---
title: "Åbne og lukkede dagsordner"
description: "Dagsordener, beslutninger, åbne og lukkede punkter"
date: "2026-01-02"
created: "2025-07-09"
---

[Hjem](https://silkeborg.dk/)

                    [Demokrati](https://silkeborg.dk/demokrati)

                    [Dagsordener og beslutninger](https://silkeborg.dk/demokrati/dagsordener-og-beslutninger)

                [Åbne og lukkede dagsordner](https://silkeborg.dk/demokrati/dagsordener-og-beslutninger/aabne-og-lukkede-dagsordner)



# Åbne og lukkede dagsordner

Alle sager på byrådets og udvalgenes dagsordner er som udgangspunkt åbne, med mindre dagsordenspunkterne indeholder fortrolige oplysninger. Sådan håndterer Silkeborg Byråd fortrolige oplysninger i politiske sager.

Borgerne kan følge byrådets arbejde og beslutninger via dagsordner og referater fra møderne i byrådet og de politiske udvalg. Alle sager på byrådets og udvalgenes dagsordner er som udgangspunkt åbne, med mindre dagsordenspunkterne indeholder fortrolige oplysninger. Folketinget har besluttet, at fortrolighed i nogle tilfælde vægter højere end offentlighed. Er et punkt lukket på dagsordenen, kan det senere åbnes, hvis grundlaget for fortroligheden ikke længere er til stede.

## Lukkede punkter

###

                                    Hvem bestemmer, om et punkt er åbent eller lukket?

Det er lovgivningen og
byrådet, som bestemmer om en sag på byrådets dagsorden skal være åben eller
lukket. Ud fra en konkret vurdering indstiller kommunens administration på
baggrund af faglighed og lovgivning til byrådet, om en sag skal være åben eller
lukket. Begrundelsen for at lukke en sag vil normalt være oplyst i sagen.
Byrådet beslutter på den baggrund om sagen behandles som en åben eller lukket
sag. Det sker, når byrådet godkender dagsordenen for mødet.

###

                                    Hvorfor er et punkt lukket?

Punkterne på byrådets
dagsorden er åbne medmindre sagerne indeholder fortrolige oplysninger, som er
omfattet af tavshedspligt fx efter forvaltningslovens regler. Det er helt
overordnet oplysninger om:

- Borgere:
      Fortrolige personoplysninger i borgersager
- Ansatte:
      Fortrolige personoplysninger i personalesager
- Virksomheder:
      Fortrolige oplysninger af væsentlig økonomisk betydning for virksomheder,
      fx forretningshemmeligheder.
- Kommunen:
      Fortrolige oplysninger af væsentlig økonomisk betydning for kommunen, fx
      om køb og salg af fast ejendom, udbud, tilbudsgivning m.v., samt
      oplysninger, der kan påvirke verserende eller fremtidige retssager eller
      forhandlinger, som offentlige myndigheder er involveret i.

Reglerne fremgår af
kommunestyrelseslovens § 10 og af byrådets forretningsorden § 1, stk. 2.

###

                                    Kan borgerne se overskrifter og beslutninger i lukkede punkter?

Ja. Overskriften på et
lukket punkt er offentlig. Overskriften skal som udgangspunkt angive, hvad
sagen handler om, medmindre kommunen vurderer, at det vil være et brud på
tavshedspligten. Det sker efter en konkret vurdering på baggrund af reglerne om
tavshedspligt. Den politiske beslutning fra et lukket dagsordenspunkt
offentliggøres desuden helt eller delvist i referatet, selv om punktets indhold
fortsat er lukket for offentligheden. Kun hvis beslutningen indeholder
fortrolige oplysninger, vil beslutningen i sagen være lukket for
offentligheden.

###

                                    Hvornår falder fortroligheden væk?

Reglerne om lukkede
dagsordenspunkter er, at hvis et punkt indeholder fortrolige oplysninger, så
lukkes hele dagsordenspunktet. Kun overskriften og beslutningen offentliggøres.

For at sikre størst mulig
åbenhed har byrådet besluttet, at lukkede punkter på byrådets dagsorden
jævnligt skal gennemgås for at vurdere, om de lukkede punkter kan åbnes for
offentligheden. Silkeborg Kommune vurderer derfor hvert halve år, om de hensyn,
der lå til grund for at lukke et punkt på byrådets dagsorden i det forgange
halvår et er faldet væk. Fortroligheden kan fx være ophørt, fordi byrådet nu
har truffet en beslutning i sagen. Fortroligheden kan også være ophørt et
stykke tid efter byrådets beslutning. Hvis byrådet fx har godkendt køb eller
salg af en ejendom, vil fortroligheden normalt ophøre, når forhandlingerne er
afsluttet, og kommunen har skrevet under på en købsaftale eller en kontrakt, så
købet eller salget er gennemført. Der kan også være punkter på byrådets
dagsorden, hvor fortroligheden aldrig ophører, fx fordi det handler om
fortrolige personoplysninger i borgersager eller personalesager.

###

                                    Er der blevet flere eller færre lukkede sager på byrådets dagsorden?

Antallet af lukkede sager på
byrådets dagsorden er mere end halveret over fem år fra 2019 til 2024. Byrådet
og kommunens øverste ledelse har gennem en længere årrække ønsket og haft fokus
på så stor åbenhed og gennemsigtighed i de politiske sager, som muligt.

![](https://silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/16417852-d63a-49ef-823c-08ddb87da2d4?width=800)

Antal lukkede byrådssager 2019-2025\*
| År | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025<br>(&lt;Maj) | Fald 2019-2024 |
| --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- |
| Antal lukkede byrådssager | 82 | 59 | 65 | 43 | 34 | 39 | 17 | -52% |
| --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- |

\* Optællingen indeholder alle
beslutningspunkter og ikke det faste lukkede orienteringspunkt, hvor byrådet
ikke træffer beslutninger. Dette lukkede punkt er fra 2025 og fremover blevet
åbnet.

I 2024 var der fx 39 lukkede
sager på byrådets dagsorden. Begrundelsen for at sagerne var lukkede fordeler
sig således:

Begrundelser for lukkede byrådssager
| Begrundelse | 2024 | Procent |
| --- | --- | --- |
| Køb/salg/ekspropriationer | 21 | 54% |
| Forhandlinger/kontrakter/retssager | 9 | 23% |
| Virksomhedssager | 4 | 10% |
| Lånegarantier | 2 | 5% |
| Udbud | 2 | 5% |
| Lånesager | 1 | 3% |
| Borgersager | 0 | 0% |
| Personalesager | 0 | 0% |
| **I alt** | **39** | **100%** |

Godt halvdelen af de lukkede
sager handlede om byrådets godkendelse af køb og salg af jord, grunde og
ejendomme samt beslutninger om at ekspropriere, hvis der ikke kan indgås
frivillige aftaler, fx til udvidelsen af en cykelsti eller lignende. Når forhandlingerne
og handlerne er gennemført, kan sagerne normalt offentliggøres.

 Knap en fjerdedel af sagerne
var lukket af hensyn til kommunens forhandlingsposition i forbindelse med
indgåelse af kontrakter og overvejelser om retssager. I 2024 gælder det fx
flere sager vedrørende Fredensgård om fortolkning af deklarationer og overvejelser
om voldgiftssag. Sagernes indhold er efter de
politiske beslutninger eller efter afsluttede forhandlinger blevet
offentliggjort.

 Hver 10. sag var lukket,
fordi de omhandlede fortrolige oplysninger af væsentlig økonomisk betydning for
virksomheder, fx om almene boligselskabers køb af grunde og ejendomme,
kommunens tilsagn om støtte i den forbindelse, samt støttetilkendegivelser til
selvejende institutioners fondsansøgninger. En af sagerne vedrører
Hjejledokken. Sagen blev lukket af hensynet til Fonden Hjejleselskabets
forhandlingsmæssige og økonomiske muligheder for at opnå ekstern finansiering.
Tavshedspligten følger af forvaltningslovens regler. Sagen er senere blevet
offentliggjort, da forudsætningerne for fortroligheden er faldet bort.

 Godt hver 10. af sagerne
handlede om godkendelse af lånegarantier fx til vandværker og
fjernvarmeselskaber, godkendelse af udbudsresultater eller beslutninger om
kommunens låneforhold, som først er blevet offentliggjort efter afsluttede
forhandlinger.

 Ingen lukkede sager i 2024
vedrører fortrolige oplysninger i forbindelse med borgersager eller
personalesager.

                            [Læs mere under dagsordener og beslutninger](https://silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/2a52e79e-4888-495e-8e4c-6b5df1b781da)

                            [Se byrådets dagsordener og beslutninger](https://dagsordener.silkeborg.dk/?request.kriterie.udvalgId=7f98c077-bf04-4a40-97be-f8ea53392b32)

## Kontakt

**Jurateamet**
                                    Organisation og Personale
                                    Søvej 3

                                            8600

                                            Silkeborg

[Skriv til os](mailto:jurateam@silkeborg.dk)
