---
title: "Velkommen til hjemmepleje i Silkeborg Kommune"
description: "Personlig pleje, praktisk hjælp og sygepleje"
date: "2026-04-28"
created: "2026-04-28"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Borger](https://silkeborg.dk/borger)

                    [Sundhed, forebyggelse og pleje](https://silkeborg.dk/borger/sundhed-forebyggelse-og-pleje)

                [Velkommen til hjemmepleje i Silkeborg Kommune](https://silkeborg.dk/borger/sundhed-forebyggelse-og-pleje/velkommen-til-hjemmepleje-i-silkeborg-kommune)



# Velkommen til hjemmepleje i Silkeborg Kommune

Til dig, som modtager personlig pleje, praktisk hjælp og sygepleje fra Silkeborg Kommune

## Velkommen

### Kære borger

I hjemmeplejen og sygeplejen i Silkeborg Kommune ser vi frem til at samarbejde med dig om din sundhed, dit helbred, din trivsel og mestring af hverdagen.

Vi ser frem til at lære dig godt at kende og finde ud af, hvad der er vigtigt for dig.

Derfor vil et af de første besøg hos dig være en samtale om, hvad der har betydning for dig.

 Formålet med samtalen er en gensidig forventningsafstemning. Vi samarbejder med dig om det, du har behov for, ud fra både din livssituation og dit helbred.

I Silkeborg Kommune arbejder vi rehabiliterende. Det vil sige, at vi vejleder og støtter dig i det, du har brug for, så du opnår størst mulig selvstændighed.

Målet er, at du, hvis muligt, efter nogen tid selv kan klare opgaven helt eller delvist. Det betyder, at vi sammen med dig aftaler, hvilke mål vi arbejder hen imod, og hvem der støtter op om de enkelte indsatser. Vi ved, at familie, venner og bekendte ofte spiller en stor rolle, når ens hverdag forandrer sig. Og vi betragter dem som nære samarbejdspartnere, der kan være en stor hjælp og støtte for dig i hverdagen.

Derfor inddrager vi dem også i tilrettelæggelsen af den hjælp, du vil modtage - hvis du ønsker det. Vi vil snakke om, hvordan de kan hjælpe dig, på en måde, der er ønskelig
for jer alle. Vi vil også inddrage hjælpemidler, som kan være med til at gøre dig mere uafhængig og selvhjulpen, og som kan bidrage til at gøre dit hjem til en sikker arbejdsplads for medarbejderne.

Nedenfor har vi skrevet lidt om, hvordan vi arbejder, og hvad vi tager højde for i samarbejdet med dig.

Vi glæder os rigtig meget til at komme hos dig.

Med venlig hilsen

Ledere og medarbejdere, Sektion Borger Eget Hjem

                            [Læs mere om hjemmepleje på silkeborg.dk/hjemmepleje](https://silkeborg.dk/hjemmepleje)

                ![Arbejdssituation i Hjemmeplejen](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/b2080d56-f276-436e-8f0d-08de9ba436cb?width=800)

## Hvem er vi?

For at kunne løse forskelligartede opgaver inden for personlig pleje, praktisk hjælp og sygepleje, er vi flere faggrupper ansat.

Kendetegnet er, at alle arbejder sammen om at løse opgaverne og ønsker at yde professionelt arbejde af høj kvalitet.

Derfor har vi som udgangspunkt kun fastansat uddannet personale, der er fagligt kompetente og har de rette personlige kompetencer.

Vi skelner ikke mellem køn, og du vil kunne opleve, at der både kan komme mænd og kvinder for at hjælpe dig. Vi skelner heller ikke mellem etnisk herkomst. Derfor vil du også kunne opleve, at der kommer medarbejdere med forskellige etniske baggrunde. Det kan muligvis høres på sproget, men alle kan begå sig på dansk.

For at sikre, at vi bliver ved med at have kompetente medarbejdere, er vi med til at uddanne nye medarbejdere, som du også kan få fornøjelsen af at møde.

Vi bestræber os på, at det personale, som kommer hos dig, har godt kendskab til din situation og kan støtte op omkring dine behov.

Du får tildelt en kontaktperson, som arbejder sammen med andre i et team - dem vil du også komme til at møde.

## Hvordan får du fat i os?

Du får udleveret et visitkort med hjemmeplejens og sygeplejens telefonnumre, som du også kan finde ved at søge på din adresse på denne side:

                            [Kontakt hjemmeplejen](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/dbc64fb5-ae45-4c04-a8b2-2690b8a06fc3)

## Samarbejde og ændringer af aftaler

### Hvordan leverer vi din hjælp?

Når du er visiteret til hjælp, vurderer vi, hvordan vi bedst giver dig den. Der er nemlig flere muligheder for, hvordan hjælpen kan se ud i praksis alt efter, hvad behovet er. Vi kan hjælpe dig via:

- Telefonopkald
- Skærmbesøg over en tablet
- Fysisk fremmøde på vores sundhedsklinik
- Hjemmebesøg, hvor vi kommer i dit hjem

Vores afsæt er altid, at du skal være så selvhjulpen som mulig - og have så stor grad af frihed som mulig, så du kan leve det liv, du er vant til.

### Ændre tidspunkt eller afmelde hjælp

Hvis du ønsker at ændre tidspunktet eller ikke har brug for den planlagte hjælp, skal du  kontakte os hurtigst muligt - og gerne mindst et døgn før, du skulle have modtaget hjælpen.

Du kan benytte borgerportalen.dk til besked om aflysning eller ændring af tidspunkt for besøg, og du kan ringe til os i telefontiden.

I forhold til at ændre det planlagte tidspunkt for hjælpen, vil vi bestræbe os på imødekomme dit ønske, men det er ikke altid muligt.

Du kan se vejledende tidspunkt for vores planlagte besøg på borgerportalen.dk:

                            [Gå til borgerportalen.dk](https://borgerportalen.dk/login)

### Hvis vi ikke kan komme ind

Hvis vi kommer til en låst dør, og du ikke har meldt afbud, ikke åbner døren og ikke besvarer opkald på telefonen, vil medarbejderen af hensyn til din sikkerhed undersøge årsagen - fx ved at kontakte disponator eller hjemmesygepleje.

Hvis du er visiteret til at få leveret mad, og du ikke er hjemme i tidsrummet, hvor du forventer at få maden leveret, er det også vigtigt, at du ringer til din leverandør af mad og aftaler en ny tid.

Kommer leverandøren til en låst dør, vil du ikke få leveret maden. Du har mulighed for at få maden leveret senere mod et gebyr for en ny levering. Leverandøren vil informere os, hvis de kommer til en låst dør.

## Nøgle, nødkald, ID og økonomi og Medicin

###

                                    Nøgle, nødkald, ID og økonomi

### Nøgle

Vi forventer, at du selv lukker døren op, når vi kommer. Er du ikke selv i stand til at låse døren op, kan vi aftale, at vi sætter en elektronisk lås på din dør, som medarbejderne anvender til at åbne døren med.

I dette tilfælde skal vi bruge en nøgle til dit hjem, som vi kvitterer for, og som afleveres, når vi ikke har brug for den mere.

Låser vi os ind, og du ikke er hjemme, går vi straks igen, da ingen medarbejdere må være i dit hjem, hvis du ikke er hjemme.

### Nødkald

Hvis du er visiteret til et nødkald, er det vigtigt, at du kan bruge det og kun anvender nødkaldet ved pludseligt opstået behov for hjælp.

Alle nødkald besvares og vurderes hurtigst muligt, så du får den nødvendige hjælp. Hvis vi vurderer, at vi skal besøge dig, vil det blive iværksat indenfor 30-45 minutter fra opkaldet er modtaget.

### ID

Alle vores medarbejdere bærer ID-kort. Er du usikker på, om det er en medarbejder fra hjemmeplejen, der er kommet, skal du bede om at se vedkommendes ID-kort.

### Økonomi

Hovedreglen er, at medarbejderne i Sundheds- og Omsorgsafdelingen ikke involveres i din økonomi.

Hvis du har behov for hjælp til at håndtere dine betalinger, skal du kontakte din bank, dine pårørende eller andre nærtstående for at få hjælp til dette.

Det er ikke tilladt for ansatte i Silkeborg Kommune at modtage gaver og eller testamentarisk arv fra borgere, de yder hjælp og støtte til.

###

                                    Medicin

Sygeplejen har forskellige teknikker til håndtering af medicin, som kan bidrage til at du selv, helt eller delvist, kan håndtere din medicin.

Viser det sig ikke at være nok, kan du få hjælp til medicinhåndtering ud fra følgende rammer:

- Medicindosering varetages i en af kommunens sygeplejeklinikker, med mindre vi vurderer, at det varetages mere hensigtsmæssigt i dit eget hjem.
- Hvis din medicinering er stabil, skal du forvente, at vi i samarbejde med din egen læge vil vurdere muligheden for dosispakket medicin, hvor apoteket pakker din medicin. Apoteket opkræver et lovpligtigt gebyr for dette.
- Vi doserer kun medicin, der er ordineret af en læge.
- I hjemmet, skal der være et egnet arbejdssted til sygeplejens medicinhåndtering.
- Skal du have hjælp til medicindosering, vil du blive bedt om at indkøbe de store medicindoseringsæsker fra apoteket, så der kan doseres til i alt 2-4 uger. Du skal selv sørge for at bestille medicin - vi kan også være behjælpelige, hvis du har brug for det.
- Du skal selv sørge for, at medicinen bliver hentet på apoteket. Hvis du ikke selv kan hente medicinen, kan du måske få familie eller venner og bekendte til at hente medicinen.
- Alternativt kan du få medicinen bragt ud fra apoteket. Apoteket vil opkræve en takst for levering.
- Vi må kun hjælpe med medicinindtag ved medicin, som vi varetager doseringen af eller, som er dosispakket af apoteket.
- Vi stiller kanylebokse til rådighed, hvis du skal bruge en. Brugte kanylebokse og ikke aktuel medicin skal du eller din familie selv aflevere på apoteket.
- I forbindelse med hjælp til medicinindtag kan der indgå forskellige hjælpemidler.

                ![Hjemmepleje Medicindosering](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/ca328c16-7333-485d-8f0e-08de9ba436cb?width=800)

## Sygepleje

Du kan blive henvist til sygepleje fra din praktiserende læge, speciallæge eller en sygehuslæge, når du fx bliver udskrevet fra hospitalet.

Derudover kan du selv, din familie og dit øvrige netværk, hjemmeplejen samt øvrige samarbejdspartnere kontakte sygeplejen direkte, så afdækker vi i fællesskab dine behov.

Behovet for sygepleje sker på baggrund af en sygeplejefaglig og individuel vurdering af dit aktuelle behov. Formålet er at forbygge sygdom, fremme sundhed, yde sygepleje og behandling.

Sygeplejersken vil hele tiden, i samarbejde med dig, vurdere dit behov for hjælp og målet med hjælpen.

Du vil blive inddraget i opgaverne med det formål, at du bevarer flest mulige færdigheder ved at gøre mest muligt selv, Hvis din familie eller andre har mulighed for at hjælpe, er det også rigtig fint. Sygeplejen ydes enten via telefon, skærmløsning, i en af kommunens sygeplejeklinikker eller i dit eget hjem.

Silkeborg Kommune har sygeplejeklinikker i Silkeborg, Kjellerup, Fårvang og Them.

**Bemærk:** Du skal selv sørge for transport til og fra sygeplejeklinikken, da der ikke ydes økonomisk tilskud til transport hertil.

                            [Læs mere om sygepleje i Silkeborg Kommune](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/2a30a636-10cc-4959-a29b-f05c452594bd)

## Dit hjem, vores arbejdsplads

Når du modtager hjælp til fx personlig pleje, sygepleje eller rengøring i dit hjem, bliver dit hjem også vores arbejdsplads.

Vi tilstræber at foretage en vurdering af dit hjem indenfor 10 hverdage med hensyn til pladsforhold og udstyr i forhold til de indsatser, vi skal hjælpe dig med. Vi vil årligt, og hvis vores opgaver hos dig ændrer sig, foretage en revurdering.

Det er det vigtigt, at vi kan få et fint samarbejde med dig, dine pårørende og dit øvrige netværk om at skabe et godt arbejdsmiljø.

Hjemmeplejen er underlagt Arbejdsmiljøloven, og for at kunne udføre vores arbejde sikkert, kan det være nødvendigt at bruge hjælpemidler, foretage ændringer i dit hjem eller lave særlige aftaler om samarbejdet.

###

                                    Sygepleje og personlig pleje

Hvis du skal have hjælp til personlig pleje, vil vi bede dig have vaskeklude (gerne engangs) og håndklæder til rådighed. Det kan evt. komme på tale, at vi skal bruge en plejeseng, der kan indstilles i højden.

###

                                    Pladsforhold og hjælpemidler

Når der anvendes plejeseng, bækkenstol, kørestol, lift eller andre hjælpemidler, skal der være plads nok til at medarbejderne kan arbejde i fornuftige arbejdsstillinger, og vi følger derfor kommunens pladskrav.

Hjælpemidler på hjul, skal let kunne køre på gulvet. Det kan komme på tale at installere fastmonteret udstyr som f.eks. dørtrinsudlignere, greb eller loftlift.

Der kan også blive behov for at flytte møbler og inventar, eller at flytte om, så en evt. plejeseng kan stå i et rum med bedre plads.

###

                                    Adgang til boligen og belysning

Det er vigtigt, at der er lys ved indgangen til din bolig, når det er mørkt, og at der ryddes sne og saltes eller gruses, når det er glat.

Indenfor skal der være god belysning, så vi kan udføre vores opgaver.

###

                                    Rygning

Hvis du er ryger, må du ikke ryge, mens du får hjælp. Og du skal lufte ud ½ time, inden medarbejderne kommer.

Hvis der er et meget dårligt indeklima, kan det komme på tale at installere en luftrenser i dit hjem.

###

                                    Rengøring og krav til rengøringsudstyr

### Generelt om rengøring

Hvis du får gjort rent og vasket tøj, skal du ved start sørge for, at der er de arbejdsredskaber til rådighed, som almindeligvis er i et hjem - fx:

- Støvsuger med god sugeevne, teleskoprør, mundstykke og ekstra støvsugerposer. Støvsugeren må IKKE have motor på stangen.
- Der skal være en støvsuger på hver etage, hvis der skal støvsuges på flere etager.
- Mikrofiberklude til rengøringen.
- Miljøvenlige rengøringsmidler - din hjælper ved, hvad der er behov for.
- Gulvmoppe med lang stang og tilhørende klude.
- Vasketøjskurv

Derudover skal el-installationer og maskiner, der anvendes, være sikre og fungere. Du kan læse med i indstikket om rengøringsudstyr.

### Særlige krav til rengøringsudstyr

#### Gulvvask

- Moppe til gulvvask skal have et skaft, der kan indstilles i højden, og som let kan indstilles til en længde på min. 180 cm.
- Gerne med blødt greb på skaftet til at holde på.
- Der skal være min. 2 fiberklude, der passer til moppen.

#### Støvsugning

Støvsugeren må ikke have motor på stangen, og der skal være en støvsuger på hver etage, hvis der skal støvsuges på flere etager.

Støvsugeren skal have:

- Indstilleligt teleskoprør, der let kan indstilles i højden til min. 125 cm. incl. håndtaget
- God sugeevne (min. 500W)
- Mundstykker, der passer til opgaven
- Ekstra støvsugerposer

#### Rengøringsmidler

Vi beder dig anskaffe de nødvendige rengøringsmidler.

Det skal være miljømærkede rengøringsmidler som fx. Svanemærket eller EUblomsten.

###

                                    Husdyr

Hvis du har husdyr, skal de enten holdes i snor eller være i et aflukket rum/bur, mens hjælpen leveres.

Løse hunde, undtaget service- og førerhunde, katte fugle og andre dyr må ikke kunne genere medarbejderne, mens de udfører hjælpen.

###

                                    Tal med dine pårørende om støtte til klargøring af dit hjem

Hvis du ikke selv har mulighed for at sikre, at dit hjem kan fungere som en arbejdsplads for os, skal du tale med dine pårørende, så de kan hjælpe dig med at få bragt tingene i orden.

Er der noget, du og dine pårørende er i tvivl om, så tag gerne fat i din kontaktperson i hjemmeplejen/sygeplejen, så vi kan guide dig.

                ![Hjemmeplejen](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/2d9dd9a0-2a9e-4662-8f0f-08de9ba436cb?width=800)

## Kontakt

**Borger eget hjem - Hjemmeplejen**

**Telefontider:**

### Kontakt din lokale hjemmepleje:

[Find telefonnummer til hjemmeplejen i dit område via din adresse](https://webkort.silkeborg.dk/spatialmap?page=widget-local&amp;name=borgertelefoner_aeldre_offentlig "Find telefonnummer til hjemmeplejen i dit område via din adresse")

[Se øvrige kontaktoplysninger for Borger eget hjem](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/fec8d9e3-7210-4b4c-8788-a08506ef1135 "Se øvrige kontaktoplysninger for Borger eget hjem")

Denne PDF er genereret den  28-04-2026 16.29
