, forventes du at være motiveret for og have ønske om at ændre på udfordringer i din hverdag. Ligeledes forventes det, at du tager aktivt del i forløbet og samarbejder med Socialguidens medarbejdere om at nå målene for indsatsen, som du formulerer sammen med medarbejderne. 

For dig, der deltager i gruppeforløb, forventes det desuden, at du møder stabilt op i gruppen eller melder afbud til Socialguidens medarbejdere.

Hvis du ikke deltager aktivt i forløbet sammen med Socialguidens medarbejdere – fx ved at udeblive fra aftaler flere gange – kan det betyde, at Socialguiden afslutter forløbet. 

Ydelsens omfang 

Gruppebaseret støtte og workshops kan have et omfang fra få gange til forløb over flere måneder. 

Individuel støtte tilrettelægges efter dit behov, og kan i udgangspunktet have en varighed op til 6 måneder. 

Hvem leverer ydelsen? 

Støtten leveres af medarbejdere med social- og sundhedsfaglig baggrund, der er ansat i Socialguiden. Alle borgere får en kontaktperson i Socialguiden.

Hvordan følges der op på ydelsen?

Medarbejderne i Socialguiden følger op på indsatsen sammen med dig efter 3 måneder. Ved opfølgningen tager medarbejderne stilling til, om dit støttebehov kan opfyldes inden for de næste max 3 måneder. Hvis det ikke er tilfældet, kan medarbejderne sammen med dig vurdere, om du skal deltage i yderligere forløb i Socialguiden, eller det skal afklares, om du er i målgruppen til andre former for støtte fx støtte efter Serviceloven §85.  

Hvem kan modtage ydelsen?

Målgruppen for Serviceloven §85 er borgere i Silkeborg Kommune over 18 år, der har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer – og som bor i egen bolig (dvs. ikke i en boform). 

Støtte efter Serviceloven §85 kan leveres enten som gruppebaseret eller individuel hjælp, omsorg, støtte og hjælp til optræning af færdigheder.  

Støtten tilpasses til dit funktionsniveau sammenholdt med hvilke opgaver, du har søgt om støtte til. Det betyder, at du ikke skal have en bestemt diagnose for at modtage støtte, men også at diagnoser ikke automatisk fører til bevilling af støtte.

 
Afgrænsning 

Støtte efter Serviceloven §85 ydes i udgangspunktet ikke, hvis:

  • du har behov for støttende samtaler, der udelukkende eller mest handler om dit barn under 18 år.
  • dit behov er opstået på grund af krav om beskæftigelse eller afklaring af arbejdsevne og lignende fra Jobcentret. Det skal i dette tilfælde vurderes, om en mentor fra Jobcentret kan varetage denne opgave for dig i stedet for.
  • den støtte, du søger, har karakter af omsorgsprægede opgaver. Her skal andre muligheder tænkes ind, herunder hjemmehjælp jf. Serviceloven §§83 og 83a samt hjælpemidler jf. Serviceloven §112/113. Der kan ske en glidende overgang, hvor begge former for støtte kan bevilges samtidig.

Du skal være opmærksom på, at støtte efter Serviceloven §85 ikke er behandling eller anden form for terapi.

Yderligere skal du være opmærksom på, at der skelnes mellem følgende behov i forhold til transport og ledsagelse:

  • træning i transport/befordring er træning i at kunne transportere sig og fysisk komme frem til møder, behandling mv.
  • støtte i forhold til socialpædagogisk ledsagelse er medarbejderes deltagelse sammen med borger til møder, behandling mv.

Det er din myndighedsrådgiver, der vurderer dit behov og bevilliger støtte i forhold til dine udfordringer med transport og ledsagelse i forskellige sammenhænge. Din rådgiver vil også kunne vejlede dig om mulighederne for ledsagelse jf. Serviceloven §97.

Hvad er formålet med ydelsen?

Formålet med støtte efter Serviceloven §85 er, at du bliver i stand til at tage ansvar for og mestre hverdagslivet, og kan leve et så selvstændigt liv som muligt på egne præmisser.

Støtten har et pædagogisk sigte, dvs. at du i samarbejde med medarbejdere i Socialafdelingen udvikler, træner og fastholder dit funktionsniveau med fokus på dine egne ressourcer.

Hvad indeholder ydelsen? 

Støtte efter Serviceloven §85 tager udgangspunkt i hjælp til selvhjælp og udføres med dig som aktiv samarbejdspartner. Der arbejdes ud fra konkrete og individuelle mål, som du er med til at formulere sammen med medarbejdere i Socialafdelingen.

Støtten kan bestå af råd, vejledning, optræning og vedligeholdelse af færdigheder.

Støtten tilbydes som udgangspunkt ud fra temaer i Voksenudrednings-metoden (VUM). VUM er et socialfagligt redskab, som bruges til at vurdere dit funktionsniveau inden for relevante temaer i hverdagen. Temaerne er: Praktiske opgaver i hjemmet, socialt liv, egenomsorg, sundhed, kommunikation, mobilitet og samfundsliv.

Socialafdelingen tilbyder en vifte af indsatser med udgangspunkt i Serviceloven §85. Vi arbejder med en indsatstrappe fra 1-5, hvor indsatsen bevilliges ud fra det laveste niveau, der kan opfylde dit støttebehov. Bevillingen vil altid bero på en konkret, individuel og faglig vurdering.

Indsatstrappens 5 niveauer er:

  1. Gruppebaserede tilbud med relevant indhold i forhold til dine støttebehov, hvor du sammen med andre, der har lignende udfordringer, mødes og guides til, hvordan du kan mestre udfordringerne i din hverdag. 
  2. Digital kontakt til en medarbejder via telefon eller skærmløsning, hvor du guides og vejledes til at mestre udfordringerne i din hverdag.
  3. Individuel kontakt med fysisk fremmøde på aftalte mødesteder med en medarbejder, hvor du guides og vejledes til at mestre udfordringerne i din hverdag.
  4. Individuel kontakt i eget hjem, hvor en medarbejder kommer i dit hjem for at guide og vejlede dig til at mestre udfordringerne i din hverdag.
  5. Udvidet individuel kontakt i eget hjem som alternativ til midlertidigt botilbud (Serviceloven §107).

Hvilke aktiviteter indgår i ydelsen?

Socialafdelingen tilbyder forskellige aktiviteter med udgangspunkt i Serviceloven §85. Eksempler på aktiviteter er: 

  • gruppeforløb med fokus på optræning af færdigheder inden for eksempelvis:
    • social træning og opbygning af netværk
    • mestringsstrategier i forhold til f.eks. angst, stemmehøring, diagnose-forståelse, misbrugsproblematik mv.
    • at lære struktur i dagligdagen bl.a. håndtering af hverdagsliv, egenomsorg, økonomi og post
    • kontakt og kendskab til tilbud i civilsamfundet
  • støtte via digitale løsninger fx samtale via telefon eller skærmløsning eksempelvis:
    • samtale om læring af mestringsstrategier i forhold til hverdagsudfordringer
    • opfølgning på ugeskemaer, struktur, aftalte opgaver mv.
    • guidning af praktiske opgaver f.eks. opvask, vaskemaskine mv.
    • håndtering af hverdagsliv, egenomsorg, økonomi og post
    • opfølgning på kontakter med civilsamfundet
  • individuel kontakt til en medarbejder med fysisk fremmøde på aftalte mødesteder eller i eget hjem omkring de samme aktiviteter som nævnt under støtte via digitale løsninger
  • Udvidet individuel kontakt i eget hjem som alternativ til midlertidig botilbud (Serviceloven §107), hvor støtten tilrettelægges i fleksibelt omfang og niveau i forhold til dit aktuelle støttebehov. 

Hvad kan du forvente at få ud af forløbet?

Du kan forvente at opretholde eller forbedre dit funktionsniveau; herunder blive bedre rustet til at mestre dine udfordringer i hverdagen, så du kan leve et så selvstændigt liv som muligt på egne præmisser.

Hvad skal du bidrage med i forløbet?

Når du tilbydes støtte efter Serviceloven §85, forventes du at være motiveret for og have ønske om at ændre på udfordringer i din hverdag ud fra dine muligheder og forudsætninger. Ligeledes forventes det, at du tager aktivt del i forløbet og samarbejder med Socialafdelingens medarbejdere om at nå målene for indsatsen, som du formulerer sammen med medarbejderne. 

For dig, der deltager i gruppeforløb, forventes det desuden, at du møder stabilt op i gruppen eller melder afbud til Socialafdelingens medarbejdere.

Hvis ikke du tager aktivt del i støtten sammen med Socialafdelingens medarbejdere – fx ved gentagne gange at udeblive fra aftaler – kan det betyde, at Socialafdelingen revurderer støtten med mulighed for, at indsatsen afsluttes.

Ydelsens omfang 

Omfanget og varigheden af støtten vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af dine aktuelle behov og dit funktionsniveau. Støtten evalueres og tilpasses løbende. 

Hvem leverer ydelsen?

Støtten leveres af medarbejdere med social- og sundhedsfaglig baggrund, der er ansat i Socialafdelingen.

Hvordan følges der op på ydelsen?

Der følges løbende op på støtten som minimum 1 gang årligt. Støtten evalueres i samarbejde mellem dig og medarbejderne i forhold til de beskrevne mål. Hvis støtten ikke forbedrer dit funktionsniveau over en periode, skal indsatsen revurderes og evt. justeres.  

Når du har nået målene med støtten, afsluttes støtten i samarbejde med medarbejdere i Socialafdelingen. 

Kontakt

Socialguiden Drewsensvej 60 8600 Silkeborg
 
 

Åbningstider

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje