Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Sundhed, forebyggelse og pleje Kvalitetsstandarder for hjemmepleje og træning Praktisk hjælp

Kvalitetsstandard for praktisk hjælp

Hvem kan få hjælp til praktiske opgaver?

Bevilling af hjælp er ikke bestemt af alder eller diagnose, men bestemt af dine individuelle behov.

Før vi tager stilling til bevilling af praktisk hjælp, afdækker vi, om rehabilitering, råd, vejledning, hjælpemiddel mv. kan hjælpe i din situation. Afsættet er dine ressourcer. Hvis du er i målgruppen for støtte fra Silkeborg Kommune vil du som udgangspunkt blive tilbudt et rehabiliteringsforløb. Her vil vi sammen søge at gøre dig så lidt afhængig af hjælp som muligt. Et rehabiliteringsforløb kan blandt andet indeholde afprøvning af nye måder at løse opgaver på, hjælpemidler eller anden digital eller teknologisk hjælp. 

Hvis der efter rehabiliteringsforløbet stadigvæk er opgaver i hverdagen, som du ikke selv kan klare, kan vi tilbyde dig støtte til rengøring, tøjvask og indkøb.

Hvad du kan få hjælp til, afhænger af udfaldet af dit rehabiliteringsforløb. Visitation til rengøring forudsætter, at vi vurderer, at rengøringen ikke kan ske ved at anvende eksempelvis en robotstøvsuger, teleskoprør til den almindelige støvsuger eller andre redskaber, der kan hjælpe dig. Ligeledes afklarer vi, om du kan klare hele eller dele af din rengøring selv ved at dele din rengøring op over flere dage eller ændre lidt på møbleringen i dit hjem.

Hvis du bor sammen med en rask ægtefælle/samlever vil vi i forbindelse med vurdering kigge på hele husstandens samlede ressourcer.

Hvad er formålet med hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb? 

Formålet med hjælpen er at sikre, at din bolig er sundhedsmæssig forsvarlig ved, at de væsentligste rum i dit hjem er rengjorte, at dit tøj er vasket og du har de nødvendige dagligvarer. Målet med hjælpen er at støtte dig, så din hverdag fungerer stabilt. 

Vi giver hjælpen for at supplere, hvor du ikke selv kan. Vi giver alene hjælp til de opgaver, som du ikke selv kan klare, og målet er altid at støtte dig i at være så selvhjulpen som mulig. 

Det giver dig større frihed og selvstændighed at klare din egen hverdag og at fastholde vigtige funktioner i din hverdag. 

Hvad kan du få hjælp til?

Rengøring

Serviceniveauet er som udgangspunkt rengøring hver 3. uge medmindre en sundhedsfaglig vurdering anbefaler en anden hyppighed. 

Rengøring i forbindelse med personlig hjælp og pleje, aftørring af gulv efter bad, indgår i den bevilgede hjælp til personlig pleje. Vi gør rent i de rum, du primært bruger. Det vil sige din stue, dit soveværelse, entreen, dit badeværelse og dit køkken, dog som udgangspunkt op til 65-70 m2. Du skal selv stille de arbejdsredskaber til rengøring m.v. til rådighed, som almindeligvis er i et hjem. Det kan være klude, almindelig vasketøjskurv, støvsuger med langt teleskoprør, gulvmoppe og rengøringsmidler. For at sikre et godt arbejdsmiljø skal rengøringsmidlerne være miljøvenlige og arbejdsredskaberne i forsvarlig stand. 

Rengøring kan omfatte hjælp til at: 

  • Tørre støv af 
  • Støvsugning og gulvvask 
  • Rengøring af badeværelse 
  • Aftørring af flader
  • Rengøring af bevilgede hjælpemidler
  • Skift af sengetøj 

Tøjvask

Tøjvask kan omfatte hjælp til: 

  • Vasketøjssortering og start af vaskemaskine
  • Ophængning af tøj eller start af tørretumbler 
  • Nedtagning af tøj eller tømning af tørretumbler
  • Sammenlægning af tøj og lægge det på plads

Medarbejderen hænger altid tøjet op så tæt på vaskemaskinen som muligt. 

Det kan være nødvendigt at dele hjælpen til tøjvask i to, afhængigt af vaskefaciliteterne, så tøjet kommer ud af maskinen senere på dagen eller evt. dagen efter. Som udgangspunkt tilbyder vi dig hjælp til tøjvask hver 2. uge med 1-2 maskinfulde. For at understøtte et godt arbejdsmiljø anbefaler vi, at du indkøber miljømærkede vaskemidler (eksempelvis Svanemærket).

Indkøb og Mad

Hjælp til indkøb og mad kan bestå i:

  • Bestillinger af indkøbsvarer via telefonisk henvendelse eller online. 
  • Hjælp med at få varer leveret
  • Hjælp med at få varer sat på plads 
  • Hjælp til anretning af mad samt opvarmning af færdigretter
  • Støtte til at indtage maden

Er du ude af stand til at lære at bestille selv, kan du få hjælp til at få udbragt varer via en af Silkeborg Kommunes godkendte leverandører. 

Du kan få hjælp til indkøb hver uge. 

Hvad kan du eksempelvis ikke få hjælp til? 

Du kan ikke få hjælp til vinduespudsning, flytning af store møbler inden rengøring, oprydning efter gæster, rengøring efter håndværkere, vask af trappe udenfor din bolig, strygning og rulning af tøj og rengøring efter husdyr. 

Dit hjem – Medarbejdernes arbejdsplads

Det er en forudsætning for at modtage hjælp, at du ikke ryger i dit hjem, mens medarbejderne udfører arbejdet. Hvis du er ryger, skal du sørge for at lufte ud ½ time inden medarbejderne kommer. Hvis røggener ikke kan nedbringes, kan det komme på tale at installere luftrenser i hjemmet.

Det et desuden vigtigt, at husdyr enten holdes i snor eller er i et aflukket rum, mens hjælpen leveres. 

Derudover er det væsentligt, at du sikrer god belysning, så vi kan udføre vores opgaver. 

Vi lægger vægt på en høflig og respektfuld omgangstone, da det giver det bedste samarbejde, og medvirker til et godt psykisk arbejdsmiljø. Medarbejderne skal altid udvise en høflig og respektfuld omgangstone. Vi henstiller samtidig til, at der er en generel respekt for medarbejderne, mens de er i hjemmet og udfører opgaver.

Hvis du glemmer at aflyse hjælpen 

Hvis du ikke har meldt afbud og ikke åbner døren, vil medarbejderen af hensyn til din sikkerhed undersøge årsagen, for eksempel ved at kontakte pårørende eller Visitationen. Hvis vi ikke finder ud af, hvor du befinder dig, vil medarbejderen i sidste ende tage kontakt til politiet, som herefter kan rekvirere en låsesmed. 

Hvem kan levere praktisk hjælp? 

Når du bor i eget hjem, kan du frit vælge, om du vil have hjælpen fra den kommunale pleje eller fra et af de private firmaer, som kommunen har en aftale med. 

Find en oversigt over leverandører

Du kan også selv udpege en hjælper.

Læs mere om dine valg i folderen ”Generel information – Sådan gør vi i Silkeborg Kommune”.

Serviceniveau 

Både de private og de kommunale leverandører er forpligtet til at efterleve det serviceniveau, Byrådet i Silkeborg Kommune har vedtaget. Der er derfor ingen forskel på serviceniveauet, uanset om du vælger en kommunal eller privat leverandør. Det er dog ikke muligt for den kommunale leverandør at tilbyde tilkøbsydelser. 

Dialog og klage 

Du kan læse om, hvordan du klager i standarden Generl information, hvor du også finder andre nyttige oplysninger omkring frit valg, flytning af hjælpen og dit hjem som medarbejderens arbejdsplads. 

Du kan læse mere i Kvalitetsstandard - Generel information – Sådan gør vi i Silkeborg Kommune.


Sundhed og Omsorgsafdelingen

Visitation Søvej 3 8600 Silkeborg
 
 

Telefontider

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje