Sygesikringsgruppe 2
De fleste borgere er i sikringsgruppe 1, men du har mulighed for at skifte til sikringsgruppe 2.
Du kan vælge mellem to sikringsgrupper. Du kan se på dit sundhedskort, hvilken sikringsgruppe du er i, men langt de fleste borgere er i sikringsgruppe 1.
Hvis du skifter til sikringsgruppe 2
- kan du frit søge behandling hos alle praktiserende læger og speciallæger
- skal selv betale forskellen, hvis prisen på behandling hos praktiserende læge eller speciallæge er højere end tilskuddet fra regionen.
- skal du ikke have henvisning til speciallæger
- er du ikke tilmeldt en bestemt læge
- kan du stadig blive behandlet på sygehuse
- kan du først skifte til sygesikringsgruppe 1 igen efter mindst 1 år
Læs mere
Nogle læger og speciallæger trækker tilskuddet fra regningen, inden du betaler. Andre steder skal du betale hele regningen og derefter søge om refusion af tilskuddet fra kommunen.
Hvis du har været hos en læge, eller en speciallæge som ikke allerede har fratrukket tilskuddet fra den offentlige sygesikring, kan du som gruppe 2-sikret få betalt sygesikringens tilskud tilbage.
Din behandler kan fortælle dig, om han eller hun har fratrukket tilskuddet fra den offentlige sygesikring. Har behandleren det, skal du ikke sende regningen ind, da behandleren selv modtager sygesikringstilskuddet og beløbet på regningen er din egenbetaling.
Dit tilskud svarer til det, der ydes til patienter i sygesikringsgruppe 1. Det betyder, at tilskuddets størrelse er afhængig af den behandling, du har fået, samt hvilken takst der er gældende på behandlingstidspunktet.
Du skal ikke have henvisning til speciallæger, for at kunne starte behandlingen. Du har ret til det samme antal behandlinger som en gruppe 1-sikret har med sin første henvisning. En almen praktiserende læge skal vurdere dit behov for behandling, hvis din speciallæge mener, at du har behov for flere behandlinger, end du normalt ville få som gruppe 1-sikret. Vi vil derfor bede dig om en henvisning fra en almen praktiserende læge, når antallet af behandlinger kræver det.
Når vi har behandlet din sag, modtager du en opgørelse over dit tilskud i din digitale postkasse.
Du kan forvente op til 14 dages sagsbehandlingstid.
Nogle henvendelser er særligt komplekse, og der kan være områder og situationer, hvor der er længere sagsbehandlingstid end forventet. Det kan eksempelvis være i forbindelse med henvendelser, hvor der skal indhentes yderligere oplysninger fra eksterne personer eller myndigheder.